Koncerter

Roskilde Festival 2017: Alsarah & The Nubatones

Foto: Malthe Ivarsson

Den transafrikanske koncert blev en lang, småkedelig gentagelse af de samme tricks og rytmer.

Der var ingen tvivl om, hvad den sudanesiske sangerinde Alsarah ville med sin koncert onsdag aften på Avalon. »Have a good time,« sagde hun, og så blev der ellers fyret op for et herligt miks af groovy østafrikansk ørkenpop og Alsarahs fine mellemøstlige sang.

En ting kan man være sikker på, når man ser afrikansk musik på Roskilde Festival. Du bliver serviceret af musikere, der aldrig har gjort andet end at spille løs. De spiller bundsolidt og kan deres håndværk til fingerspidserne.

På denne front skuffede Alsarahs band, The Nubatones, absolut heller ikke. Teltet blev hurtigt fyldt af folk, der ville ind og danse til det solide sammenspil. Perkussionisten Rami El-Aasser lagde et godt rytmisk grundlag, bassisten Mawuena Kodjovi fik det rytmiske groove til at koge, Brandon Terzic ramte nærmest et psykedelisk langt spilleflow på hans oud – et mellemøstligt strengeinstrument – og Alsarahs søster Nahid agerede solid rygdækning for frontpersonen med hendes korsanger og shaker-instrumenter.

Alt i alt et grundigt transafrikansk lydunivers, og jeg vil gerne fremhæve Alsarah & the Nubatones’ eminence til at få publikum til at klappe med på forholdsvist avancerede rytmer.

Men hurtigt havde jeg en oplevelse af, at Alsarah & the Nubatones havde fyret alle deres tricks af. Der var ikke skyggen af progression i løbet af koncerten. Det var de samme rytmer fra start til slut, og det begyndte desværre hurtigt at kede mig. Koncerten har sikkert passet glimrende til, at man kunne træde ind i teltet og forlade det igen, når man havde danset i en ti minutters tid. Men en time med de samme rytmer og lyde var for meget af det gode til mig. Der havde jeg en knap så »good time«.

★★★☆☆☆

Deltag i debat