Koncerter

The Afghan Whigs, 09.06.17, NorthSide Festival, Aarhus

Foto: Jonas Svendsen/NorthSide
Skrevet af Frederik Voss

Der var håb om en nostalgisk genoplivning af 90’ernes grunge-inspirerede rock, da amerikanske The Afghan Whigs gæstede NorthSide. Men det var ikke den vej, det erfarne band valgte at gå.

Lidt aldersfascistisk sat på spidsen var resten af ungdommen strømmet direkte mod mudderpølen foran de to hovedscener for at se Mø. NorthSides livserfaring havde derimod samlet sig foran den mindste Red Stage, hvor der under den belejlige overdækning af publikumsområdet skulle graves et spadestik dybere i musikhistorien med et visit tilbage til grungen i selskab med The Afghan Whigs.

Alene til backtrack gjorde frontmand Greg Dulli sin entré på scenen til åbningsnummeret ”Birdland” fra comebackalbummet In Spades, der udkom for en måned siden. Dulli fandt passende plads til at kigge anerkendende op mod himlen og synge linjene »I was a child / .. / Caught in the spell of stormy weather«. Derefter blev der plads til resten af det seks mand høje, sortklædte orkester på ”Arabian Heights”, som også stammer fra det nye album. Det blev tydeligt her, at fire guitarer skabte en noget mudret lyd på den røde scene, hvilket var et tilbagevendende problem i løbet af koncerten, hvor medbragt cello og stryger desværre drukner under guitarstøjen på f.eks. ”Toy Automatic” – et af de klart bedre numre fra In Spades.

The Afghan Whigs ødelægger egentlig min intention om at fange et stykke nostalgi-udveksling mellem band og dem, der må savne 90’ernes alternative rockscene. Bandet insisterer rimelig hårdt på de nye sange, hvilket er en yderst værdig måde at lave et comeback på. Det er dog et album, der har taget dem forholdsvist langt væk fra deres rødder, og det mærkes.

På ”Gentleman” viser publikum for første gang, at de egentlig nok hovedsageligt er der for at høre de ældre sange. Det er netop der, der findes en antydning af interaktion mellem publikum og band. Mere end en antydning bliver det dog aldrig. Greg Dulli har noget karisma, men langt fra nok til at bære showet alene, og hjælp fik han ikke ligefrem af sine kompagnoner. Og ja, har man ikke den energi længere, er det nok et fornuftigt valg at satse mere på den nyeste tilføjelse i kataloget, der bedre overlever en overlevering med mangel på energi.

Uden at have oplevet The Afghan Whigs’ koncerter i slut-80’erne og start-90’erne, kan jeg godt lide at forestille mig, at de var rimelig fandenivoldske. Et knytnæveslag i mellemgulvet, der genoplevede energien fra punken i nyt format. Denne energi var dog fraværende på scenen, og det er ikke, fordi bandet er fyldt af teknisk vidunderlige musikere, det fastholder opmærksomheden. De var en del af et udtryk og en bølge, som nostalgikerne var kommet for at genopleve, men i store træk blev snydt for. Gruppens nye materiale er hæderligt, men ikke ligefrem bemærkelsesværdigt. Således kan man sige det samme om koncerten.

★★★☆☆☆

Deltag i debat