Artikler Interview

Moon Duo: »I begyndelsen var der en idé om, at vi var Suicide med guitarer«

Foto: Mehdi Benkler
Skrevet af Daniel Niebuhr

I en rystende skurvogn en sen nattetime på Roskilde Festival tog vi os en snak med synthansvarlig i Moon Duo, Sanae Yamada, om livet på farten og om at lade midlerne hellige målet.

De er glade for Danmark, kraut/drone/space/psychrockerne Ripley Johnson og Sanae Yamada, der udgør den primære del af Moon Duo. Faktum er i hvert fald, at de nu har gæstet landet fem gange på lidt over to år. De har nærmest simultant turneret utrætteligt og kreeret formidable plader – senest de to Occult Architechture-volumener – så det var et tiltrængt hvil på en uges tid, bandet havde fået sig forud for deres debut på Roskilde Festival sent fredag nat.

Yamada, hvis repetitive keyboardtoner som oftest agerer bindeled mellem Ripley Johnsons astrale guitareskapader og John Jeffreys dybdeborende trommespil, lader da heller ikke til at være nævneværdigt tynget af tourlivet, da jeg møder hende i en rystende skurvogn bag Pavilion, mens Wiki brager gennem sit sæt på samme scene.

»Det har været fint med en pause, men selvfølgelig er det udmattende. At turnere er noget af det, der kan være både virkelig fedt, men også virkelig forfærdeligt på samme tid – det er en underlig livsstil at føre, når man er på farten så meget, som vi er. Tiden, vi har til at producere de her plader, er derfor tid, vi tager os. Det er to faser i den samme cyklus, hvor vi skaber det meste i studiet, selvom vi sommetider også får nogle små idéer hist og her under lydprøver eller i tourbussen. Men det er ikke noget, vi fokuserer vildt meget på, før vi er hjemme igen og har et større frirum til at gøre os tanker om, hvordan den næste plade skal lydeforklarer hun og fortsætter:

»Sidste år, da vi optog de to plader, turnerede vi ikke alverden – måske to måneder på et helt år – så vi havde rent faktisk masser af tid til at arbejde på pladerne og fokusere den nødvendige mængde energi på indspilningerne. Ripley laver stadig de primære strukturer til numrene, men over årene er det blevet en meget mere fælles og lige procedure. John er desuden kun med i studiet, når vi skal indspille

Og lige netop John Jeffrey giver bandet en hel anden dimension, når de står på scenen, hvilket heldigvis også var, hvad duoen søgte, da de første gang legede med idéen om en livetrommeslager.

»Ripley og jeg havde turneret i omkring fem år og ville gerne prøve at ryste posen. Samtidig var vi også begyndt at få en masse tilbud om festivalkoncerter, hvor vi følte, at en livetrommeslager ville tilføje en større dynamik og give nye perspektiver til, hvad for noget musik vi gik og skabte. Han er en rigtig vigtig tilføjelse, for det giver Ripley og mig en større frihed under koncerternesiger Yamada.

Hun nævner også, hvordan Moon Duo som projekt med tiden helt naturligt har udviklet sig til en skabning meget større end den oprindelige grundidé – hvilket blandt andet også kan tilegnes Jeffreys bidrag. Det har været en helt naturlig del af processen, som bandet har gennemgået, hvor de i dag stolt kan sige, at de med sikkerhed er helt deres egne:

»Hele projektet har været en øvelse i at finde ud af, hvem vi er som musikere og som en gruppe. I begyndelsen var der denne her idé om, at vi var minimalistiske og Suicide med guitarer, så vi startede med at vide, hvad vores inspirationskilder var. Men med tiden, pladerne og de mange koncerter har vi udviklet vores egen, musikalske identitet, så nu indspiller vi uden at skæve til inspirationskilderne, men fokuserer i stedet udelukkende på vores egen lyd.«

Med Occult Architechture har Moon Duo så rykket sig endnu længere væk fra de skramlede, tidligste udgivelser som Killing Time og Escape. Produktionerne er blevet pænere, mere omfattende og afspejler pludselig et band med masser af mod til at kaste sig ud i kompositioner med de helt store armbevægelser, konstaterer Yamada:

»På Occult Architechture ville vi lave en mere dyster plade, men endte faktisk med at have mere materiale end til kun ét album og kunne samtidig se, at kompositionerne faldt ind i to distinkte kategorier. Så vi besluttede os for at fortsætte med materialet og udvikle pladerne herefter. Når vi arbejder med musikken, starter vi måske med et koncept, men det er ikke, fordi vi prøver at tvinge konceptet igennem. Hvis det skulle ændre sig i løbet af processen, lader vi det ændre sig til det, det nu ender med at blive

 

Leave a Reply