Plader

Ariel Pink: Dedicated to Bobby Jameson

Den feterede lo-fi-stjerne Ariel Pink har begået en rodet plade, der drukner i musikhistoriske referencer.

»Musik var den hest, jeg red ud på, og musikbranchen var den hest, der red mig lige lukt ned i helvede.« Sådan skrev den amerikanske musiker Bobby Jameson på sin selvbiografiske blog i 2007.

Bobby Jameson blev af sit pladeselskab i begyndelsen af 1960’erne promoveret som den nye stjerne på den amerikanske pophimmel. Efter en håndfuld udgivelser, der alle floppede, indså Bobby Jameson, at hans musikkarriere lå i ruiner, og et liv med alkohol- og stofmisbrug fulgte. Bobby Jameson er i dag mest kendt for sin personlige deroute og sit eklatant mislykkede forsøg på at blive USA’s nye popstjerne. I mange år troede man, Bobby Jameson var død som følge af alkoholisme og et liv på gaden. Men i 2007 vendte han tilbage fra et liv i glemslen og lavede en blog, der skulle fortælle hans livshistorie og »sætte tingene på plads i forhold til alt det, der er blevet skrevet om mig.«

Kort efter Bobby Jamesons død i 2015 læste Ariel Pink (Ariel Marcus Rosenberg) bloggen og blev så rørt af den barske fortælling om det mislykkede møde med musikbranchen, at Ariel Pinks nye plade slet og ret hedder: Dedicated to Bobby Jameson. I modsætning til Bobby Jameson har Ariel Pink en masse udgivelser bag sig, og siden gennembruddet i 2010 har han nydt stor succes som en kompromisløs eksponent for amerikansk lo-fi. På Dedicated to Bobby Jameson fortsætter Ariel Pink sin eklektiske leg med musikhistoriske referencer, og den eneste røde tråd, der løber gennem pladen, er, at der ikke er en rød tråd.

Dedikerede fans vil sige, at Ariel Pinks nostalgiske leg med musikhistorien er hans styrke; han er en musikalsk kamæleon, der skifter lyd fra plade til plade og fra nummer til nummer. Ariel Pink har udtalt, at han vil redefinere musikkens leksikon, og Dedicated to Bobby Jameson er et led i den mission.

På det nye album springer Ariel Pink uroligt mellem musikleksikonets kapitler om 60’erne, 70’erne og 80’erne. Man sidder forpustet tilbage, når pladen springer fra den stille 60’er-inspirerede popsang “Do Yourself a Favour” til det gakkede 70’er-funknummer “Acting” med tværfløjte, sexet korsang og funky synthbas. Dedicated to Bobby Jameson nøjes ikke med referencer til genrer, der knytter sig til bestemte årtier; hvert nummer refererer til kanoniserede kæmper fra musikhistorien og inviterer til en spontan musikquiz, hvor man gransker sit indre musikleksikon for at finde frem til nummerets musikalske forlæg.

På “Feels Like Heaven” har man tre minutter og 16 sekunder til at komme i tanker om, at nummeret lyder som Tears for Fears’ “The Hurting” tilsat et stænk The Cure. Titelnummeret refererer til The Doors’ “Light My Fire”, og nummerets guitarsolo lyder som en slags parodi på Robby Kriegers solo fra 1967. “Bubblegum Dreams” lyder umiddelbart som støjpop a la My Bloody Valentines Loveless, men åbenbarer senere sit sande ophav; R. Stevie Moore.

Alle numre på Dedicated to Bobby Jameson er karakteristiske og har kvaliteter, men pladen er stærkest, når Ariel Pinks musikleksikon er slået op på 80’erne. “Feels Like Heaven” og “Kitchen Witch” er fremragende 80’er-popsange uden så mange dikkedarer, og duetten mellem Ariel Pink og sangeren Charlotte Lindèn Ercoli på “Kitchen Witch” er pladens absolutte højdepunkt.

Ariel Pink har i diverse interviews forklaret, hvordan inspirationen fra Bobby Jameson gennemsyrer pladen. Bobby Jameson materialiserer sig dog kun rigtigt på titelnummeret, og dedikationen til den nu afdøde sanger virker mest af alt som konceptuel staffage. Ariel Pink kommer ikke til at gå i graven som en stakkel, der aldrig fik sig en karriere i musikbranchen, men Dedicated to Bobby Jameson vil gå over i musikhistorien som noget rod, der drukner i uendelige rækker af referencer fra musikkens leksikon.

★★★☆☆☆

 

Deltag i debat