Koncerter

Interpol, 27.08.17, Koncerthuset, København

Skrevet af Signe Palsøe

Tight guitarrock og store følelsesudladninger set fra sofarækken. Koncerthuset dannede ikke den optimale ramme om Interpols Turn on the Bright Lights-fremførsel, men heldigvis er salens lydforhold lige så upåklagelige, som bandet er perfektionistisk.

»You go stabbing yourself in the neck,« lød det fra den ulasteligt klædte Paul Banks på Koncerthusscenens front, og jeg kvitterede vistnok med et glimt af et træk på smilebåndet. Turn on the Bright Lights-pladen, som i anledning af sin 15-års jubilæum fremføres i fuld længde på Interpols nuværende turné, er tætpakket med disse undertrykte, men ofte temmelig desperate følelsesudbrud. Alligevel har jeg sjældent oplevet en situation så kontrolleret som at overvære de fem jakkesætbærende mænd på scenen spille “Obstacle 1” fra mit røde veloursæde på Koncerthusets balkon.

Mit forbehold mod at være til sidde-postpunkkoncert i DR-byens mondæne rammer lagde jeg aldrig helt fra mig gennem den halvanden time lange koncert. Alligevel var fordelene ved at opleve Interpol under disse forhold heldigvis noget mere iøjnefaldende, end jeg havde turdet håbe på inden koncertens begyndelse. Bandet er perfektionistiske udøvere af guitarrock strammere end trommeslager Sam Fogarinos tynde slips, men detaljerigdommen er alligevel høj. Samtidig var numrene i deres liveopsætninger ofte endnu mere nuancerede, end man kender dem, så publikum ikke måtte tage til takke med en 1:1-version af albummet. Koncerthuset vandt derfor point på en lyd, der ikke var til at sætte en finger på gennem stort set hele Interpols sæt, og som lod pladens kontraster fremtræde tydeligt foran det ikoniske røde backdrop.

Allerede under de indledende toner fra “Untitled 1” leverede live-tangenttrykker Brandon Curtis således en keyboardflade, der både var tilpas dvælende og herligt søsyg. Samtidig understregede Fogarino tidligt, at han er mand for at forene Interpols stringente lyd med ikke så få temposkift. Kun baksede bandet i sættets begyndelse noget med Banks’ vokal, der lå rigeligt langt tilbage i lydbilledet og ikke fik den fornødne gennemslagskraft – f.eks. under de indledningsvis omtalte bryske linjer fra “Obstacle 1”.

Heldigvis fandt virkemidlerne hurtigt deres helt rette leje, og det kom især “NYC” til gode. Turn on the Bright Lights‘ eftertænksomme indslag var ikke overraskende et af de numre, som gjorde sig allerbedst i siddende positur. Her virkede det helt passende at læne hovedet tilbage og betragte lyskeglernes spil i salens store tomrum, som en kløgtig lysmand med stort held brugte som opbakning til Banks’ messende »turn on the bright lights«.

Desværre var det et af de få øjeblikke, hvor salens rammer for alvor bakkede op om musikkens ånd. Allerede under “PDA” var en entusiastisk gut på første række på benene, efter alt at dømme i håb om at trække resten af publikum med op fra stolerækkernes bløde klapfælder, som sugede en god del af nummerets drivkraft. Først helt fremme ved en fremragende, bidsk og hektisk udgave af “Roland” kom der dog røre i geledderne lidt flere steder i salen.

I den henseende fortjener Interpol skulderklap for ekstranumrene, som fulgte i slipstrømmen af den kronologiske fremførsel af Turn on the Bright Lights. Numre som “Not Even Jail”, “Slow Hands”, “The Heinrich Maneuver” og den afsluttende “Evil” var ikke blot nostalgiske tilbageblik på øvrige højdepunkter fra bagkataloget, men i stedet mere aggressive og tætte rockskæringer, end man kender dem – ikke mindst hjulpet på vej af Daniel Kesslers konsekvent skarphvæssede guitarriff. Et greb, der både trak publikum op af stolene og løsnede op for et band, som ligefrem blev småsludrende her i koncertens 11. time.

Indtil nu var seancen kun blevet afbrudt af et enkelt herligt affekteret »thank you very much« fra Banks, og det er vel noget af det mest sigende, der er at fremhæve om fremførslen Turn on the Bright Lights. Interpol var pletfri og kontrollerede, og det kom langt hen ad vejen musikken til gode. Det samme kan ikke siges helt så entydigt om Koncerthusets ditto pletfri og kontrollerede sal, der med sine gode lydforhold dog satte rammen for en bundsolid, alsidig og virkelig vellydende koncertoplevelse.

★★★★½☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Leave a Reply