Koncerter

Roskilde Festival 2017: Baby Woodrose

Foto: PR
Skrevet af Morten Madsen

Danske Baby Woodrose blæste publikum på Avalon bagover, da bandet lørdag nat spillede 70’er-inspireret psykedelisk rock med urimeligt mange guitarsoli og så meget smadder på distortionpedalen, at teltbardunerne var ved at vriste sig fri.

Allerede inden Baby Woodrose gik på ved midnatstid lørdag, stod bandet 20 minutter forinden og lavede lyd, stemte instrumenter og jammede, mens teltet lige så stille blev fyldt op inden selve koncerten. Noget kunne dog tyde på, at de lige skulle have taget en ekstra test, inden ballet startede, for gennem store dele af koncertens første halvdel brugte frontmand Uffe Lorentzen langt mere tid på at få guitaren til at lyde ordentligt, end på at kræse om publikum.

På trods af den noget isolerede relation mellem band og publikum, så kan man ikke tage fra bandet, at de fyrede den af med fuld tryk på kedlerne fra start til slut, hvor man i momenter godt lige kunne bruge et nummer eller to, der kørte i et lavere gear, men Baby Woodrose nåede kun der ned en enkelt gang, hvorfor de mange guitarsoloer, der ellers var fantastisk fede hver for sig, blev lidt kvalmende i takt med, at koncerten gik hæld.

Den velkendte klingede guitar, man finder på ”Love Comes Down” fra pladen med samme navn fra 2006, var eksempelvis helt fraværende, da bandet spillede nummeret halvvejs inde i koncerten, mens den blev erstattet af en guitar, der tenderede til en heavy-sound. Til gengæld var det nummeret, hvor bandet lige gik et gear ned, inden de igen satte den op i femte og fortsatte med fuld smadder på gryderne og strengeinstrumenterne.

I stedet for de velkendte effekter på instrumenterne havde bandet, der har taget deres navn fra den hallucinogene plante hawaiian baby woodrose, skruet godt op for de psykedeliske effekter på Lorentzens mikrofon med ekko- og rumklangseffekter. Foruden de rungende effekter i lydbilledet kom Baby Woodrose også med et hypnotiserende, forførende scene-setup. Med slørede, euforiserende farver i svingninger kunne man samtidig se en nærmest spøgelsesagtig, transparent liveoptagelser af Baby Woodroses performance på storskærmen bag bandet.

Godt en time inde i koncerten fik bandet lyst til at fremføre et par gamle klassikere, hvor de blandt andet spillede deres udgave af “Freedom” inspireret af Richie Havens performance fra Woodstock Festival i 1969.

Herefter gik der for alvor politik i den, hvor storskærmen i godt ti minutter blev erstattet med billeder af børn i krig, kampvogne og andre rædsler, mens Baby Woodrose lukkede koncerten af med et hjerteskærende budskab om fred pakket ind i støjende psykedelisk rock.

Baby Woodrose gav den alt, hvad de havde med et åndssvagt blæret show, men glemte at få en kemi op at køre mellem dem og publikum, hvorfor man til tider kunne få den fornemmelse, at man stod og så på Baby Woodroses dukkehus, hvor de havde en fed aften i øvelokalet.

★★★½☆☆

Leave a Reply