Koncerter

Terry Riley, 07.06.17, Bremen Teater, København

Den amerikanske minimalisme-pioner viste, at han har nogle eminente musikalske idéer. Desværre var han ikke i stand til at forløse dem selv.

Puha. Jeg blev næsten helt forvirret, da aftenens koncert med Terry Riley blev præsenteret. Vi fik at vide, at vi skulle høre indisk raga, amerikansk ragtime, jazz, minimalisme og improvisation. Hvis det ikke var fordi, det var den 81-årige amerikanske komponist og musiker Terry Riley, der stod på en københavnsk plakat for første gang i over 20 år, havde jeg nok tænkt, at det ville blive en forfærdelig rodebutik.

Men Terry Riley ser ikke disse genrekasser som begrænsende størrelser. I 1964 uropførte han det skelsættende værk In C, der i dag betragtes som udgangspunktet for den musikalske minimalisme, der senere blev forfinet af komponister som Steve Reich, Phillip Glass og Riley selv. Værket er et langt, repetitivt stykke musik, der består af 53 små fraser. Disse bliver konstant underbygget af en rytmisk puls, og som lytter kan man nærmest ikke undgå at komme i en meditativ tilstand.

Det var en musik, der tilførte den vestlige kompositionsmusik en spiritualitet, og det var ambient-musik, 14 år før Brian Eno fandt på at kalde denne musik for ambient. Terry Rileys album A Rainbow in Curved Air (1969) står som et tidligt elektronisk nøgleværk, der ligeledes dyrker en meditativ minimalisme, som en mand som Aphex Twin virkelig ikke kan frasige sig at være inspireret af – så lyver han i hvert fald.

Terry Rileys kompositioner udspringer helt klart af den avantgardistiske bølge, der blev ført an af komponister som tyske Karlheinz Stockhausen og amerikanske John Cage (ham med de 4 minutter og 33 sekunders stilhed). Men Riley var lige så inspireret af jazzens fremmeste navne som Miles Davis, John Coltrane og Charles Mingus. Med et snuptag fik Terry Riley kombineret det bedste fra disse to verdener. Avantgarde-musikken var musik, der forholdt til sig selv som objekt og kunne bruges til noget. Jazzen kunne være lydligt smuk og voldsom, men var klart også jazz for jazzens skyld.

In C kan begge dele. Det er et værk, der kan skabe en stemning i det rum, det bliver opført i. Det kan trække lytteren ind i en meditativ stemning. Terry Rileys musik er med andre ord avantgarde, man kan holde ud at lytte til, hvis man altså kan holde koncentrationen og ikke lader sig glide over i kedsomhedens ubehagelige tankestrøm.

Lad mig i øvrigt lige benytte lejligheden til at anbefale den fremragende Africa Express-fortolkning af In C (2014), hvor bl.a. Damon Albarn (Blur, Gorillaz), Brian Eno, Nick Zinner (Yeah Yeah Yeahs) medvirker sammen med vestafrikanske musikere som Cheick Diallo, Badou Mbaye, Andi Toma (Mouse on Mars) og Modibo Diawara – for at nævne nogle få.

Riley er en komponist, der har nogle sindssygt gode og innovative idéer, hvilket vi også fik lov til at høre på Bremen Teater. Og han har mange af dem. Så mange, at jeg hele dagen op til koncerten prøvede at forberede mig på, hvad der ventede på os, men det var nær sagt umuligt.

Det skulle vise sig, at vi skulle overvære en duokoncert, som bestod af to sæt, der varede cirka en time hver. Terry Riley havde dækket op med et flygel, et midi-keyboard, en melodica og en smartphone. Den anden halvdel af duoen, sønnen Gyan Riley, spillede elektrisk guitar.

Jeg havde nok forventet et noget større orkester, der kunne forløse magien i Rileys kompositioner, men i stedet skulle vi altså opleve musikeren Terry Riley i en lang delvis improvisation sammen med sin søn. Det lød sådan set også ret tiltalende at opleve denne side af den legendariske musikalske personlighed. Troede jeg…

Terry Riley indledte koncerten med at spille en indisk raga, hvor han vrængende sang og spillede på et midi-keyboard, hvilket lød utroligt fjollet – nærmest som et legetøjskeyboard fra Fætter BR. Imens kæmpede sønnen med at flette nogle jazzede guitartoner ind i lydbilledet, men den kamp vandt han ikke helt. Jovist, det var da en interessant idé at genfortolke en raga på et midi-keyboard, men lyden var langt fra fyldig nok til min smag, og hurtigt stod det klart, at hverken farmand Terry eller sønnen Gyan er verdensklasse-instrumentalister.

I næste nummer rykkede Terry Riley over til flygelet, og så blev det heldigvis langt mere interessant. Han spillede nogle simple, minimalistiske melodier, som han konstant udfordrede, udviklede og tog nye steder hen. De virkede lette og reflekterede på samme tid, hvilket gjorde, at Riley mindede om en spøjs salonpianist. Det var ret minimalt, men også virkelig smukt. Terry Rileys idéer spirede, og samspillet med sønnen Gyan gik her op i en højere enhed.

Men igen var lydbilledet ikke fyldigt nok til at trække mig helt ind. Riley fremførte skitselignende idéer, der ganske vist spirede, men endnu ikke var modne. Sådan fortsatte det resten af koncerten. Hvad enten Riley spillede en følsom jazzballade, truttede i sin melodica eller spillede via en app, så sad jeg tilbage med en følelse af, at Rileys ellers interessante idéer var uforløste.

Som koncerten skred frem, mistede jeg også fascinationen af de musikalske idéer, og begyndte i stedet at tænke på alt det, jeg ikke havde lyst til at tænke på, i takt med at min koncentration forsvandt. Andet sæt blev indledt af smartphone-nummeret, og der kunne min begejstring over den 81-årige mands brug af en så moderne teknologi sammenlignes med, når min 59-årige far kan finde ud af at sende en sms.

Terry Riley formåede således sjældent at begejstre mig med sine evner som musiker, og det endte med at tage noget af glansen fra hans evner som komponist. Riley og søn var desværre ikke kompetente nok til at forløse idéerne, og jeg savnede flere, kompetente musikere på scenen. Jeg kom aldrig ind i det spirituelle rum, jeg ellers synes, der er i hans musik. Hertil var lydbilledet simpelthen ikke fyldigt nok.

★★★½☆☆

Fotos: Mathias Laurvig

Deltag i debat