Koncerter

Roskilde Festival 2017: Jenny Hval

Foto:PR

Den norske kunstner var kompromisløs og krævede meget af publikums opmærksomhed – nogle gange for meget.

Norske Jenny Hval pillede ved traditionelle koncerters grundpiller, da hun lørdag eftermiddag spillede på Avalon. Koncerten mindede i højere grad om performance kunst og satte høje krav til publikums koncentrationsevne, men den stillede også nogle relevante samfundsmæssige spørgsmål. Hval og hendes fem medmusikanter bar masker, da de trådte ind på scenen. Scenografien indeholdt blandt andet en stige, nogle oppustelige plastikposer, en medisterpølselignende stofslange og nogle få instrumenter.

Musikken spændte fra ekstrem minimalisme til tung, langsom techno. Når beatsne var allertungst skabte de en abstrakt dansefest, men de kom sjældent i løbet af koncerten. I stedet var der lange sessioner, hvor musikken var sparsom, og Hval samt de fire kvindelige medmusikanter dansede rundt på scenen, tog billeder med smartphones, mens scenens eneste mandlige musiker afspillede et bongotromme-sample.

For mig var det svært at afkode meningen med performancen af de fleste af numre. Nogle af dem kunne forstås som en opsang til de selvfikserede, selviscenesættende dønninger, der vælter ind over verden, hvor alt skal dokumenteres. Og det fungerede så godt, at min sidemand rødblussende stak sin telefon i lommen.

De abstrakte performances refererede angiveligt til sangenes tekster, men når man som jeg ikke havde det store forhåndskendskab til Jenny Hval, krævede det utrolig meget koncentration at opleve koncerten. Til tider også mere koncentration end jeg havde på festivalens sidste eftermiddag. Det afføder dog altid ros fra undertegnets side, når kunstnere bruger deres musik og publikums opmærksomhed på at sætte fokus på moderniteten og teknologiens problematikker. Når man endelig har den opmærksomhed, skal man også gerne bruge den til noget.

Og så er det ikke nødvendigvis et problem at opleve noget, man ikke forstår det hele af. Nogle gange skal man bare opleve og suge til sig, uden at man prøver at finde meningen med den koncert, man ser. Når Jenny Hval gav sig selv lov til at synge lyst og smukt over de flotte synthpop-toner, var det let bare at opleve. Her blev jeg virkelig fanget, men der blev ikke leflet for publikum af den kompromisløse kunstner, og det krævede til tider for meget af i hvert fald min koncentration.

★★★½☆☆

Om skribenten

Perry MacLeod Jensen

Biografi: Musik har altid været en del af mig. Helt tilbage i 1. klasse sendte mine forældre mig til musikalsk legestue, og sidenhen har jeg altid spillet på et eller andet instrument. Da jeg gik på efterskole, blev jeg ramt af Becks vanvidsmix af hiphop, techno, støjrock, funk, blues, folk & metal, og siden da har Beck været en musikalsk vejleder for mig. Han førte mig over mod MGMT, som jeg selvfølgelig skulle se spille i Amager Bio. Den koncert førte min opmærksomhed mod 'the loudest band in New York', A Place to Bury Strangers, der spillede opvarmning, og så var det helt naturligt at efterfølgende kaste min kærlighed på My Bloody Valentine og Sonic Youth.
Fem favoritalbums:
Beck: The Information
My Bloody Valentine: Loveless
David Bowie: Low
PJ Harvey: Let England Shake
Yo La Tengo: And Then Nothing Turned Itself Inside-Out

Skriv et svar