Koncerter

Roskilde Festival 2017: Moon Duo

Skrevet af Daniel Niebuhr

For femte gang på få år gæstede Moon Duo Danmark. Og til deres første, danske festivalkoncert løftede de atter arven fra Suicide og gav en fabelagtig optræden – med visse forbehold.

Sidste koncert på Pavilion på festivalens næstsidste nat er som regel en ganske overdådig oplevelse. Spids Nøgenhat, Dead Skeletons, Hookworms og Fat White Family har tidligere løftet opgaven med stor succes, og i år var det så Moon Duos tur til at følge trop.

Og lad os bare sige det sådan: Det var en mageløs, majestætisk midnatsforestilling fra måneduoen – dog med visse forbehold.

Fuldstændig drænet for lys bortset fra nogle nedtonede, udsyrede og stroboskopiske visuals drev Moon Duo fem kvarters rovdrift på sanserne, hvor især ørerne blev fortrinligt udfordret. Ripley Johnsons skæggede silhouet rokkede sig sjældent ud af flækken, mens han ledte trioen gennem de udvidede udgaver af gruppens monotome krauteskapader. Vokalpræstationen slap han imidlertid skidt fra, hvor lyrikken blev serveret endnu mindre udechifrerbar end på pladerne, og Ripleys stemme blot endte med at ligge som en edderdunsdyne på bunden af lydbilledet. Derudover tog jeg også mig selv i at føle, at det for bandet blot var “endnu” en koncert, som i det store hele blev langet over disken uden særlig stor ståhej.

Sætlisten, der var skåret endnu mere skarpt til end ved koncerten i Pumpehuset tidligere i år, kom heldigvis rundt om de fleste af Moon Duos udgivelser – heriblandt selvfølgelig også de to kontrastfyldte Occult Architechture-plader. Som altid var det mastodonterne “I Been Gone” og “Free Action” fra deres bedste udgivelse, Circles, der udmærkede sig som aftenens ypperste momenter, hvor John Jeffrey bag tønderne fik kærkommen anledning til at spille med musklerne.

Sammenlignet med de fire tidligere gange, Moon Duo har gæstet landet som trio over de sidste par år, lå fredag nats koncert i Roskilde kun under Stengade-visitten. Og selvom festivalrammerne var nye for bandet, komplimenterede den løsslupne publikumsstemning og 02-tidspunktet de trancefremkaldende toner. The Stooges’ “No Fun” trak det afsluttende læs i en speedkrautet version, der beviste, at Moon Duo også sagtens kan slippe af sted med at fremføre mere strukturerede sange.

Jeg stopper nok aldrig med at være vild med Ripley Johnsons projekter – Moon Duo såvel som Wooden Shjips. Førstnævnte har udviklet sig til sit eget trehovedet monster, der overbevisende løfter arven fra Suicide og ligesindede. Og på Roskilde Festival beviste de så afgjort sin berettigelse.

★★★★½☆

Leave a Reply