Koncerter

Roskilde Festival 2017: ML Buch

Foto: Line Vognstrup

Med et ellers fremragende band i ryggen blev der messet kedsomhed og anonymitet fra ML Buch.

ML Buch, der i foråret udgav debut-EP’en Fleshy, gjorde i bedste dreampop-stil ikke meget væsen af sig, da hun genert stod på Rising mandag eftermiddag. Bag hende spillede et forrygende band, og deres glæde over at stå på Roskilde strålede ud af de tre backing-musikere, mens de knoklede for at forløse Marie Louise Buchs soloprojekt. Selv stod hun nærmest helt forstenet og messede nogle søvnige vokallinjer, der ikke var videre melodiske.

Koncerten blev indledt af et instrumental nummer, hvor Marie Louise Buch spillede guitar med chorus-effekt. Trommebeatsne var sparsomme, let slæbende og leveret med stor sikkerhed. Bassisten Ida Duelund (Silvester) supplerede med en sikker funk-bas, hvor hun elegant leverede gode melodier, hver eneste gang hun fik mulighed for det – hun er så absolut et af de mest lysende bastalenter herhjemme, og kunne ubesværet spille med gud og hver mand. På keyboards lavede Anja Tietze Lahrmann (Ice Cream Cathedral og Excelsior) nogle eleganter flyde-synthtoner, der sparsomt, men elegant farver musikken flot. Wow, hvor spillede det her band, bestående af konservatorie-studerende, godt! Det var et utroligt lækkert lydbillede, der mindede mig om en rocket udgave af Cocteau Twins.

På næste nummer trådte Marie Louise Buch frem som frontperson og begyndte at synge. Det var desværre ikke videre imponerende. Hendes klang var ukarakteristisk og anonym, melodier var der ikke rigtig noget af, og hendes engelsk var præget af en kedelig, kartoffeldansk accent.

Heldigvis holder bandet et højt bundniveau hele koncerten igennem. De stråler af spilleglæde og benovelse af at spille på Roskilde Festival. »Tak fordi I deler den her oplevelse med os,« sagde Marie Louise Buch, og det var tydeligt, at det var en stor oplevelse for hele bandet. Desværre blev bandets fremragende indsats spildte kræfter, når frontkvinden ikke kunne matche deres store musikalske format. Det virkede til, at det var en langt større oplevelse for dem selv, end det var for os ude blandt publikum.

★★★☆☆☆

Deltag i debat