Koncerter

The Shins, 13.08.17, Store Vega, København

Skrevet af Daniel Niebuhr

James Mercer og resten af The Shins gav en solid søndagsopvisning i følelsesladen indiepop/rock med en koncert, der ikke mindst bekræftede, at de stadig er et band med en helvedes masse på hjerte.

Newmexicanske The Shins er et ret så ligefremt band. De ligner det prototypiske indierockband, spiller fra tid til anden unægteligt også noget anonym musik, og den åbenlyse faldgrube ville selvfølgelig være, at det hele går hen og bliver lidt for kedeligt lidt for hurtigt.

Heldigvis er The Shins ikke kedelige: Frontmand James Mercer er en underholdende performer og undervurderet lyriker, hvis sangskrivning emmer af ængstelighed, kærlighed samt de mest hemmelige tanker og følelser direkte fra teenageværelset. Med dette forårs Heartworms i bagagen flyttede teenageværelset for en stund ind i Store Vega til fem kvarters drømmende søndagspoesi og feel good-stemning.

Var man sådan for alvor i tvivl om, hvorvidt The Shins er et band med publikumstække, fik man hurtigt tvivlen afkræftet, allerede inden de første toner til ”Caring Is Creepy” fra 2001-debuten, Oh, Inverted World, ringede ud gennem lokalet. Publikum på det tætpakkede gulv og ditto balkonsektion var i hvert fald med fra første færd og hele vejen gennem koncerten; både når det var oprigtigt underholdende, men i særdeleshed også i de mere langsommelige momenter, der dog var klart i undertal denne søndag aften.

Når Mercer sporadisk også adresserede publikummet mere direkte mellem numrene, fik man fornemmelsen af, at det var helt oprigtigt og kom fra en mand, der nød at udføre sit arbejde. Både de og vi var her for at hygge os, fik han tydeligt udpenslet, mens de ufortrødent tumlede rundt i deres efterhånden brogede bagkatalog.

Den 10 år gamle omend forholdsvist irriterende popmelodi ”Australia” satte sammen med Heartworms-åbneren, ”Name for You”, mere tempo på kvintettens optræden, der konstant formåede at bølge frem og tilbage i intensitet. I forlængelse bed jeg især mærke i, hvor flydende Mercer og co. rent faktisk formår at strukturere deres koncerter, der sjældent dvælede for længe ved de højenergiske ej heller de mere nedtonede passager.

Det bragte os både mere up-beat segmenter som den Animal Collective’ske ”Painting a Hole” efterfulgt af ”The Rifle’s Spiral” samt en akustisk tosangskombination af ”Gone for Good” og den autobiografiske ”Mildenhall”, der i forlængelse af hinanden fremstod så enslydende, at numrenes respektive kvaliteter nærmest udlignede hinanden i en sådan koncertsammenhæng.

I løbet af koncertens sidste tredjedel kom den forventelige tilfredsstillelse af publikums hit-trang så med først seneste single, ”Half a Million”, og den fællessangsfremkaldende ”Phantom Limb”, før en af de klare fanfavoritter i form af Port of Morrows ”Simple Song” banede vejen for de mindst lige så forventelige og obligatoriske ekstranumre. Her gav ”The Fear”, der har fornøjelsen af at sætte punktum for Heartworms, den som folket, violinfyldt americanaklagesang, mens ”New Slang” forsikrede én om, at netop den sang til evig tid vil være The Shins’ altoverstrålende, introverte popperle.

Som sådan var besøget fra The Shins et ganske underholdende et af slagsen. Det var sjældent helt overvældende eller decideret sublimt, men en opløftende kulmination på en sommer, der har lagt sig i stilling til at gå på hæld, hvor den overordnede, musikalske oplevelse i særdeleshed illuminerede gruppens kompositoriske egenskaber. Det er tilmed et band, der tager sig endnu bedre ud i Vegas indbydende rammer end under en teltdug, hvilket kun var med til at fremme mit helhedsindtryk af aftenens optræden. Her over 20 år siden gruppens dannelse står det ikke mindst klart, at The Shins stadig er et band med en helvedes masse på hjerte.

★★★★☆☆

Fotos: Mathias Laurvig

Leave a Reply