Koncerter

Roskilde Festival 2017: Lorenzo Woodrose

Foto: PR
Skrevet af Daniel Niebuhr

Et brev fra mig til Uffe på baggrund af en ganske fortrinlig middag i et propfyldt Gloria

Åh Uffe. Du var så fandens smuk, da du stod dér i din rød/sorte skjorte og denimjeans; kun bevæbnet med din akustiske 12-strengsguitar – og alligevel ganske nøgen ene mand på Glorias intime scene. Til tider også lidt for nøgen, og det blev da også din akilleshæl i løbet af dit ellers ganske fremragende soloridt tidlig torsdag middag allerbagerst i det propfyldte telt.
»Regner det?« spurgte du, så’n for at ryste de værste nerver af dig, inden du kastede dig ud i “Jorden Kalder” fra Spids Nøgenhats Kommer med fred.

Det var din koncert og kun din, så det var bestemt noget af et ansvar, du stod med. For med rygtet om dine overlegne solokoncerter – fyldt med ekstremt nærvær og fabelagtige fortolkninger af nyt, gammelt, lånt og udsyret – der havde spredt som en psykedelisk steppebrand fra undergrunden og ud i den brede befolkning, var der ikke noget at sige til, at folk havde stimlet sig sammen for at høre, hvad din notesbog mon indeholdte af spændende materiale.

Heldigvis var du der; med dit føromtalte, karakteristiske nærvær. Du havde os alle i dine hule hånd såvel som i et ømt favntag, mens du fik os til at synge med på Steppeulvenes udødelige “Til Nashet”, Nøgenhattens livebekræftende “Mere lys” og dine egne, nye skæringer som den moderne kærlighedsode til pigen nede på Floss’ kælder “Flippertøs”. Din vokal stod knivskarpt i al sin ekkoficerede glans, mens du både fremførte din og andres lyrik samt kom med anekdoter og opsange mellem numrene.

»Denne her er skrevet i 10 kilometers højde – både i bogstavelig og overført betydning,« introducerede du en af de nye i flokken, mens “Min skygge” fik prædikatet »min måske mest personlige sang.«

Det var dog sværvægterne, folk lod til at være kommet efter. Jeg skrålede i hvert fald selv med på både Røde Mors anti-krigssang “Lil’ Johnnys mund” og Benny Holsts “Sangen om merværdi”, hvor sidstnævnte røg ud over højtalerne i en mere dystopisk mol-version. I modsætning til, når du står omgivet af dine Spids Nøgenhat-kumpaner, var det dog også, som om der manglede et eller andet til at slæbe sangene i mål – nogle flere nuancer måske?
Hans Vindings eminente fortælling om “Den Gennemsigtige Mand” har du til gengæld stadig styr på, hvor din nedbarberede udgave faktisk klæder »en af de stærkeste rocksange, der er skrevet i dette land,« som du så fint introducerede den.

Du er syrerockkongen herhjemme, det kan der ikke være nogen tvivl om. Din nye plade er også på trapperne, og jeg kommer sikkert også til at lytte til den, selvom jeg nu stadig holder mest af klassikerne. Tak for en fabelagtig start på min torsdag. Vi ses forhåbentlig snart igen.

★★★★★½

Leave a Reply