Plader

LCD Soundsystem: American Dream

Skrevet af Daniel Niebuhr

James Murphy er blevet ældre. På American Dream har han lært at omfavne sin alder, selvom han stadig gerne vil være den håbløse romantiker med midtvejskrisen. Rent musikalsk er der dog en del genbrug.

Udadtil har LCD Soundsystem for James Murphys vedkommende altid handlet om at være et andet sted end dér, hvor man burde være. Den utilpassede ungdom, de rastløse newyorkernætter og om at være både for- og bagud for sin tid. Han skriver til drømmerne, til tvivlerne og til taberne; til dem, der er ligesom ham. For han er det hele på én gang – »a fat guy in a t-shirt doing all the saying,« for nu at citere ham selv på “Movement” fra den selvbetitlede debut fra 2005 – en idealist, der ad utallige omveje endte som småtykt, ubarberet hipsterikon i front for et band, der stoppede på toppen foran et udsolgt Madison Square Garden. Det er mere end seks år siden nu. »Aldrig mere,« løj de for deres utallige fans verden over, før deres triumferende genfødsel i fjor.

Selvfølgelig kom der en plade til. Det har hele tiden været Murphys plan; han kan jo ikke lade være. American Dream hedder den: En klichéfyldt titel for et band, der altid har stræbt efter at være alt andet end netop det. Slutproduktet er dog i højere grad en nostalgisk oplevelse end et nyt kapitel, et skizofrent minde om bedre tider, LCD Soundsystem når de er bedst og værst.

Måske man skal passe på med at dvæle for meget ved LCD Soundsystem som band. Det må nemlig stå lysende klart for enhver, at vi i langt højere grad har med en James Murphy-soloplade at gøre. Det er ingen hemmelighed, at den nu 47-årige frontmand også denne gang er gået diktatorisk til værks i sangskrivnings- og indspilningsprocessen. Han står for både guitar-, bas-, tromme-, percussion- og mixeropgaverne, mens de ellers så faste bandkolleger Pat Mahoney og Nancy Whang m.fl. kun sporadisk leverer egentlige bidrag.

Det er en personlig affære, indser man hurtigt. Murphy har jo også skrevet spalte op og spalte ned om afskeden og genkomsten; om hvordan det har pint ham ikke at kunne holde sine løfter, og hvorvidt det her stadig er LCD Soundsystem. Han drømmer, tvivler og taber stadig. Drømmer om den flygtige kærlighed, tvivler på jeg’et og taber til livet, der i sidste ende løber fra os alle sammen. Han er blevet mere reflekteret i sin evindelige tankestrøm, der ikke længere bare flyder derudaf som førhen. Lyrikken er vanlig nihilistisk i et lyserødt skær, der portrætterer ham som en håbløs romantiker, der har alt at kæmpe for, men som af og til bare ikke orker det. Den menneskefjendske side af Murphy får også taletid, hvor der ikke spares på svinerne til (angiveligt) tidligere DFA-partner Tim Goldsworthy på ”How do you sleep?”; en ni minutter lang svada med tribal-rytmer og Steve Reich’ske violiner, der eksploderer over en klassisk insisterende synth og ditto beat, og som i sidste ende står som et af pladens bedste momenter.

For ret skal være ret: Meget af indholdet på American Dream har vi nemlig hørt før. ”Other Voices” læner sig skræmmende meget op ad ”Pow Pow”, ”I Used To” er en nedtonet version af ”I Can Change”, og ”Emotional Haircut” drager tydelige paralleller med bandets knap så kendte cover af Joy Divisions ”No Love Lost”. Det er der som sådan ikke noget fundamentalt forkert ved, men når Murphy udtaler, at han »har haft mere materiale på sine båndoptagelser end nogensinde før,« får det mig nærmere til at have ønsket, at han havde kastet sig hovedkulds ind i noget mere radikalt i stedet for at ty til gamle formler – briste eller bære.

Som altid er det de langstrakte kompositioner, der trækker pladens samlede karakter opad. ”Oh Baby” er en vidunderlig entré til denne mere modne udgave af LCD Soundsystem med den tålmodige opbygning flankeret af den karakteristiske synth (ikke fjernt fra ”Dance Yrself Clean”), før Murphy serverer en serenade, hvis lyrik dog er blandt de mere ligegyldige fra hans pen.

”Call the Police” er hans forsøg på at genskabe det storladne anthem a la ”All My Friends”, men rammer over i det Bono’ske i forsøget, selvom crescendoet og de jamrende guitarer realiseres lige så skarpt som altid. Og den afsluttende ”Black Screen” er ikke bare en følelsesladet hyldest til Bowie, men også en ny tilføjelse til Murphys liste over minimalistiske magtdemonstrationer, der i forvejen tæller ”Great Release” og ”Someone Great”, mens pulsen og klavertemaet dør ud side om side efter 12 minutters unison pardans.

Den fem år lange pause har bestemt modnet LCD Soundsystem som kunstnerisk projekt. Det er ingen skam at blive ældre; det handler blot om, hvordan man håndterer det. Spørgsmålet er derfor, om 47-årige James Murphy måske er en mand, der netop har accepteret, at den (øjensynligt uendelige) midtvejskrise, han introducerede os til for 15 år siden på ”Losing My Edge”, er ovre, og samtidig lært at omfavne sin begyndende alderdom. På den måde er LCD Soundsystem måske for første gang nogensinde lige præcis dér, hvor de skal være.

★★★★½☆

Deltag i debat