Artikler

Fra Atlanta til Chengdu: Hiphoppens fremmarch i Kina

Foto: PR

Kina er mere end pandaer og sursødsovs. Mød nogle af de unge talenter, der sætter deres præg på den opblomstrende kinesiske hiphopscene.

Mørket falder på i Beijing. Pensionister sidder i små grupper og spiller mahjong, mens hundredvis af svaler vender hjem til deres reder i det bastante Trommetårn. Gadesælgerne står i det flakkende lys fra deres køkkenvogne og steger nudler og kinesiske pandekager, mens turister og par går tur i byens hutonger; et indviklet net af smalle gyder bygget af mongolerne efter de invaderede landet i 1200-tallet. Indtil videre lyder det måske som en typisk beskrivelse fra Turen Går Til, men når man er blevet spyttet ud af hutongerne på en af de langt nyere hovedavenuer, er der rig chance for at blive konfronteret med et både mindre kendt og mindre traditionelt Kina. Man skal bare følge en støt strøm af hippe, unge kinesere, der forsvinder bag en gammel, henfalden træport. Her vil man befinde sig i en af byens finere boliger, der for 200 år siden måske tilhørte en velhavende købmand eller højtstående mandarin hos kejserhoffet, men nu huser et helt anderledes foretagende. Halvandet hundrede unge mennesker iført cutting-edge streetwear og koreansk mode samler sig foran en mørklagt scene, mens de sipper af buttede flasker med Tsingtao-øl. Så rumler bassen pludseligt frem og sætter vibrationer i stedets gamle mursten og ny beton, og en lav, kronraget og tatoveret mand dukker frem på scenen, hopper op på en monitor og rabler energisk rim af sig i højt tempo.

Den grå murstensbygning med den gamle træport og gabende drager over døren gemmer på ét af den kinesiske hovedstads mest populære spillesteder, Yugong Yishan. Sidste år blev stedet gæstet af en god portion af international indies bread and butter: Sun Kil Moon, Destroyer, Kurt Vile og Lambchop for blot at nævne nogle af de mest toneangivende. Men i stigende grad bliver fremmødet ved de internationale koncerter overgået, når lokale helte som Bloodz Boi, Bohan Phoenix eller Howie Lee står på scenen. Denne aftens koncert, arrangeret under navnet Motherland af den lokale booking-gruppe Do Hits, viser tydeligt, hvordan den hjemmegroede hiphopscene på trods af en hvis taknemmelighedsgæld til vesten har fundet egne ben at stå på. Det er den iltre, kæderygende nogen-og-tyve-årige på scenen et godt eksempel på. Amerikansk-kineseren Bohan Phoenix finder sig tydeligt til rette i sin bilingvale identitet og i samme sang glider han flydende fra drævende new yorker-amerikansk til kinesisk med accent fra sin hjemlige provins. Som Bohan selv udtalte i et interview med Magnetic Mag i februar: “As a teenager, I always thought my ethnicity would be a life long hindrance in the West, but now with grown eyes, I’ve realized if anything my ethnicity and my identity make me strong and proud.”

Hvis man har tilbragt tid i Kina, er der stor risiko for, at man forbinder “Kina” og “musik” med den mandarin-pop, man hyppigt bliver udsat for fra taxachaufførens radio eller Kenny G’s musikalske overgreb, der indvarsler lukketid i større butikscentre. Som en underløbende fællesnævner for mainstream kinesisk musik er en hvinende sødhed, der kan give selv de mest lalleglade trang til at hoppe i Yangtze-floden. Men som med så meget andet, der omhandler et land på størrelse med et kontinent, gemmer der sig langt større mangfoldighed under overfladen. En ny generation af kinesiske unge vender sig bort fra den mere rendyrkede rock, som deres ældre søskende og forældre lyttede til, og med stor appetit kaster de sig over ekstrem metal, elektronisk musik og hiphop. I et samfund, der præges af konstant forandring og benhård konkurrencementalitet, udfylder disse genrer måske en rolle som ventil for det kolossale pres på individet. Det er dog ikke hiphoppens socialt aflastende evne, man dvæler ved i kampens hede på et sveddryppende Yugong Yishan. De kinesiske middelklasse-millenials her flasher iphones, designermærker og tatoveringer på samme måde, som man ville se det på enhver anden klub på vores side af Uralbjergene.

Et andet af aftenens hovednavne er Howie Lee, der producerer en stor del af Bohan Phoenixs musik. Han har begge fødder solidt plantet i Folkerepublikken med en klar kinesisk æstetik, men alligevel røber hans globale udsyn sig straks. Iklædt en blanding af camouflagedragt og Supreme-gear og i sin egen introverte verden flyder en lind strøm af uortodokse hybrider fra pulten. Musik, der bygger på lige dele traditionel kinesisk instrumentering, børnekorsang fra den kommunistiske pendant til grønspætterne – rødpionererne, drømmende glitch-hop og engelsk-inspireret bas. Howie Lees karriere har da heller ikke været bundet op på nogen snæver, dogmatisk vej. Han har remixet Snoop Lion, udgav sit fremragende minimalistiske debutalbum Mù Chè Shān Chū i 2015, åbnede Boiler Room Sessions i Beijing sidste år og fået ros af en lang række etablerede navne fra Hudson Mohawke til Kode9.

God hiphop har for det meste det fællestræk, at det suger inspiration fra de lokale omgivelser. Det gælder uanset om den udvikler sig i East Londons grime-miljø, blandt Københavns nydanskere eller i forskellige regioner i Kina. Ét af de steder, hvor hiphoppen for alvor har slået rod, er i provinsen Sichuan og dens hovedstad Chengdu. Sichuan er mest kendt for sichuanesernes afslappede livsstil og deres ekstremt stærke mad, hvilket efter sigende er grunden til at provinsen har produceret så mange glødende revolutionære igennem tiden. Til forskel fra det glatte, velproducerede udtryk, som dominerer Shanghai-scenen, eller den old-school vibe, som regerer i Beijing, har Chengdu taget trap til sig. Selv om der beat-mæssigt trækkes klare paralleller til moder-scenen i Atlanta, står den lokale identitet helt centralt i musikken. For eksempel bruger Sichuans rappere et væld af lokal slang og kunne aldrig drømme om at rappe på standardkinesisk. Og i tråd med gangster-rappens krav om solid voldelig attitude viftes der med store macheter populære blandt de lokale bander i stedet for det sædvanlige inventar af skydevåben, man finder på den anden side af Stillehavet. Samtidig passer det nasale og vrængende flow typisk for mange sydstatsrappere umærkeligt med den melodiøse dialekt, som bruges i Sichuan. Higher Brothers, den kinesiske satsning fra det hypede Asien-fokuserede selskab 88rising, der også har det indonesiske internetfænomen Rich Chigga i stald, bliver som eksempel ofte puttet i kategori med Georgia-trioen Migos.

Selv om den lokale hiphop udvikler sig i forskellige retninger, er det en hård kerne, der står bag genrens succes i Sichuan. Higher Brothers kommer til dels ud af hiphop-kollektivet Chengdu Rap House, som med ekstremt energiske liveshows og notoriske tekster har været med til at gøde jorden i området for kommende younguns. Deres bramfri stil har også ført dem på direkte koalitionskurs med regeringen og det konfuciansk-kommunistiske puritanske samfundsideal, myndighederne forsøger at udbrede. Det er én ting at rappe om at begå vold på sine haters i et mere åbent samfund, men hvis man som kinesisk MC fantaserer om at skære hovedet af en embedsmand i Kommunistpartiet, kan man let komme på afveje. Spørg bare den mest spinkle og talentfulde rapper fra kollektivet, Melo, som i en ode til den private taxa-app, Uber, netop begav sig ned af den sti. Det førte til flere ‘invitationer til te’ med politiet, men lader dog ikke til at have bremset rapperen synderligt. Han har hverken skruet ned for lyrikken eller sit engagement på scenen.

På trods af modstanden fra myndighederne, har statens fokus på at begrænse og censurere genren i sidste ende givet bagslag. I stedet for at skræmme folk væk, har kontroverserne boostet interessen blandt det yngre segment af befolkningen. Folk flokkes fortsat til koncerterne, og selv om Youtube og Soundcloud er blokerede i Kina, forhindrer det ikke resursestærke fans i at finde vej til de nyeste singler og mixtapes via diverse proxyservere. Den modnende hiphopscene i Kina er en påmindelse om, at globalisering kan føre mere med sig end kontroversielle frihandelsaftaler og sweatshops. En tættere kontakt med omverdenen, især den ikke-vestlige, har potentiale til at nedbryde den fiktive væg imellem ‘vores’ musik og det ulidelige begreb, world music. En beskrivelse, der længe har reduceret ikke-vestlig musik til en stor udifferentieret masse, der ikke fortjener større uddybning. Hvis man kan affinde sig med ikke at forstå sproget og går til musikken med åbent sind, er der meget at hente i kinesisk hiphop. Her følger et lynhurtigt og langt fra definitiv crash course i nogle af de hotteste navne lige nu:

Bloodz Boi har i løbet af de sidste år udhugget sin egen niche i genren fortrinsvis igennem Soundcloud. Han har en forkærlighed for autotune og neon-pop produktioner ala PC Music, og til forskel fra sine mere traditionelle kolleger er han lige så inspireret af K- og J-pop som sydstatsrap.

Bohan Phoenix er oprindelig fra Sichuan, men flyttede som ti-årig til USA. Han gør både brug af kinesisk og engelsk i sin musik og er kendt for sin energiske sceneoptræden. Hans seneste mixtape, Jala, der groft oversat betyder ’ekstra stærk’, har udelukkende haft Howie Lee ved tasterne og er gæstet af en perlerække af nye kinesiske rappere.

Chengdu Rap House består af en række af de mest talentfulde rappere i riget i midten bl.a. Psy.P, Ma$iwei og Melo. De var hver især med til at starte scenen op i Chengdu, og rapper udelukkende på deres lokale dialekt. Deres beats trækker på typisk trap, men den ret minimalistiske produktion giver rigelig plads til at høre MCernes individuelle stil.

Higher Brothers nyder godt af deres backing fra 88rising, der igennem lækkert producerede videoer og tunge produktioner har gjort gruppen til et af de største navne i genren udenfor Kina. Fun fact: Kvartettens navn stammer fra den kinesiske pendant til Skousen, Haier, der er verdens største hvidevarefirma og udtales som ’Higher’.

Howie Lee er Beijings elektroniske undergrundsscenes godfather. Han har været baseret i London, Taipei og udgav sit debutalbum på Los Angeles-selskabet Alpha Pup Records, hvor han i høj grad har fundet sin helt egen stil over de seneste år. Uanset om han producerer for andre eller sig selv, er resultatet altid et smagfuldt kludetæppe af elementer fra hele verden.

Melo brød igennem som nådesløs freestyle rapper på den spirende scene i Sichuan, samtidig med at han arbejdede som arkitekt ved Chengdu Zoo. Han har gjort sig bemærket som medlem af bl.a. Chengdu Rap House, Tiandi Hui og senest Higher Brothers.

Deltag i debat