Plader

Queens of the Stone Age: Villains

Skrevet af Daniel Niebuhr

Queens of the Stone Age anno 2017 fortsætter deres migration mod stadig mere poppede territorier. Villains, gruppens syvende udgivelse, er således en kontrolleret og sofistikeret størrelse, der dog sjældent for alvor fremviser gruppens stærkeste sider.

Historien om Queens of the Stone Age er lang. Jeg prøvede at gennemgå de mest skelsættende øjeblikke og transformationer i frontmand Josh Hommes støvede stonerboogie-menageri, sidst vi beskæftigede os med en udgivelse fra Palm Desert-kvintetten her på disse sider, og her fire år senere er vi så klar til at tilføje et nyt kapitel. Denne gang Queens of the Stone Age både heltene og skurkene i deres eget testosteronfyldte fortælling, hvis lydside til lejligheden har fået en produktionsmæssig platinvask fra den primært popfikserede producerguru Mark Ronson. Men mere om ham senere.

Som vanligt for Queens of the Stone Ages albumudgivelser er Villains endnu en overvældende tilvænningssag. Det er langt fra deres bedste plade, men i højere grad en videreførelse det eksperiment, der startede med …Like Clockwork og senest er kommet til udtryk på Iggy Pops Post Pop Depression, som Josh Homme var med til at udtænke.

Villains er dog først og fremmest en temmelig vatindpakket plade. Der spores aldrig for alvor en egentlig risikovillighed på den kompositoriske front, hvor overlappet fra forgængeren føles tydeligt, selvom vi med Villains beholder fødderne mere jordnært sammenlignet med …Like Clockworks til tider storsvingende armbevægelser. Pudsigt nok nærmer vi os derfor i højere grad grundessensen af Queens of the Stone Age, hvor mantraet gennem årene altid har været, at det skal være »heavy enough for the boys and sweet enough for the girls,« som Homme famøst har udtalt. Og det er det også på Villains.

Kun få gange opfanger man det frenetiske ekko af den hellige treenighed, som udgør bandets tre første plader, og i stedet er Queens of the Stone Age-profilen anno 2017 sofistikeret og skarpskåren, velpoleret og ditto friseret med de sædvanlige, småparanoide undertoner. Åbneren ”Feet Don’t Fail Me” er eksempelvis den kontrollerede, mekaniske boogierock, som kombinerer det bedste fra …Like Clockwork og Era Vulgaris, uden at det føles bastard-agtigt eller bevæger sig ud på et overdrev, om end formlen cirkulerer for meget i velkendte farvande. Den Eagles of Death Metal’ske førstesingle, ”The Way You Used to Do”, lægger sig i samme catchy tråd, mens ”The Evil Has Landed” – ikke et langt stenkast fra supergruppeprojektet Them Crooked Vultures – leverer det nødvendige rock-crescendo, som var det en langt mere velkontrolleret udgave af deres med længder bedste nummer, ”A Song for the Dead”.

Albummet føles på den ene side mere klinisk og sterilt, men på den anden side også som et band, der veltilpas har sat sig til rette i et mere nedtonet lydunivers. Selvom Villains’ mest rockede input, ”Head Like a Haunted House”, momentant glider over i en sand guitar-orgasme, lader de til langt fra at have intentioner om at vende tilbage til lyden såvel som stilen fra de ligefremme og narkofyldte start-00’ere. Om ikke andet har det så også medført, at vi i dag står med en meget mere homogen gruppe, hvor denne inkarnation af stenalderdronningerne indiskutabelt er den mest velspillende. Det er ikke længere bare Josh Homme med venner, og selv de obligatoriske gæsteoptrædener, som førhen har fyldt godt op på pladernes liste af bidragsydere, er blevet markant formindsket.

Og så er der jo Mark Ronson. For har Queens of the Stone Age løbet én risiko, så vedrører det manden bag knapperne. Kender man til Hommes nærmest fetichistiske tilgang til sine produktioner, er der dog næppe tale om et tilfælde, og med Ronson ved roret er mængden af elementer og nuancer under overfladen på Villains eksploderet, så man stadig efter flere gennemlytninger finder smådetaljer, hvis plads i det store hele sjældent synes forceret. Også Hommes stemme synes at nyde godt af den lydmæssige makeover, hvor han i dag i endnu større grad end for fire år siden lader til både at beherske den torpederende rockvokal og den karakteristiske falset – bedst eksemplificeret på den mageløse nyfortolkning af hans egen ”Villains of Circumstance”.

For et projekt, der har haft så stort held med at tage chancer og løbe risici, mangler man dog i sidste ende et eller andet. Den helt store force ved tidligere Queens of the Stone Age-plader har været, er der stort set ikke – uanset musikalsk udtryk – har været et eneste anonymt indslag, men på Villains er det imidlertid som om, at både ”Fortress” og ”Hideaway” simpelthen synes at mangle en manifesterende kraft over for mig som lytter.

Styrken ligger dog som så ofte før i pladens alsidighed: »Heavy enough for the boys and sweet enough for the girls,« som tidligere konkluderet. ”The Evil Has Landed” og ”Domesticated Animals” i al sin 7/8- og 8/8-vekslende pragt er fænomenale supplementer til bandets bugnende sætlistemateriale, og de mere emotionelle passager akkompagnerer ganske glimrende de højoktane udladninger.

I det store hele formår Queens of the Stone Age heldigvis stadig at være fremadskuende i stedet for det modsatte og således udvikle deres repertoire; denne gang over mod det mere poppede. Det er der nok nogle rockister, der skal blive irriteret over.

★★★★½☆

Deltag i debat