Koncerter

Bon Iver, 12.08.17, Haven Festival, København

Foto: PR
Skrevet af Signe Palsøe

Justin Vernon og hans omfangsrige band holdt Haven-publikummets ører på stilke med vocoder galore, dragende elektro-eksperimenter og omarrangeret skovmandsskjorte-folk.

»Det er jo dekonstruktion!,« udbrød min Sonic Youth-glade veninde begejstret, da Bon Ivers trompetist under koncertens andet indslag, “10 d E A T h b R E a s T”, styrede nummerets stort anlagte saxofonfigurer og industrielle beat ned i et virvar af dissonante trut.

Ja, det var det – og det var blot en af vældig mange retninger, som lydbilledet stak i under Justin Vernons strikte gennemgang af sit seneste album, 22, A Million, fra ende til anden lørdag aften. Vernons vocoderforvrængede Weltschmerz-vokal er ganske vist albummets altoverskyggende virkemiddel, men særligt i en liveopsætning som lørdagens blev man opmærksom på, hvor mange andre forskelligartede elementer  der spøger i lydbilledets kulisse.

Med 10 mand og et decideret orgie af messingblæsere på scenen var det næppe en overdrivelse at kalde opsætningen maksimalistisk – selv under pladens mest tilbageholdende indslag. Den tyste åbner “22 (OVER S∞∞N)” mundede således ud i smukt sammenvævede flader af elektronik og saxofon, og selv det tyste a cappella-nummer “715 – CRΣΣKS” fik katedral-lignende dimensioner med sine mange lag af manipuleret vokal.

Faktisk var det først under den fyldige “666 ʇ”, at de mange musikere på scenen lod instrumentparken leve op til sit fulde potentiale, og resultatet stod i virkningsfuld kontrast til sættets hidtil mere rugende karakter: Storladne, smukke lydflader stræbte mod de regntunge skyer, men fik nuanceret bund fra hele to trommesæt og klangene fra de mange saxofoner. Et imponerende midtvejsmærke i koncerten, der fik yderligere luft under vingerne af backdroppets flakkende, okkulte visuals.

Nej, det er småt med lyden af skovmandsskjorte i Justin Vernons musik anno 2017, men en håndfuld ældre indslag afrundede alligevel det godt og vel en time lange sæt. Jovist, man skulle næsten spidse ører for at genkende numre som “re:stacks”, “Perth” og “Creature Fear” i stærkt elektroficerede versioner. Foreningen af sangenes oprindelige folklyd og Vernons seneste eksperimentelle eskapader udfoldede sig dog præcis som resten af Bon Ivers koncert: med stor naturlighed og dog så tilpas mange lydlige modhager, at øret forblev på stilke.

★★★★★☆

Om skribenten

Signe Palsøe

Biografi:Med Depeche Mode som barndomshjemmets lydtapet var der ikke langt til min første store kærlighed, der dukkede op, da jeg var 12. Pet Shop Boys blev voldspillet ved enhver given lejlighed og blev en øjenåbner for et større musikalsk univers. Dengang var det især mere sfæriske genrer som indie-/electronica, dreampop, støjrock og shoegazer, der fik spilletid og blev min indgangsvinkel til musikhistorien. I dag hører jeg det meste, selvom jeg nok aldrig kommer til at skrinlægge en yndlingsaversion mod punkens mest letbenede undergenrer og heller ikke lytter til ret meget metal. For øjeblikket er det især ambient, electronica og dubstep, der får spilletid, selvom også hiphop på det seneste er begyndt at fylde mere i pladesamlingen.

Skriv et svar