Koncerter

Roskilde Festival 2017: Kellermensch

Foto: Malthe Ivarsson
Skrevet af Martin Colerick

Et alvorstungt og dystert Kellermensch gav en god, men også lidt kantet og til tider for introvert koncert på Arena. 

Forsinket en halv time indtog Kellermensch, med Sebastian Wolff i front, Roskildes næststørste scene. Kellermensch har før prøvet kræfter med Orange scene, så de burde være i stand til at spille Arena op. Når de samtidig har et stærkt album som netop udgivne Goliath i ryggen, så var det rimeligt at have visse forventninger. Og Kellermensch gjorde det da også godt, men det samlede indtryk var alligevel lidt stift og knap så inkluderende.

Alene på guitar indledte Wolff koncerten stærkt og troværdigt med nummeret ”How to Get by” fra netop Goliath. Sebastian Wolffs insisterende blik og desperate vokal greb fat i publikum, og når Wolff satte sig på knæ og nærmest vred ordene ud af sig selv, så var der ingen tvivl om, at vi har et band, der vil tages alvorligt.

Kellermensch spiller meget på det dystre, tunge og introverte. De beskæftiger sig med de mørke sider af menneskets sind, og det samlede udtryk i både lyd og tekstunivers er præget af en gennemgående eftertænksom og seriøs fremtoning.

Bandet bakkedes op af strygere, hvilket gav den nødvendige dybde i lyden, og som akkompagnerede Wolffs tekster på fornem vis. Som i det virkelige sublime nummer ”Mediocre Man” også fra Goliath. En tekst hvor Wolff reflekterer over det brudte parforhold, og i en tilsyneladende benhård selvkritik udstiller sig selv som den middelmådige mand.

Publikum var præget af mænd i deres bedste alder, der, samstemmende og med korslagte arme, nikkede bekræftende til Kellermensch. Og når Christian Sindermann trådte frem fra sit orgel, og nærmest growlende supplerede Wolffs vokal, så fik Kellermensch et næsten heavy-agtigt udtryk, som tilsyneladende faldt i god jord hos publikum. Ikke at der blev klappet ekstatisk eller råbt og skreget, men det virkede heller ikke som om, at det var et publikum, der var kommet for at danse.

Desværre virkede Kellermensch også en smule for introverte og alvorlige. Bandet fik til tider et lidt stift udtryk. Det var de samme gentagende bevægelser rundt på scenen, ulasteligt klædte og uden de store armbevægelser. Wolff havde selvfølgelig sine klassiske kast med guitar og mikrofonstativ, men han sagde stort set intet til publikum hele vejen igennem koncerten. Det er jo fint at være alvorlig, dyster og seriøs omkring sit udtryk, men når nu det er en livekoncert, bør man måske omfavne sit publikum lidt mere. Det hjalp da vi hen mod slutningen fik stærke numre som ”The Day You Walked” fra debutpladen, samt de to forrygende numre ”The Pain of Salvation” og ”Atheist in a Foxhole”, begge fra Goliath.

Særligt de to sidste viste, at Kellermensch har en fornem sans for melodierne. Da vi som ekstranumre fik ”Bad Signs” og ikke mindst ”Army Ants, var der for første gang en lille åbning til kontakt mellem publikum og band. Wolff fik da også forladt scenen og stod blandt de forreste publikummer. Et trick, han gerne måtte have brugt lidt tidligere i koncerten. Så ville Kellermensch hurtigere havde fået de korslagte arme løsnet op, og vi ville formentlig have fået en lidt mere inkluderende koncert.

★★★½☆☆

1 kommentar

  • Jeg synes, det var en fin koncert, og lyden var god. Man kan vel ikke forvente en folkefest til denne type introverte og mørke musik. Jeg er blevet større fan efter RF17 :-)

Leave a Reply