Plader

Bisse: 19.6.87

Skrevet af Peter Boier

Bisse er blevet mindre gal, men tilsvarende også mindre genial på sentimentalt og vellydende barndomsalbum.

Bisse er gået i barndom. Efter sidste års dødsalbum, Højlandet, har Bisse og sit faste backingband, Bissebanden, turneret Danmark rundt, indspillet en sang om at få tæsk i Jylland og lavet et nyt album. Albummet skulle oprindeligt have været klart på hans fødselsdag i juni, men er først landet i september. 19.6.87 er dermed en efterårsplade både af udgivelsesdato og af lyd.

Efter at have lyttet til andensinglen, “Legeaftale”, og kigget på sangtitlerne kunne man frygte, at det ville være en glad og munter plade. Den frygt viste sig at være meget ubegrundet. 19.6.87 gennemstrømmes af rå, grå efterårsmelankoli, der gennemskinner det meste af pladen. Albummet bevæger sig rundt i spinkle, klare guitarfigurer, kolde molakkorder og billeder af efterårets forfald.

19.6.87 præsenteres man for en langt mindre rablende Bisse end normalt. Mange af sangene er langsommere og mere stemningsfulde, end hvad man blev præsenteret for på Højlandet. Her er både strygere, blæsere og sågar børnekor – og produktionen er flot og overdådig.

Det høres især på “Idrætshallen”, hvor han spoken word snakker over et strygerarrangement, der leder tankerne mod moderne minimalisme a la Johánn Johánnssonn eller Max Richter. Eller på “Drøm til min far”, hvor han synger om sin fars blodprop henover et elegant, små-barokt strygerarrangement, der er arrangeret af pianisten Adi Zukanovic.

Musikaliteten strømmer gennem albummet, og der er mange flotte strukturer og detaljer i mødet mellem synthesizere, børnekor og de orkestrale lag. Det kommer især til udtryk på pladens ubestridte højdepunkt, “Se frem”, der dystert slæber sig frem i verset, før Bisse og et børnekor åbenbarer et omkvæd, der er så stort, pompøst og frelsende, at man nærmest opnår katarsis. Det ville passe perfekt ind på noget så storladent som Mews And the Glass Handed Kites (2005).

Det mindre rablende udtryk fremhæver til gengæld også 30-årige Thorbjørn Radisch Bredkjærs tekster, der gennem albummets 13 numre bevæger sig fra den ene voldsomme banalitet til den anden. På flere sange er det decideret forstyrrende for sangen. På “Legeaftale” synger han om computerspil og provinsbyen »Ki-ki-ki-kirke Hyllinge«. På “Tusindårsungerne” synger han om sit forhold til sin bror, men med så banale formuleringer som »Undskyld, at jeg forstyrrer dig« og »Du’ min bror/Jeg er din bror/Vi har den samme mor«, formår Bisse simpelthen ikke at løfte det op på et højere, mere universelt niveau.

Det er langt fra Peter Sommers sproglige elegance eller sågar Bisses egne tidligere album, hvor rablende og fantastiske “Shotgun for dig” eller “Kærlighedsbarnet” har så meget mere nerve og universalitet. Værst er det på “Idrætshallen”, hvor det smukke strygerarrangement falder i baggrunden for Bisse, der synger om en idrætshal i Kirke Såby, hvor han er opvokset. Hverken mere eller mindre end det. Det er ærgerligt og et gennemgående forstyrrende element på en ellers flot og ambitiøs plade.

Det er nobelt at ville fortælle sin egen barndomshistorie, men spørgsmålet er, om ikke Thorbjørn Radisch Bredkjær simpelthen har haft en for almindelig opvækst i middelklasseidyl? Det almindelige kan ofte være uinteressant, hvis man ikke formår at hæve det til et højere, universelt niveau – og det formår Bisse ikke på 19.6.87. Det er simpelthen, for det meste, kedelige historier, hvor Højlandet lyrisk var langt mere spændende, sprudlende og varieret.

Der er dog heldigvis også flotte, rørende øjeblikke. Kun akkompagneret af sin guitar fortæller han på “Alenedag” om en barnepige, der mistede livet – og i omkvædet løfter syntetiske strygere sangen op til smukke tinder. “Fuldt flor” er også flot og poetisk. En linje som »Disse februardage på Blåbærfjeldet gled som rødstrikkede svaner over den snehvide sæter« maler eksempelvis et flot, poetisk billede af den danske vinter.

Bisse er kommet ned på jorden igen efter sin majestætiske magtopvisning i Store Vega i foråret, der var en af undertegnedes største koncertoplevelse med en dansk kunstner overhovedet. Kompositionerne er blevet mere sofistikeret. Det er elegant, det lyder godt, og der er gode melodier. Men teksterne er på flere sange et decideret forstyrrende element, der alt for ofte træder vande i banale barndomsminder. Han er mindre gal, mindre strittende og rablende. Men også mindre genial og vild. Det er en langt mere voksen plade.

Bisse er pludselig blevet voksen.

★★★★½☆

Deltag i debat