Plader

Alvvays: Antisocialites

Skrevet af Ulrik Høgh

Canadiske Alvvays’ andet album består af en stribe solide indiepopsange med drømmende kvaliteter og melankolske stemninger, men brænder kun for alvor igennem i korte glimt.

»The summer’s over,« erklærer canadiske Alvvays (udtales Always) undervejs på Antisocialites, og nostalgien ved efterårets begyndelse er en følelse, som passer perfekt til kvintettens lydbillede. Timingen er således på plads med udgivelsen af opfølgeren til Alvvays’ selvbetitlede debutalbum fra 2014, som bød på catchy indiepopmelodier med længselsfulde stemninger. Debuten blev godt modtaget af anmelderne og kastede et mindre hit af sig i form af det svært charmerende ægteskabstilbud ”Archie, Marry Me”. På Antisocialites har Alvvays skruet lidt ned for rumklangen til fordel for en mere klar lyd, men stadig med et fast greb i melankolien.

Man skal ikke have lyttet ret længe til Antisocialites, før man lægger mærke til, at teksterne næsten uden undtagelse kredser om brud. Faktisk kommer pladen rundt i alle faser af opløsningen af et parforhold. Fra »What’s left for you and me?« over »If I saw you on the street, would I have you in my dreams tonight?« til »Now that you’re not my baby / I go do whatever I want«. Sanger og sangskriver Molly Rankin var i midten af 20’erne, da hun skrev sangene på debutpladen med temaer som ægteskab, forpligtelse og det svære næste skridt i overgangen fra ungdoms- til voksenliv. På Antisocialites har den nu 30-årige Rankin tilsyneladende ikke fundet svar, men i stedet en række nye spørgsmål.

Musikalsk kan de 10 sange på albummet lidt groft deles op i to grupper. Den ene er kendetegnet ved et nedskruet tempo og en melankolsk stemning, som også i høj grad var til stede på debuten. Stemningen skabes her især af Rankins slæbende vokal og blide guitarklange, og den har klare fællestræk med dreampop a la Beach House. Teksterne kredser primært om de nostalgiske aspekter af forliste forhold. Åbningsnummeret og førstesinglen ”In Undertow” fremstår med sin sprøde bund af støjguitar som et af de stærkeste kort herfra.

I en anden boldgade finder vi en række numre karakteriseret af tempofyldte trommebeats, elementer af garagerock og en vokal, som er rykket længere frem i mikset og bidrager med noget friskhed. Lyrikken er sarkastisk og konfronterende over for de tidligere partnere, som her på ”Saved by a Waif”, der musikalsk godt kunne passe ind på en Belle and Sebastian-plade fra midt-nullerne: »Mommy wants you to be a doctor / So she can tell her friends you’re like your father / And if it’s all for the sake of conversation / Then maybe you should try a new vocation«. De mere rendyrkede popnumre føjer nye facetter til Alvvays’ udtryk, men de får også albummet til at fremstå lidt fragmenteret sammenlignet med forgængeren.

På afslutningsnummeret ”Forget About Life” får Rankins vokal for første gang lov til at stå i centrum, da hun med masser af sårbarhed synger om at være på grænsen til at give op: »I thought of going in the lake and swallowing / Thought that I had unplugged the phone until it rang / When the phases of the moon they don’t apply / When accomplishing a simple task takes several tries.«. Halvvejs kommer forløsningen, da en synthesizer træder ind, mens Rankin indfinder sig med fortidens fejltagelser og beslutter sig for at leve i nuet: »Do you want to forget about life with me tonight? / Inhaling this undrinkable wine / Forget everything tonight«.

Antisocialites indeholder efter min mening ingen svage numre. De fleste af sangene har en spilletid tæt på tre minutter og følger en relativ simpel sangstruktur, men pladen har lige netop den rette mængde originale c-stykker til, at sangene ikke føles for ens. Med en samlet spilletid på 32 minutter er albummet stramt sammensat og let at gå til, men man skal ikke forvente at opdage nye lag i sangene ved tiende gennemlytning.

Albummets største styrke er tekstuniverset, som binder numrene sammen til en helhed og får de musikalske stemninger til at træde stærkere frem. Min største anke er, at der kun er et par steder, hvor pladen løfter sig op over det solide mod det sublime. Det ene er den ørehængende støjpopperle ”Lollipop (Ode to Jim)”, som nikker anerkendende i retning af The Jesus and Mary Chain-frontmand Jim Reid. Det andet er det smukke, nedbarberede afslutningsnummer, hvor der tekstmæssigt bindes en fin sløjfe, og lytteren efterlades med en smule håb, mens albummet klinger ud.

Alvvays tager med deres andet album ikke noget afgørende skridt videre i forhold til debuten – på trods af udviklingen i både lyd og tekster. Det ændrer dog ikke på, at Antisocialites holder et imponerende højt bundniveau og kan anbefales til alle, som sætter pris på lettilgængelig indiepop i blå toner.

★★★★☆☆

Deltag i debat