Artikler Interview

Elza Soares: »Livet skal være glædeligt«

Elza Soares på Roskilde Festival 2017. Foto: Malthe Ivarsson

Vi mødte den 80-årige sambadiva Elza Soares på Roskilde Festival. Hun har levet et liv fyldt med tragedie, men overlever på vaskeægte livsglæde.

Det er en lille, blød kvindehånd, jeg trykker, da jeg præsenterer mig selv for Elza Soares efter hendes koncert på Roskilde Festival. Hun sidder tungt i sin lænestol. Hendes 80 år gamle øjne er gemt bag et par mørke solbriller, selvom vi sidder inde i et lille telt, og solen er gået ned. Her kommer hun til at sidde, indtil nogle hjælper hende op i en kørestol, så hun kan blive kørt til lufthavnen og flyve hjem til Brasilien. Elza Soares kan nemlig dårligt stå på sine ben længere. Kroppen er medtaget efter et langt liv, der har budt på flere tragedier, end noget menneske burde udsættes for.

Som 12 årig tvang hendes far hende til at gifte sig med den 10 år ældre nabosøn Lourdes Antônio Soares, som faren mistænkte for at voldtage hende. Da hun fyldte 21 år, havde hun født hele fem børn. I alt har hun fået seks børn, hvoraf hun har måttet begrave fem af dem igen. Tilmed døde hendes mor, da hendes anden mand, den brasilianske fodboldlegende Garrincha, kørte galt på motorvejen, mens han var fuld og havde Elza Soares, hendes datter Sara og moren i bilen. Garrincha døde 14 år senere af skrumpelever i en alder af 49.

Tragedierne til trods er det den høfligste brasilianske dame, der gemmer sig bag hendes trætte, lidt vrede ansigt. Mens vi venter på at interviewe hende, fortæller tolken Sebastian mig, der har boet i Brasilien, at hvis du bliver 80 år i Brasilien, bliver du virkelig gammel.

Smerte og glæde
Men bag de mørke solbriller befinder der sig en kolossal livsglæde og en glæde til musikken, jeg nærmest aldrig har set magen til før. Ingen forventer, at en 80-årig kvinde, der ikke engang kan stå på sine egne ben, skal turnere verden rundt og spille sin musik. Det er Elza Soares selv, der vil ud med sin musik og sine historier, selvom kroppen er ved at sige stop. Som en afslutning på interviewet spørger tolken:

Hvad skal der så ske nu?

»Flere koncerter.«

Du vil spille koncerter altid?

»Altid!«

Svarene falder prompte fra den brasilianske diva, der ved præcis, hvad hun har tænkt sig at tale om og ikke tale om.

Når jeg lytter til din musik kan jeg høre en masse smerte, men der er også noget muntert i det. Jeg stod eksempelvis og dansede til tekster om meget sørgelige ting til koncerten i dag. Hvordan er forholdet mellem glæden og sorgen?

»Vi prøver på ikke at være triste. Vi prøver at skabe glæde med musikken, fordi det skal musik. Når jeg synger, så synger jeg med glæde, også selvom det er om sorg,« siger hun.

Du har haft en ret smertefuld historie gennem dit liv. Er den smerte også med i de sange, du synger?

»Nej, det forsøger jeg at glemme. For ellers kan man komme til kun at synge om sorg, og hvis man kun synger om sorg, så forsvinder budskabet. Det handler om at synge med gode budskaber. Sorgen er kedelig, og hvis vi kun synger om den, bliver det træls.«

Hvorfor er glæden det vigtigste?

»Livet skal være glædeligt. I livet må man ikke være trist. Vi skal bruge livet på at være glade, for vi lever kun én gang. Derfor skal vi bruge livet på at opsøge de glade momenter i livet,« siger den 80-årige kvinde, og måske er netop den glæde hemmeligheden bag, at hun stadig er i live. At der altid er en næste tour. At der altid er en næste plade.

En ny samba
For to år siden udgav Elza Soares sit første album i syv år, A Mulher do Fim do Mundo, og som ingen andre brasilianske musikere fra hendes generation, formår hun på dette album at nyfortolke sambaen og 60’ernes tropicalismo i samarbejde med produceren Guilherme Kastrup og nogle af de mest interessante musikere fra nutidens musikscene i Sao Paulo.

Teksterne på A Mulher do Fim do Mundo handler dog langt fra om glæde. På sit hæse portugisiske synger hun blandt andet om stoffer, fordomme, homofobi, racisme, transseksualitet, hvilket er problematikker, Elza Soares ellers ikke har sunget så meget om før.

Er disse problemer blevet større over de senere par år, siden du synger om dem på det nye album?

»Problemerne har altid været der, men nu snakker vi mere om det. Tidligere snakkede vi næsten ikke om det, men nu har vi mere frihed til at snakke om problemerne,« siger Elza Soares.

Jeg prøver at spørge hende, hvad forskellen er på den nye generation af musikere i forhold til eksempelvis Os Mutantes, Jorge Ben Jor og Caetano Veloso, der kom frem i 60’erne samtidig med hende.

Hun svarer blot, at hendes nuværende band er fantastisk, og de spiller glad musik. Mere har hun ikke at tilføje til det spørgsmål, og generelt vil Elza Soares helst snakke om ting, der gør hende glad. Selvom hun er høflig, er hun også bestemt og går ikke med på alle de præmisser, der ligger bag mine spørgsmål.

Tolket og oversat fra portugisisk af Sebastian Persson Iversen

Deltag i debat