Koncerter

Roskilde Festival 2017: Det vi også så!

Pert Near Sandstone. Foto: PR

Undertoners udsendte festivalhold er klar med en opsummering af, hvad der også blev lyttet til på årets Roskilde Festival.

Det var så det: Endnu en Roskilde Festival kom og gik.

Sædvanen tro fik Undertoners udsendte hold set langt flere koncerter, end vi havde tid til at kunne nå at skrive hjem om. Så derfor har vi lavet en lækker opsamlingsoversigt over vores oplevelser med alt lige fra melodisk heavy og sitarekvilibrisme til svensk post-punk og Eurovision-pop. Et kronologisk Roskilde-retroperspektiv om man vil:

Acid Arab, Apollo, torsdag 14.30
De parisiske dj’s var en ud af mange tidsmæssige fejlplaceringer i programmet. Men hey, nogen skal jo udfylde de tidlige slots. Publikum var på trods af tidspunktet mødt talstærkt op, og det så faktisk ud til at overraske de herrer. Især Dj Guido Minisky kiggede glædestrålende ud mod publikum flere gange i løbet af koncerten. Hvilket faktisk var forfriskende at se. Deres miks af arabiske melodier og tung acid house skabte et helt specielt lydbillede, der ville havde passet perfekt til en mørk sommernat foran Apollo. Desværre var det jo højlys dag, og folk var stadig ved at komme sig efter gårsdagen (inkl. undertegnede). Under de rette forudsætninger kunne det have været et brag af en eksotisk arabian night.
BK

Pert Near Sandstone, Gloria, torsdag 14.30
Det var noget af en brat opvågning, vi fik lørdag med Pert Near Sandstone straight outta Minnesota. Med urimeligt dansable bluegrass-melodier, en overlegen spilleglæde, fantastisk samspil og sågar en professionel stepdanser var det svært ikke at lade sig rive med af de fem fyre. Cirka halvvejs inde blev vi endda præsenteret for et cover af gutternes hjemstatsikon Princes udødelige “Kiss”, og forløsningen var total. Hvis det ikke havde været, fordi bandet partout skulle spille en slow one, som de kaldte det, og dermed skrue gevaldigt ned for tempoet, var vi endt helt øverst på karakterskalaen – den perfekte bluegrass-koncert må vi have igen til en anden gang.
DN

Future Islands, Arena, torsdag 16.00
Lige siden Future Islands med Samuel Herring tonede frem på skærmen som optrædende hos David Letterman tilbage i 2014, er hans uforudsigelige, sindssyge bevægelser og pludselige growlen blevet kendt over store dele af kloden. Torsdag spillede bandet sin anden ud af tre koncerter i Danmark i år på Arena, hvor Herring i vanlig stil fyrede den af fra start til slut, men samtidig stod han i skærende kontrast til bassisten William Cashion, der som en anden papfigur ikke bevægede meget andet end fingrene for at få den sprøde, velkendte baslyd ud gennem højtalerne. Som helhed overskyggede Samuel Herring dog alt, hvad der kunne peges fingre af, og Future Islands spillede en udmærket koncert uden så mange dikkedarer.
MM

Oathbreaker, Pavilion, torsdag 20.15
Jeg havde hørt en del om Oathbreaker. Melodisk metal fra Belgien med en kvindelig forsanger. Det måtte jeg høre. I starten var Caro Tanghes vokal alt for lav. Men efterhånden som der kom styr på lyden, fik bandets metal-lyd i kombination med Tanghes vokal, frembragt en lyd der måske bedst beskrives som shoegaze-metal. Et hårdt baggrunds lydtæppe med en smuk, lys og skrøbelig vokal, der alt sammen centrerer sig om et gennemgående fokus på den gode melodi. Virkelig interessant og helt sikkert noget, der skal lyttes mere til fremover.
MC

Erasure, Arena, torsdag 21.30
Jeg kom pinligt meget for sent til denne koncert, men alle stod og dansede ude foran Arena, da jeg kom. Hits som “Chains of Love” og særligt “A Little Respect” gik rent hjem. Det var satans Eurovision-cheesy, men hvis man endelig skal give sig hen til en omgang eurodance, er Erasure mit bedste bud, efter at have været indrullet i deres pop-seance en halv times tid.
PMJ

Hamilton Leithauser, Pavilion, torsdag 22.15
The Walkmen-forsangeren overraskede mig meget positivt. Leithausers sprøde rockvokal fungerede virkelig godt i samspil med behagelige melodier, hvor den akustiske guitar ofte var i centrum. Leithauser har en formidabel stemme, og selv uden The Walkmen formåede han at tiltrække et relativt stort publikum og endda holde på dem hele koncerten igennem, selvom man undervejs begyndte at kunne høre bassen fra The XX på Orange.
MC

Viagra Boys, Pavilion, torsdag 00.30
Viagra Boys var for mig kulminationen på den bedste musikdag på årets festival. Og sikke en afslutning. »Do you feel as shitty as I do?« mumlede den amerikanske forsanger Sebastian Murphy ud i rummet, mens han startede den helt store postpunkfest i en sky af røg, mosh pits, bare overkroppe og tatoveringer. Især afslutningsnummeret “Research Chemicals” fik teltet til at gå fuldstændig amok, og ingen så ud til at ville gå, da bandet forlod scenen. Hold kæft, et nummer. Viagra Boys skabte en af den slags fester på Pavilion, som jeg ellers synes, der har været for langt imellem. Den perfekte afslutning på den perfekte dag.
BK

Nicolas Jaar, Apollo, torsdag 00.30
Det var en mageløs, elektronisk fest, Jaar skabte helt alene på Apollo-scenen. Gang på gang blev jeg overrasket af nye, ekvilibristiske lyde og rytmer, der gik direkte i dansebenene. Hvis det irriterende mærkat Intelligence dance music nogensinde har givet mening, skulle det da lige være, når Nicolas Jaar spiller koncert. Og så gjorde den bedste lyd på en festivalscene i Danmark absolut ikke oplevelsen dårligere.
PMJ

Svin, Gloria, fredag 14.30
Punkjazz-trioen blev udvidet til en kvintet, hvor de bl.a. blev gæstet af Mija Milovic på keys, guitar og vokal, og det samarbejde lød herligt kaotisk. Mit personlige højde punkt var, da Gloria-grotten sang tonen c i 10 minutter på bandets opfordring, mens bandet stille og roligt opbyggende deres små støjspjæt, og så var guitaristen Lars Bech Pilgaard i hopla som showmaster.
PMJ

Alex Cameron, Gloria, fredag 18.30
Med 80’er-inspirerede melodier og charme spillede den australske musiker en meget intim, velspillet koncert på Gloria fredag aften, hvor han på fornem vis fremlagde numre om svigt, skuffelse og desperation med sin velkendte synthpop, frysende læderjakke  og det lange, glatte hår.
MM

Mats Gustafsson’s Nu Ensemble “Hidros Zap”, Avalon, fredag 19.00
Den svenske avantgardesaxofonist medbragte et kæmpe orkester i en koncert, der var en ren hyldest til den 100 år gamle dadaisme-bølge. Særligt iøjefaldende var den hollandske performer og sanger Jaap Blonk, der opførte lyddigte, som er digte uden rigtige ord, men blot fonetiske lyde. Det gik perfekt i spænd med koncertens freejazzede elementer, og når det hele blev for weird, slog orkesteret over i nogle behagelige, lounge grooves, dirigeret af den hollandske dirigent Bas Wiegers.
PMJ

Father John Misty, Orange Scene, fredag 19.00
Josh Tillman og Copenhagen Phil blev forenet med publikum (og en enkelt scenevagt) i øm omfavnelse, mens støvregnen haglede ned over Orange Scene. Father John Misty er først og fremmest en crooner af Guds nåde, men et festfyrværkeri ville det omvendt også være synd at kalde ham. Meget af tiden gik nemlig mest af alt med de følelsesladede ballader, som sjældent fik publikum til at eksplodere i energiudladninger, og det blev sjældent en helt sublim koncertoplevelse. Til gengæld blev der drukket meget rosé!
DN

Foo Fighters, Orange Scene, fredag 22.00
Vi elsker at hade dem, men fuck, hvor spillede Dave, Taylor og resten af drengene en fed koncert på Orange Scene fredag aften. Foo Fighters startede med lyn og torden, fem stærke hits, fuld smadder i pitten og en bøvsende Dave Grohl. Desværre dalede niveauet lidt undervejs, men alt sluttede godt med fællessang til “Everlong”. Dejligt at mærke, at Orange Scene stadig kan spilles op af et klassisk rock’n’roll-band.
MC

Cult of Luna, Avalon, fredag 01.30
Godt træt og på vej hjem efter en lang dag kom jeg tilfældigvis forbi Cult of Luna. Det svenske postmetalband skabte en magisk og melodisk metal-kulisse, der gav lige præcis den mængde energi, der skulle til for at finde hjem i seng. Det er noget af det Roskilde Festival kan: overraske og udfordre – selv i de sene nattetimer.
MC

Pig Destroyer, Pavilion, lørdag 12.15
Roskildes tradition med at sætte smadder-metal på fra morgenstunden fungerer stadig, selvom man virkelig skulle kæmpe for at synes, Pig Destroyer var noget særligt. De rigtig morgenfriske slog sig heldigvis alligevel løs i moshpits ad libitum, mens J. R. Hayes og kumpanerne tonsede løs for fulde gardiner. Pig Destroyer havde til syvende og sidst nok fortjent en mere hensigtsmæssig placering på programmet, men nogen skal jo tage skraldet, så hvorfor lade det være op til de mest thrashy?
DN

Debashish Bhattacharya, Gloria, lørdag 12.30
Efter Pig Destroyers noget korte sæt halsede jeg over til Gloria, hvor jeg til min store fryd nåede at komme i audiens til Bhattacharyas hypnotiserende tour de force. For verdens bedste sitarspiller spillede nemlig sitar, som var han verdens bedste – (hvilket han også var) – og kun allieret af sin trofaste tablaspiller og sin store universelle kærlighed til mennesker og især Roskilde-publikummet charmede han sig vej gennem min eneste ægte orange feeling-moment i år. »You. Are. Awe. Some. We’re. In. Hea. Ven,« mantraede han i flere minutter i et spontant ekstranummer til lyden af publikums taktfaste klapsalver. Det var bestemt en af de bedre oplevelser.
DN

Aron Lee Tasjan, Pavilion, lørdag 14.15
Den amerikanske folk-rocker guitarspillede og charmede sig igennem en virkelig behagelig eftermiddags koncert på Pavilion. Med en lækker blanding af blues, country og ganske almindelig guitarrock kombineret med små hverdags historier og jokes fik Aron Lee Tasjan smilet frem på selv den trætteste festivalgæsts læber.
MC

Ice Cube, Orange Scene, lørdag 19.30
Til tonerne af den nu 27 år gamle “Straight Outta Compton” fra pladen af samme navn brød solen efter to dages fravær igennem, hvorefter verdens vredeste familiefar, Ice (to tha’ motherfucking) Cube, leverede et ganske gennemsnitligt nostalgitrip. Alt gik lige efter bogen, hvor hits som “Fuck tha Police”, “Check Yo Self” og ikke mindst “It Was a Good Day” fremkaldte håndtegn af de mere og mindre pæne slags op mod 48-årige Cube, mens hovedpersonen selv kvitterede med at sende skud ud til samt efter Gud og hvermand. Det var fandme en god dag!
DN

Sort Sol, Arena, lørdag 02.00
Sort Sol fik endelig lov til at syre helt ud på en af sommerens festivaler. De gav kompromisløst plads til deres aktuelle album, Stor langsom stjerne, der ellers ikke har fået meget opmærksomhed på festivaler som NorthSide. Med på scenen var sågar Sunn O)))-støjterroristen Steven O’Malley, der gav et perfekt, mørkt modspil til Lars Top-Galias rockede guitarriffs. Det var herligt, at et af danmarkshistoriens største rockbands gav sig selv lov til at køre linen helt ud.
PMJ

Om skribenten

Bitten Kjærgaard

Ansvarshavende chefredaktør og artikelansvarlig
bitten@undertoner.dk

Biografi:
Jeg har vel egentlig min far at takke for min musikalske opvækst. ’Igeeeen’, hylede jeg, når han lørdag aften satte "Twist and Shout" på pladespilleren og fortalte mig, hvor fantastisk John Lennons stemme var. Det kunne være gået meget værre til derude i provinsen. Procol Harum, The Beatles og The Doors er lyden fra stuen, hvor jeg er vokset op. Jeg har siden da haft en kærlighed til alt med 60’er- og 70’er-lyd – gerne god garage. Jeg har holdt mig til rocken gennem det meste af min ungdom, hvis man da lige ser bort fra min tid som dj i ungdomsklubben, hvor "Tamagotchi" vist bliv spillet mere end en enkelt gang.

Her på mine lidt ældre unge dage er jeg meget optaget af alt det, der sker på den danske musikscene.

Fem favoritalbums:
The Beatles: Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band
The Raveonettes: Pretty in Black
I Got You on Tape: Spinning for the Cause
Les Bellas: Belladelic
Allah-Las: s.t.

Om skribenten

Daniel Niebuhr

Om skribenten

Martin Colerick

Biografi: Jeg er nok en smule konservativ når det kommer til musik. Jeg er vokset op med min fars klassiske rockplader, og er stadig en stædig rockfan. Støj, rock, punk og alle post udgaverne, fylder klart mest i pladesamlingen, men særligt Seattle-scenen fra slut-firserne og start-halvfemserne har haft min store interesse. Men, jeg er også blevet ældre, og efterhånden udvider horisonten sig. Så længe man kan mærke, at musikerne har hjertet med og mener det de synger, eller spiller, så er jeg med.
Undertoner har bedt mig finde fem favoritter. Det er umuligt, men her er fem klassikere jeg godt kan lide:
Fem favoritalbums:
Pearl Jam: Vs
Temple of the dog: Temple of the dog
Kyuss: Sky Valley
Mad Season: Above
Neil Young: Harvest

Om skribenten

Perry MacLeod Jensen

Biografi: Musik har altid været en del af mig. Helt tilbage i 1. klasse sendte mine forældre mig til musikalsk legestue, og sidenhen har jeg altid spillet på et eller andet instrument. Da jeg gik på efterskole, blev jeg ramt af Becks vanvidsmix af hiphop, techno, støjrock, funk, blues, folk & metal, og siden da har Beck været en musikalsk vejleder for mig. Han førte mig over mod MGMT, som jeg selvfølgelig skulle se spille i Amager Bio. Den koncert førte min opmærksomhed mod 'the loudest band in New York', A Place to Bury Strangers, der spillede opvarmning, og så var det helt naturligt at efterfølgende kaste min kærlighed på My Bloody Valentine og Sonic Youth.
Fem favoritalbums:
Beck: The Information
My Bloody Valentine: Loveless
David Bowie: Low
PJ Harvey: Let England Shake
Yo La Tengo: And Then Nothing Turned Itself Inside-Out

Om skribenten

Morten Madsen

Skribent hos Undertoner

Biografi:
Musik har altid fyldt meget i mit liv. Da jeg var lille, gik jeg altid rundt med min båndoptager, der vist nok gik under navnet »bånde«. Musiksmagen var dog noget monoton, da jeg altid havde et kassettebånd med Kim Larsen i båndoptageren. I mine spæde teenageår begyndte jeg at spille guitar, og omkring samme tid begyndte jeg også at udforske det store musikunivers’ spændende, mærkværdige afkroge. Grunge fik i første omgang min opmærksomhed, men jeg har i dag en større hang til alternativ og indie rock, hvor jeg har en særlig forkærlighed for The National.

Fem favoritalbums:
The National - Boxer (2007)
Kashmir - Zitilites (2003)
Radiohead - OK Computer (1997)
The War On Drugs - A Deeper Understanding (2017)
Slowdive - s.t. (2017)

Skriv et svar