Koncerter

Roskilde Festival 2017: Arcade Fire

Foto: Malthe Ivarsson

Det canadiske band var gavmilde overfor publikum og viste sig som et af verdens bedste livebands.

Vidunderbandet fra Montreal Arcade Fire var lige præcis, hvad der var brug for at afslutte en uges sansebombardement. Efter syv lange musikdage findes der dårligt noget bedre end at slutte det hele af med fællessang foran Orange Scene.

Og den fællessang fik vi med det samme. Gavmildt serverede canadierne ’lååååh-låååh’-hymnen ”Wake Up” som allerførste nummer, og så var vi med det samme godt i gang, med hvad der skulle vise sig at være en Arcade Fire-greatest hits koncert.

Fra det kommende album Everything Now spillede de kun tre numre, men ellers blev der plukket gavmildt fra alle gruppens fire albums. Nogle publikummer kunne lide det ene, nogle kunne lide det andet, og det var helt fint. Fra de tidlige Funeral-sangene til de tre år gamle discogøglede Reflektor-sange var Arcade Fires energi i top.

Win Butler var ikke bleg for at hoppe op og ned af sine monitors eller ned til fotograferne for at komme tættere på publikum. En formidabel indpisker til at skabe en festlig koncertoplevelse for publikum. Resten af bandet fulgte trop. Jeg havde høje forventninger til, hvor godt et liveband Arcade Fire ville være, og denne aften på Roskilde viste de, at de er et af verdens bedste livebands.

En sang som ”Everything Now” viste, hvordan de dygtigt kan placere ikke mindre end tre i ørefaldende hooks i bare en sang. Publikum skreg med på omkvædet, sang med på versets glimrende melodi, og nynnede pygmæfløjte-samplet fra Francis Bebeys ”The Coffee-Cola Song” fra 1982.

”Month of May” blev leveret med så høj energi, at der spontant opstod et kæmpe hul blandt publikum bag mig, og så blev der moshet til indierock.

”The Suburbs” blev leveret en kende for forsigtigt, hvor jeg godt kunne have ønsket mig en mere swingende fremførelse, og maks smæk i omkvædet. Men måske var det også en tiltrængt pause mellem ”No Cars Go” og ”Ready to Start”, der begge sad lige i skabet.

Og for min skyld ville jeg nok også have foretrukket, at en ellers glimrende fremførelse af ”Here Comes the Night Time” og dets fjollede olietønde-melodi ikke havde fundet vej til setlisten. Men det er ubetydelige men’er i en storslået koncert.

★★★★★½

Om skribenten

Perry MacLeod Jensen

Biografi: Musik har altid været en del af mig. Helt tilbage i 1. klasse sendte mine forældre mig til musikalsk legestue, og sidenhen har jeg altid spillet på et eller andet instrument. Da jeg gik på efterskole, blev jeg ramt af Becks vanvidsmix af hiphop, techno, støjrock, funk, blues, folk & metal, og siden da har Beck været en musikalsk vejleder for mig. Han førte mig over mod MGMT, som jeg selvfølgelig skulle se spille i Amager Bio. Den koncert førte min opmærksomhed mod 'the loudest band in New York', A Place to Bury Strangers, der spillede opvarmning, og så var det helt naturligt at efterfølgende kaste min kærlighed på My Bloody Valentine og Sonic Youth.
Fem favoritalbums:
Beck: The Information
My Bloody Valentine: Loveless
David Bowie: Low
PJ Harvey: Let England Shake
Yo La Tengo: And Then Nothing Turned Itself Inside-Out

Skriv et svar