Koncerter

Beach House, 11.08.17, Haven Festival, København

Beach House fotograferet under koncert i Store Vega i 2015. Foto: Mathias Laurvig.
Skrevet af Signe Palsøe

Duoens forsagte drømmepop og fredagens sene aftentimer gik overraskende godt i spænd – om end lidt mere kradsbørstighed ikke havde skadet.

Flashback sådan cirka et år tilbage i tiden: Den amerikanske duo Beach House spiller omkring klokken 23 fredag aften på NorthSide Festival i Aarhus, tæt akkompagneret af et storknevrende publikum, der – måske med rette – ikke lod til at synes, Beach House var det helt rette navn at begynde weekendens første nattefest til.

Derfor kunne jeg ikke undgå at slippe et suk, da jeg så Haven Festivals spilleplan. Beach House var programsat til samme koncerttidspunkt og stort set samme sceneformat som sidste år, endda med Haven Festivals Meadow-scenes langt mindre omfattende lydanlæg som livline til publikum. Oh well, jeg kunne næsten kun blive glædeligt overrasket.

Det blev jeg heldigvis. Om Claus Meyer-segmentets koncertpli er bedre end NorthSide-publikummets eller Beach House bare passer bedre til Haven Festivals program, skal jeg ikke kunne sige. Konklusionen er dog, at Beach Houses æteriske og langsommelige drømmepop stod smukt i mørket, da festivalens publikum bød natten velkommen.

Beach House har aldrig gjort sig i koncertopsætninger, som adskiller sig væsentligt fra deres pladeproduktioner. Victoria Legrands rugende vokal, de store orgelflader og Alex Scallys guitarspil fik dog selskab af trommer og bas fredag aften. Uden at virkemidlerne rokkede voldsomt ved bandets musik, gav de lydbilledet variation og en klædelig tæthed, der omsluttede publikum – og fremhævede, hvor gode sange bandet gennem tiden har rystet ud af de flagrende ærmegab.

Den melankolske “Master of None” passede sært godt til Legrands fåmælte præsentation som lyden af »night at the sex district«,. “Silver Soul”, stak ud med sine næsten pågående fraseringer, og “Myth” var en smuk, flydende afslutning, der syntes at gå i et med nattemørket. Både variationen og kvaliteten var høj aftenen igennem.

Og så var der “10 Mile Stereo”, der for et øjeblik mindede om, at bandet også kan producere numre med en snert af wall of sound-lyd. Et element, der gerne måtte have tittet ind flere steder undervejs i sættet – ikke mindst mod afslutningen, hvor publikums opmærksomhed efter den snart halvanden time lange drømmeseance efterhånden syntes at drive mod udgangen. Drømme må jo gerne være kradsbørstige, men dem vi fik, var heldigvis både opslugende, nuancerede og særdeles velklingende.

★★★★½☆

Leave a Reply