Koncerter

Noah Carter, 26.08.17, For Evigt Hip Hop, Rødovre

Foto: Oliver Klitgård/For Evigt.
Skrevet af Fie Neergaard

Det spirende talent tog teten alene og charmerede og underholdt publikum til en fælles hiphopvækning.

Det føltes først underligt tomt på scenen, da det nye danske hiphophåb Noah Carter kom alene ud i sit grå træningstøj, kun bakket op af Oh Boy i baggrunden, efter Sleiman + venner og Kesi, Gilli og Benny Jamz tidligere sammen havde fyldt For Evigt Hip Hops største scene ud. Direkte ud af en bus fra Aarhus skulle Noah Carter lige vågne og tørre søvnen ud af øjnene, men en ukuelig charme og lidt salsamoves fik alligevel sparket festen i gang.

Det er ikke engang et år siden, at førstesinglen, R&B-balladen “Do You”, ramte internettet og satte Noah Carter-hypen i gang. Carter har længe været en del af B.O.C.-crewet, vis navn er nævnt på Ukendt Kunstner- og Sivas-numre. Men på grund af længere tids afsoning er der først kommet materiale fra den lovende kunstner nu. I en af hans flere selvudnævnte taler til koncerten, snakkede han om, at hans venner var dem, der gav ham en opsang om at komme i gang med musikken.

Heldigvis, for han har siden vist sig at være nok den mest lovende danske rapper til at bryde ud over de danske landegrænser, da han, udover at være et stort talent, er en af de få, der rapper på engelsk – og gør det uden, at det virker påtaget. De personlige taler og små hilsner parret med hits fra surpriseudgivelsen Couch Dreams, såsom “Team Litty” og “No Favors/5000” og det blødere nummer “Come Alive”, blev publikum og Carter sammen vækket til live.

Sangene blev leveret i en lind strøm, afbrudt af de små taler og hilsner til sin mor og gamle parallelklassekammerater, som gjorde, at det blev til en personlig og charmerende koncertoplevelse, uden at det virkede forstyrrende eller stod i vejen for musikken. Selv når vennerne ude i siden af scenen lige skulle have et håndslag eller en bemærkning, så bidragede det til en positiv stemning og rar følelse af sammenhold i en genre, der ellers ofte kan anskues som aggressiv eller ensporet.

Et lavt backingtrack gjorde, at der var masser af plads til Carters vokal, der står lige så stærkt live som på plade. Man kunne dog stadig mærke, at der var mere at komme efter, og at busturen stadig sad i kroppen. Det gjorde, at det ikke blev en fuldkommen oplevelse. Spilleglæden hos den stadig grønne rapper, og hans indlysende talent, gjorde, at der slet ikke var behov for en hypeman eller et crew til at fylde scene ud. Carter havde talent nok for ti.

★★★★½☆

Deltag i debat