Koncerter

Roskilde Festival 2017: 75 Dollar Bill

75 Dollar Bill. Foto: Damian Calvo Linda Pugliese

Desert blues-duoen favnede bredt med deres ellers minimalistiske set-up i deres hypnotiske lydunivers.

Jeg havde egentlig forberedt mig på, at der ventede mig en tung langtrækker, da jeg onsdag aften bevægede mig over mod Gloria for at se den instrumentale dessert blues-duo 75 Dollar Bill, bestående af guitaristen Che Chen og perkussionisten Rick Brown.

Da jeg trådte ind på Gloria, blev jeg mødt af et simpelt beat leveret af Rick Brown, der tæskede løs på en kasselignende tromme, mens han supplerede beatet med diverse rasleinstrumenter som maracas, rytmeæg og bjælder. Imens var Che Chen flyvende på guitaren. Fundamentet for hans spil var tunge blues-riffs spillet på guitarens dybeste strenge, mens han fyldte alle hullerne ud med hurtige lyse guitarimprovisationer.

Alt i alt skabte de et godt, fyldigt lydbillede, der hurtigt viste potentialet for, at vi kunne få en kogende fest inde i Gloria-grotten på en ellers kold festivaldag.

Til gengæld gik der heller ikke længe, før jeg noterede på min blok, at det blev ensformigt med den endeløse række af guitarjam og de forholdsvis simple rytmer. Den tunge langtrækker så ud til at blive en realitet.

Men jeg skulle blive klogere, skulle jeg. For allerede på andet nummer, begyndte Rick Brown elegant at trække tempoet op og ned i rytmerne. Det var en simpel, men yderst effektiv variation, og dem skulle der komme flere af.

Stille og roligt blev der introduceret flere instrumenter til lyduniverset, og efter 40 minutter var koncerten radikalt ændret, og musikken blev forvandlet til en lydkollage af hypnotiske ambient-klange. Rick Brown havde skiftet til et blæseinstrument, og Che Chen satte en lang dronelyd i gang på et lille keyboard, mens han raslede med nogle klokker.

Det fortsatte ti minutters tid, hvor også Che Chen spillede saxofon, inden han igen greb guitaren og afsluttede koncerten med et langsomt, stenet bluesriff, hvor Rick Brown supplerede lavmeldte slag på trommen. Tålmodigt lod de denne tilstand vare ved, mens de sænkede lydniveauet. Her blev det nærmest en stilleleg, om hvor lavt de kunne skrue ned for musikken, før de mest utålmodige publikummer ville afbryde stilheden med jubelbrøl og klappe duoen af scenen.

75 Dollar Bill fik skabt en fin variation igennem koncerten, på trods af faren for at det ville blive en meget monoton oplevelse. Og det var skønt, for så kom deres glimrende hypnotiske klange i fokus frem for tristessen. Jeg blev i hvert fald fanget i en herlig trance.

★★★★½☆

Deltag i debat