Koncerter

Roskilde Festival 2017: Oranssi Pazuzu

Foto: Malthe Ivarsson
Skrevet af Daniel Niebuhr

Oranssi Pazuzu stod for en overvældende auditiv oplevelse, som havde fungeret langt bedre på et hvilket som helst andet tidspunkt end i de døende stunder af en forvejen udmattende festivaluge.

Jeg har det altid lidt svært med udfordrende sidstedagskoncerter på Roskilde Festival. Efter en uge, hvor både campingliv og koncerter i overflod har drænet noget nær al energi fra alle, der ikke lige er kommet ind med firetoget fra hovedstaden, er det, der vel nok er allermest brug for, noget let, opløftende og feelgood at gå hjem på.
Sådan en koncert var Oranssi Pazuzus bestemt ikke.

Som tredje og sidste indslag i festivalens Tampere-takeover, der fik lov at præge det sene lørdagsprogram på Gloria, bragede det sydvestfinske dommedagsensemble sig nemlig vej gennem en eksperimental-metallisk midnatsmassakre af den endog ganske imponerende, men også stærkt ekskluderende slags. Det begyndte med den blændende psychodyssé “Saturaatio” – fra den forrygende 2016-udgivelse Värähtelijä – som fik lov til at rasere dyrskuehallen i over et kvarter mens Juho “Jun-His” Vanhanens piercende kolde blackmetal-vokal skar sig vej gennem lydbilledet. Vores miehet mustissa var ikke kommet for at lefle for deres beskuere, hvor det distancerende udtryk i både musik og sceneperformance blev en forventelig hæmsko for de i grunden velmenende finner.

Der kunne dog næppe sættes nogen finger på selve de musikalske kvaliteter. I modsætning til deres noget mere rodede lydbillede i den københavnske Kødby tilbage i oktober måned, stod samtlige små nuancer klare som den tampere’ske vinternat, hvor også den barfodede lydmanipulatør med det opfindsomme navn Evil fik sine forvrængede input sendt gnidningsfrit af sted ud blandt det statiske publikum.

Jo længere, vi bevægede os ind i den orange dæmonkonges lydunivers, jo mere absurd og ufremkommelig blev seancen, og jo mindre reaktiv blev responsen fra publikum. Efter godt og vel tre kvarter stod de fleste af os monolitisk med fjerne blikke; uden at kunne gøre andet end bare at tage imod, mens finnernes soniske angreb fortsatte. Vi blev som sådan ikke rystet i vores grundvold, men var i højere grad bare færdige – i bogstavelig såvel som overført betydning. Det blev en kende mere lettilgængeligt, da vi nærmede os lukketid, hvor Värähtelijäs bedøvende svanesang, “Valveavaruus”, i al sin slæbende, polyrytmiske glans satte yderligere skub i de (for mit vedkommende) næstsidste, musikalske krampetrækninger.

Med tiden vil jeg måske se tilbage på netop denne Oranssi Pazuzu-koncert som værende endnu bedre, end jeg umiddelbart lige husker den. Men for nu føles det mere som et auditivt spektakel end end ditto pragtpræstation. Der skal unægteligt være plads til sådanne transcendente oplevelser på Roskilde Festival – og gerne endnu flere i løbet af fire dage. Men i 11. time af en i forvejen udmattende festivaluge er kakofoniske favntag så afgjort mindre velkomne.

★★★★½☆

Leave a Reply