Koncerter

Roskilde Festival 2017: The Love Coffin

Foto: PR
Skrevet af Daniel Niebuhr

The Love Coffin gav den som landets bedste leverandør af dystopisk, støjende rock, da de med en vanvittig, hypnotiserende midnatsperformance flænsede sig vej direkte ind i sjælen.

Nogle gange skal man passe på med at tage munden for fuld for hurtigt. Case in point; da jeg i forgårs endte med at kalde Tvivlers koncert »for mit vedkommende … en af de bedste “opvarmningskoncerter” i flere år.« Bevares, det var den da stadigvæk, men tirsdag blev den og alle de forventninger, jeg eventuelt måtte have haft til The Love Coffins afsluttende epos på samme scene, fuldstændig kørt midt over i en overvældende, dyster magtdemonstration.

Badet i violet lys ejede The Love Coffin scenen fra første færd, mens deres karakteristiske garage/psych/postpunk-bastard stod markant skarpere, end da jeg sidst havde fornøjelsen af at opleve bandet i forbindelse med Copenhagen Psych Fest 2015. Hurtigt forsikrede jeg mig selv om, at bandet sagtens kunne have magtet at illuminere en af festivalens større scener, hvilket meget gerne må ske i den nærmeste fremtid. Jonatan Magnussen lod til at være i sit rette element som veloplagt frontfigur, og selvom det mestendels kun var hans silhouet, der kunne tydes center stage, var man aldrig i tvivl om, at han virkelig var der. Vekslende mellem sjælfulde omkvædspassager og gutturale fraseringer mindede han allermest om en moderne Lux Interior, hvor kontrasten mellem hans vokale udskejelser under numrene og den diametralt modsatte, fåmælte publikumskontakt kun fik hans præstationer under førstnævnte til at fremstå endnu stærkere.

Musikken var mindst lige så sublim med Kristian Alexanders og Lasse Christiansens komplimenterende guitarspil og de til tider dystopiske undertoner, der blev leveret i form af udvidelsen af bandbesætningen ved den statiske Sylvester Roepstorff på basklarinet.

Kulminationen kom over flere omgange; første gang ved gruppens nyeste udspil, “Take Good Care of Me”, fra den kommende fuldlængedebut, der forhåbentlig ikke kan være særlig langt væk. Oppe foran stod en broget flok festivalgæster, der ikke lod til at kunne vente på, at portene for alvor åbnede for hoppestemning og knap så destruktive moshpits, som man eksempelvis finder ved metalkoncerter. Det var rent faktisk en fryd at begive sig helt frem for at blive revet med og blændet af det insisterende stroboskoplys.

Også “New Morning Light” fra Buffalo Thunder-EP’en, der røg på gaden i fjor, gik rent ind, inden vi blev præsenteret for The Love Coffins sublime sortie; en seks minutter lang udgave af “Blind” fra samme EP. I modsætning til den noget antiklimatiske afslutning på nummeret i dets studieudgave lukkede liveudgaven tirsdag nat i stedet med kaskader af hypnotiserende støj. De rå lydkulisser, som The Love Coffin afslutningsvis formåede at få fremmanet, skar på smukkeste vis helt ind i sjælen, mens øldåser blev brugt som plektre og Magnussen primalt serverede sine døende klageskrig. Et lavmælt »tak« var alt, det efterfølgende blev til, men jeg forlangte omvendt heller ikke mere.

Med fare for at gentage mig selv fra vores indledende anbefalingsartikel: Det var grimt, det var smukt, det var så ganske afgjort topkarakteren værdig.

★★★★★★

Leave a Reply