Plader

The Monoliths: s.t.

Det københavnske punkband har ikke skabt en fuldstændig banebrydende debutplade, men en plade der skaber fest og vildskab gennem gedigen rock.

Nålen rammer pladen, og lyden af et tonsertungt guitarriff med den distortede fuzzpedal på maximum brager ud gennem højtalerne. Bassen er tung og buldrer lige ud af landevejen. Vokalen er aggressiv og til dels råbende. Det lugter af en klassisk omgang hardcore punk fra Washington D.C. anno 1982. Gedigent er det i hvert fald, men det rummer væsentlig mere end bare en kopi af de store amerikanske pionerer inden for genren, såsom Minor Threat, Bad Brains og Black Flag – hvoraf sidstnævnte godt nok er fra Californien.

Mine damer og herrer, tænderskærende og blytungt er københavnske The Monoliths debuteret med en fuldlængdes LP.

The Monoliths er et band fra København, som er stiftet ca. 2010. Det består af tre medlemmer med de liden flatterende navne James Deen Dragon, P. Lizzard og Colonel Dickhead. Gruppen har før deres selvbetitlede debutalbum udgivet tre kassettebånd og to 7” singler. The Monoliths har altså levet deres eget stille liv i den nærmest in-crowd selvbekræftende punkundergrund. En scene, der omkring 2010 også fik et vindue udadtil gennem Iceage. Det billede, som Iceage fik vist en bredere befolkning, på godt og ondt, adskiller The Monoliths sig dog væsentlig fra. Hvor Iceages take på punk var mere britisk og melankolsk, så repræsenterer The Monoliths på deres debutalbum en mere amerikansk inspireret, tung, melodisk lyd. De bekender sig lydmæssigt til en mindre selvhøjtidelig del af punkens musikhistorie, hvilket klæder dem ganske hæderligt.

Tungt og hvinene lægger bandet hårdt ud med numrene ”Throat Party” og ”Horse”, som ganske febrilt og tungsindet føres frem af guitarens skrigende fuzzpotentiale. Trommer og bas buldrer nærmest om kap med hinanden for at nå i mål, hvilket skaber en intensitet, der er nødvendig for, at den slags musik kan fungere. Dette gøres uden at vælte undervejs i rytmesektionens melodibærende egenskab. ”As We Go Through” bremser lidt op for hastværket ved et repeterende og fræsende guitarriffs tilstedeværelse, akkompagneret af P. Lizzards råbende og meget insisterende vokal. Det varer dog kun et enkelt nummer, før de tre herrer er tilbage i den høje ende af temposkalaen, da nummeret ”Hypno Black Eye” er et skoleeksempel på, hvordan man tager klassisk hardcore a la Minor Threat eller Black Flag og tilsætter lidt Black Sabbath for at få fyldig smadder.

Mindre vellykket er i min optik det langsomme nummer ”Song for Your Daughter”, der står lidt i stampe. Guitarens riff er for så vidt stadig fyldigt og konsistent, men også en anelse stillestående. Det lyder desuden som om, vokalen hele tiden er ved at knække over. Sammen med nummeret ”Xenomorph”, der er et lidt gumpetungt take på The Clash, udgør disse klart pladens svageste punkter. Dette må dog siges at være et relativt højt bundniveau på en ellers gedigen debut.

Højdepunkterne er da også talrigere end lavpunkterne, hvor især numre som ”Order” og ”No Energy” fremstår som topmålet af tunge guitarriff, der burde få de fleste til at udføre slangehug med nakke og hoved. Den fuzzmættede guitar er lige i skabet og passer overraskende godt til den mere skrigende vokal, der er at høre på førnævnte numre. Som en anden Nocturno Culto fra black metal-bandet Darkthrone, skriger sangeren sine lunger ud, imens guitar, bas og trommer bombarderer trommehinderne på en sådan facon, at det næsten fordrer fuld volumen på anlægget.

Afslutningen på pladen består af numrene ”Feeling Geography” og pladens længste nummer, ”National Anthem”. Hvor førstnævnte er et nummer med højt tempo, insisterende vokal og et lettere stilopblødende korarrangement, så er sidstnævnte tungt og messende. Det sidste nummer gør i forhold til resten af pladen ikke megen væsen af sig, men lægger på en velfungerende måde an til landing.

The Monoliths debutplade er på mange måder lige dele klichéfyldt og forudsigelig, men det er så alligevel berettiget til en højere karakter. Deres insisterende og seriøse forsøg på at skabe en plade, der fremstår helstøbt, fungerer nemlig i høj grad. Det er i særdeleshed på de numre, hvor guitarens tunge riff bombarderer lytterens øregange. Disse virker skarpt skårede på grund af den gode produktion foretaget af Morten Bjerregård, der med en baggrund i Cola Freaks og Tumor Warlord har en indgående forståelse for denne type musik. Efterfølgende er hele herligheden mastereret af punkens ukronede patriark Peter Peter (Sods, Sort Sol, The Bleeder Group).

Helhedsindtrykket af instrumenterne virker fyldigt og stort. Det er som en mur af energi, uden det på nogen måde bliver prætentiøst eller selvhøjtideligt. Summa summarum har The Monolith ikke skabt en fuldstændig banebrydende plade, men en ganske hæderlig og nævneværdig samling numre, der taler til den indre ynder af energiladet rockmusik. Det behøver ikke altid være så fandens dybsindigt, nogle gange skal der bare skabes fest og vildskab gennem gedigen rock.

★★★★☆☆

Deltag i debat