Koncerter

Roskilde Festival 2017: Natjager

Foto: Malthe Ivarsson
Skrevet af Daniel Niebuhr

Selvom Natjager tog de fleste midler i brug for at vinde publikum over på deres side på Rising-scenens åbningskoncert, var det rent musikalsk bare aldrig det numetal-festfyrværkeri, det kunne have været.

“Det er hypnotisk rock’n’roll med hip-hop-attitude,” bekendtgjorde konferencieren forud for Natjagers koncert på Rising, der samtidig markerede festivalens officielle åbning af musikprogrammet, hvis man ser bort fra lørdagens vikingeblót ved badesøbredden. Hypnotisk var det ikke. Rock’n’roll var det heller ikke, og langt hen ad vejen var Natjager ret beset ikke en særlig god koncertoplevelse – det skyldtes mest tre paradoksale elementer:

Paradoksalt var det, at Natjager – et band, der har omfavnet den ofte udskældte autotune og samtidig formår at udnytte dens fulde potentiale i deres musik – skulle trækkes med et lydbillede, hvor frontmand Jon Kirkhoff Hansens vokal ofte blev overdøvet af bandets keyboardist, der også agerede backingvokal. Flere gange havde man helt og aldeles svært ved at høre, hvad der egentlig blev sunget, hvor den passage, der indledningsvis gik allerbedst igennem, var, da Kirkhoff sang: “Jeg har ikke noget at sige.” Enkelte gange fik man en idé om, at han rent lyrisk er rigtig stærk, men gentagne gange modarbejdede lydbilledet hans indsats. Det er uden tvivl en skam, når vokalen med alle dens facetter er så essentielt et element i bandets lydunivers og sådan bare bliver sløset væk.

Paradoksalt var det også, at det nummer fra bandets eget bagkatalog, der i sommersolen på Rising fungerede bedst, var – så vidt jeg kunne forstå – “Rejse”, hvis autotun’ske indslag var på et minimum. Det var det første reelle nummer, hvor Natjager føltes unikke, men når det ikke skyldtes autotunen, var det svært at fornemme, helt præcis hvilket band, man havde man at gøre. 

Og paradoksalt var det, da det mest effektive indslag var, da Natjagers selvfølgelige hip-hop-features  i form af Black Cheese-chef Pato Siebenhaar samt Shaka Loveless stødte til på scenen til Siebenhaars “Som En Fugl”, hvor både Loveless og Kirkhoff (under sit Sluzh-alias) også medvirker. Det var dermed ikke bandets egen komposition, der modtog den største respons fra publikum, selvom de ellers kom tæt på med gruppen vel nok mest oplagte hit, “Tyler Durden”. Det er uden tvivl deres mest omfavnende nummer i forhold til publikumsappel, og dermed var det også bare ekstra ærgerligt, at formidlingen af Natjagers åbenlyse talent i det store hele endte med at gå sådan til spilde til bandets blot anden koncert.

Afslutningsvis blev næstsidste “Drøm Hårdt” dedikeret til nyligt afdøde Djuna Barnes, mens sidste nummer involverede t-shirts, der blev kastet ud blandt de fremmødte. Natjager tog de fleste midler i brug for at vinde publikum over på deres side, hvilket også så ud til at lykkedes – rent musikalsk var det bare aldrig det numetal-festfyrværkeri, det kunne have været.

★★½☆☆☆

Deltag i debat