Koncerter

LCD Soundsystem, 07.09.17, Store Vega, København

Foto: Martin Høyer Poulsen/Vega.
Skrevet af Daniel Niebuhr

Det var i høj grad en genudsendelse af koncerten fra Roskilde Festival 2016, der prægede LCD Soundsystems første besøg i København i over syv år. Højdepunkterne var dog nok til at gøre det til endnu en suveræn oplevelse.

Der er altid noget overdrevet emotionelt over at være vidne til en LCD Soundsystem-koncert. Om det er sangenes ofte underliggende blanding af eufori og tristesse eller de bånd, vi lader til for en stund at knytte, band og publikum imellem, skal være usagt. Men sjældent går man fra en koncert med newyorkerkollektivet uden i det mindste at føle et eller andet. Således også denne torsdag aften i Vega. I foyeren stod et kærestepar i øm omfavnelse. Hun græd, og han smilte bare. For dem og vel nok alle andre havde det været magisk (og en lang række andre superlativer), ingen tvivl om det.

Det er vel heller ingen overdrivelse at konstatere, at LCD Soundsystem (igen) var en af årets bedste koncertoplevelser, da de officielt skød deres europæiske del af touren i kølvandet på American Dream i gang på Vesterbro. For os, der var så heldige at opleve bandet på Roskilde Festival i fjor, var det dog – bortset fra meget få ændringer – en genudsendelse fra dyrskuepladsen. I Store Vegas relativt intime rammer blev det derfor en mere komprimeret og kontrolleret oplevelse, der både havde sine fordele og ulemper, inden vi ganske uundgåeligt sluttede helt på toppen.

Noget af det, man indledningsvis kan håbe på, når man har med et band som LCD Soundsystem at gøre, er, at så mange af de finere nuancer og hengemte facetter af bandets lydunivers som muligt får muligheden for at blive dyrket. Det stod heldigvis også klart, at det var tilfældet, så længe James Murphy og hans medsammensvorne kunne kontrollere deres egne udskejelser, hvilket eksempelvis hjalp et nummer “Yr City’s a Sucker”, der havde afløst “Us V Them” som første punkt på dagsordenen.

Murphy selv var endnu en gang »a fat guy in a t-shirt doing all the saying,« både som poet, i sit hverv som bandleder og -indpisker samt som introvert entertainer. Hans generte kontakt med sit dedikerede publikum var atter en gang en nem vej til medlidenhedspoint og forudsigelige bifald, mens hans nærmest legende interaktion med de seks-syv musikere også mindede en om, at ingen i den gruppe af mennesker lader til at have fortrudt at starte hele projektet op igen for snart halvandet år siden.

Herefter var det dog stort set slut med overraskelser og ændringer sammenlignet med deres sidste besøg her i landet. Fra den evigt populære “Daft Punk Is Playing at My House” – som blev leveret i den bedste liveudgave, jeg har haft fornøjelsen af at opleve – til den undskyldende kærlighedsballade “I Can Change” og det sublimt stenede electrokraut-epos “Get Innocuous” var det på alle måder de stærkeste kort i LCD Soundsystems 15 år brede bagkatalog, der skulle trække læsset.

Det var også heromkring, Murphy konstaterede, at de havde i sinde at ændre på sætlisten fra gang til gang her i hovedstaden, hvilket i sig selv er et smart træk for at gøre de enkelte optrædener mere unikke, og noget jeg kun ville ønske, flere bands turde kaste sig ud i. At aftenens sammensætning så blot var 2016-versionen om igen, er blot den risiko, man som koncertgænger løber.

Derfor vidste man også godt, at “Tribulations” ville blive efterfulgt at den eksplosive garagepunk-Schlager “Movement” og aftenens totale klimaks; den altid uforlignelige “Yeah”. Det er bestemt en fantastisk passage af komplimenterende kompositioner, bandet har kreeret med disse tre numre, og det er unægteligt et indslag, som sjældent skal fravælges i livesammenhæng. Heldigvis føltes segmentet også stadig vitalt for helhedsoplevelsen, hvor andre indslag som “You Wanted a Hit” og “Home” i højere grad fremstod som fyld i den to timer lange seance.

Så da introen til “Call The Police” fra det nye album American Dream langt inde i sættet skød ud fra højtalerne, var det med en langt større nysgerrighed og opmærksomhed at spore blandt publikum. For hvordan lyder LCD Soundsystem anno 2017 egentlig? Påfaldende meget som de altid har gjort, lyder det kedelige svar. “Call the Police”, her i en 1:1-version af studieudgaven, er et selvskrevet livenummer, som med tiden ikke får mindre svært ved at blive fast inventar på sætlisterne. Der var lige lovligt meget ekko at spore på Murphys vokal, og man savnede for en sjælden gangs skyld en vis form for kontrol over løjerne hos bandet, der nærmest overivrigt halsede igennem affæren, mens de mange nuancer for en gangs skyld druknede.

Titelnummeret fra American Dream, der fulgte efter, var omvendt en mere søvndyssende omgang, som gerne må udelades på den anden side af touren, da eksempelvis “Someone Great” udfylder den rollen som jordnært indslag langt mere formfuldendt. Slutteligt beviste “Tonite” derimod, at den med sine bastante synthlinjer og overvældende lyriske force sagtens kan stå distancen mod de mere etablerede sange. At det var de tre singler fra American Dream, som skulle repræsentere udgivelsen, var næppe overraskende, men skulle man have begivet sig ud i det helt store sats, så ville “How Do You Sleep?” højst sandsynligt være blevet varmt modtaget i den i forvejen sveddryppende koncertsal.

Med “New York, I Love You But You’re Bringing Me Down”, “Dance Yrself Clean” og “All My Friends” – selvfølgelig, fristes man til at sige – gik LCD Soundsystem som den store sortie all in på forudsigeligheden, uden at man rent performancemæssigt kunne tillade sig at klage alt for meget. For det er, når alt kommer til alt, opskriften på den perfekte kulmination, med tre vidt forskellige bidrag, der på hver deres måde alle søger det storslåede klimaks. For uanset om det er i hymnen til hjembyens melankoli, den ni minutter lange, bas- og percussiontunge This Is Happening-åbner eller hyldesten til ikke at fortryde sine valg, når alderen endelig indhenter en – eller mere præcist; deres indiskutabelt bedste nummer – så er det her, LCD Soundsystem peaker. Ængstelighed, rastløshed, sorg, frygt, håb og glæde; det hele opsummeres i løbet af det afsluttende kvarter, og i grunden kunne de 15 minutter i sig selv være LCD Soundsystems mandat, når snakken falder på verdens bedste liveband, også selvom vi havde hørt det meste før.

»To tell the truth, this could be the last time,« proklamerer Murphy hen mod slutningen i netop “All My Friends”. Heldigvis gør de det igen både fredag og lørdag, forhåbentlig med større risikovillighed. For ja, man går sjældent fra en LCD Soundsystem-koncert uden at føle et eller andet. For første gang var der denne torsdag dog også en minimal skuffelse midt i al den vanlige eufori at skulle forholde sig til for mit vedkommende.

★★★★★☆

1 kommentar

Leave a Reply