»You’ve never seen a girl like me,« sang Åsa Söderqvist aka. Shitkid under sit første nummer på sin Rising-koncert tidlig tirsdag aften. Og hvor havde hun dog ret. De næste 45 minutters koncert skulle vise sig at være en ren tour de force i göteborgsk, kønsaktivistisk feministisk punk anno 2017. Der blev flashet bryster, grinet, strittet med langefingrene, røget smøger og kastet med tamponer i løbet af en koncert, jeg aldrig har set magen til.
Musikalsk ligger Shitkid sig i slipstrømmen af Bikini Kill-sangeren Kathleen Hannas electroclash-band Le Tigre. Det musikalske line-up var skåret ned til det mest essentielle. En skrabet trommemaskine, der var indbygget i et lige så skrabet keyboard, vokal og fuzz-guitar. Mere skulle der ikke til for at sende en skarp provokation mod alle vores forventninger til, hvad en punk-koncert er, eller kan være. Ja, faktisk hvordan en kvinde som Åsa Söderqvist kan performe en festivalkoncert.
Totalt nonchalant gik hun alene ind på scenen, med en smøg i den ene hånd. Hun gik hen til keyboardet, trykkede på nogle knapper og sagde med en ligegyldig tone: »Are you ready for this? I’m not.« Så gik hun alene i gang med at spille sin første sang, med den højre hånd på keyboardet, mens den venstre hånd kløede hendes baghoved. Det var tydeligt, at Shitkid projektet ikke skulle please nogle som helst. Hun stod deroppe, fordi hun synes det er sjovt, og for at holde en fest med de fire veninder, der kom ind på scenen efter første nummer.
To piger, der umiddelbart virkede som hendes veninder, trådte til på andet nummer og agerede herefter backing musikere resten af koncerten – og når de ikke spillede, drev de rundt på scenen, røg cigaretter, poppede champagne og småsnakkede med hinanden. To af veninderne rørte aldrig et instrument. Den ene gik rundt med et kamera og optog til en dokumentarfilm. Den anden kom med øl, tændte cigaretter for Åsa Söderqvist og stregede sange ud på den setliste, der var skrevet på Söderqvists bare ben, når sangene var blevet spillet.
Konstant krøb Söderqvists korte kjole op ad lårene, så hendes hvide trusser kom til syne, og det lod til at være en aktiv provokation fra hendes side, ligesom når hun gentagene gange løftede ned eller op i sin kjole og viste sine bryster. Selvom hun væltede fuld og skæv rundt på scenen, og hendes bandmedlemmer ikke helt var klar over, hvilket nummer de nu skulle spille, lod hun til at være i fuld kontrol med hele situationen. Det her blev gjort på hendes måde, og fucking ingen skal komme og sige, hvad hun må og ikke må på den scene – eller hvad hun må vise af sin krop, for den sags skyld.
På den måde blev der skidt godt og grundigt på i hvert fald min egen bornerthed. Det var aktivistisk performancekunst og en koncert på samme tid, der vigtigst af alt handlede om, at nu skulle Shitkid have det skidesjovt med sine veninder.
