Interview

The Jesus and Mary Chain: Jeg har accepteret, at jeg ikke er Iggy Pop

Legendariske The Jesus and Mary Chain er aktuelle med albummet Damage and Joy og spiller på årets Roskilde Festival. Foto: PR.

I forbindelse med deres kommende Roskilde-koncert har vi taget en snak med The Jesus and Mary Chains forsanger, Jim Reid, om at have accepteret at være genert på scenen, og hvad shoegaze er for en størrelse.

Jeg mødes af en tyk, formiddagstræt, skotsk accent, da jeg tænder båndoptageren og på det aftalte tidspunkt ringer til The Jesus and Mary Chains forsanger, Jim Reid. Efter fem dyt bliver jeg mødt af et kortfattet, groggy og nærmest anklagende »Hallo,« der indikerer, at manden i den anden ende af røret ikke rigtig orker at tale med mig.

»Okay, det her bliver en hård omgang,« tænker jeg og går i gang med at forklare ham, at jeg ringer til ham i anledning af deres koncert på årets Roskilde Festival.

Det legendariske Glasgow-band udråbes ofte som dem, der startede hele bølgen af introverte shoegaze-bands. Deres opskrift var simpel: lettilgængelige popsange, som The Shangri-Las og The Beach Boys sang dem i 60’erne, kombineret med massive mængder af hvinende guitarstøj. Denne opskrift skulle vise sig at være starten på en musikalsk revolution. Pop og støj var ikke længere uforenelige størrelser, og hurtigt blev The Mary Chains bannerførere for bølgen af shoegaze-bands som My Bloody Valentine, de ligeledes Roskilde-aktuelle Slowdive og Ride, der netop har gæstet NorthSide, samt senere bands som vores egne The Raveonettes eller døgnfluerne Glasvegas.

De var så absolut ikke bange for at spille højt, men det var altså også en bølge af bands, der ikke ligefrem er kendte for deres ekstroverthed. Ja, de kunne nærmest ligne en undskyldning for sig selv, når de stod generte på scenen og så ud som om, de stirrede på deres egne sko – deraf genrebetegnelsen shoegazing.

Aftenen inden jeg skal snakke med manden, der sammen med sin bror William stod bag denne skelsættende musikalske fornyelse, søger jeg på internettet efter tidligere interviews med danske medier. Jeg graver mig mere end 20 år tilbage i internettets gemmer, men finder ikke noget. »De er åbenbart ikke særligt glade for at tale med pressen, de her fyre,« tænker jeg.

I har spillet på Roskilde to gange før. Jeg hørte en optagelse fra jeres koncert i 1988, og der var godt nok meget guitar-feedback mellem numrene til den koncert, fortæller jeg indledningsvist Jim Reid, mens mit hjerte er ved at eksplodere i angst over, om forsangeren for det notorisk generte band overhovedet gider at svare på mine spørgsmål.

Det føles også som om, der går lang tid, før svaret flyver over Nordsøen og ind i mit telefonrør, selvom Jim Reid prompte svarer: »Oh gosh! Yeah. I can remember that show actually,« på et smukt Glasgow-engelsk. Vi begynder hurtigt at sludre om, hvorvidt Leonard Cohen spillede på Roskilde Festival samme år (hvilket han gjorde), og mine bange anelser bliver hurtigt gjort til skamme.

»Jeg synger egentlig bare sangene«

The Jesus and Mary Chain er ikke længere det samme over-generte band, de var for 29 år siden, første gang de gæstede Roskilde Festival med de to mesterværker Psychocandy (1985) og Darklands (1987) i bagagen.

»Det var virkelig skræmmende for mig at spille på festivaler dengang, så jeg var sikkert helvedes bange og afsindigt fuld,« siger Jim Reid.

»I dag føler jeg mig mere bekvem på scenen. Jeg har endelig accepteret, hvad det egentlig er, jeg laver på scenen, men det er desværre ikke ret meget. Jeg synger sangene, men jeg er ikke sådan en performer, der klatrer op på forstærkerne, tager min trøje af eller hopper rundt som Mick Jagger og Iggy Pop, men det behøver alle heller ikke. Så jeg synger egentlig bare sangene, så godt jeg kan, og det nyder jeg virkelig, selvom folk bliver ved med at sige, at det ikke ser sådan ud. Men tro mig: Jeg nyder det virkelig,« siger han.

Følte du dengang, at du var nødt til at hoppe rundt som Iggy Pop for at være en god performer?

»Nej, men jeg ville desperat gerne være Iggy Pop og have sådan en scenepersona. Jeg vidste bare ikke, hvad jeg skulle gøre for at være det. Jeg er ret genert og var fucking bange på scenen, så jeg kunne ikke bevæge mig. Den eneste måde, jeg kunne håndtere at være på en scene, var ved at være afsindigt fuld, og sådan fortsatte det i mange år.«

Nyt publikum – men ikke nostalgisk

Interessen for shoegaze-pionerer ser ud til at være fornyet i disse år. Både Slowdive, Ride og The Jesus and Mary Chain er aktuelle med deres første udgivelser siden 90’erne, og for fire år siden udgav My Bloody Valentine deres første album i 22 år. Jim Reid tror dog ikke, at disse comeback kun handler om nostalgi:

»For os personligt handler det i hvert fald ikke om nostalgi. Vi spiller bare vores sange, men hvis folk tager det for nostalgien, gør det mig ikke noget. Fuck it! Hvem er jeg til at sige, at nostalgi er en dårlig ting?«

Til The Jesus and Mary Chains koncerter ser Jim Reid også en masse unge ansigter, der har forelsket sig i deres støjende popsange.

»Jeg tror, at musikken er blevet relevant på en ny måde til et yngre publikum. Man kan hævde, at nutidens musik bare ikke er ligeså god, som den plejede at være, og folk virkelig hungrer efter noget med substans. Måske kigger folk tilbage og tænker: »Fucking hell! De her bands var virkelig oversete dengang, men de er virkelig gode, så lad os give dem en chance mere.«

Det giver god mening. Jeg er 25 år gammel og har lyttet til jeres musik i mange år.

»Der kan du se. Folk på din alder vil måske høre os spille ”Reverence” (sang fra Honey’s Dead (1992), red.), og det er ikke nostalgisk, når du ikke var der dengang.«

Shoegaze eller ej

Når man lytter til The Jesus and Mary Chains nye album Damage and Joy, der udkom i slutningen af marts, er der ikke meget støj og shoegaze tilbage i Glasgow-bandet. Men hvor f.eks. Slowdive er meget bevidste om dem selv som et shoegaze-band, hvilket bandets trommeslager Simon Scott forklarede Undertoner sidste år, ser Jim Reid helt anderledes på det, når det kommer til The Jesus and Mary Chain.

»Vi betragter os overhovedet ikke som et shoegaze-band. Det har vi aldrig gjort. En eller anden dag blev ordet shoegaze skabt af en NME-journalist. Jeg anede ikke, hvad det betød dengang, og jeg ved slet ikke, hvad det betyder i dag. Hvis du vil kategorisere bands, er den eneste relevante kategorisering, om bands er gode eller dårlige.«

Kan du så slet ikke se en forbindelse til bands som My Bloody Valentine, Ride og Slowdive?

»Det kan jeg godt. Sammenhængen mellem de her bands er, at de alle ser akavede ud på scenen. De er ikke konventionelle performere, og på den måde kan jeg godt relatere til de bands. Når vi optræder, handler det kun om musikken. Den skal i front, og bandmedlemmerne skal i baggrunden.«

Så relaterer det vel ret godt til ’gazing at their shoes’-frasen.

»Jeg plejede i hvert fald at skrive mine tekster på mine sko,« siger Jim Reid ironisk, inden jeg takker for hans tid.

Deltag i debat