Interview

Nelson Can: Forbilleder for en mere frigjort generation

Foto: PR
Skrevet af Camilla Zuleger

Med udgivelsen af EP3 er danske Nelson Can nået frem til en ny lyd, der er rigtig meget dem selv. De seneste år har de lagt fundamentet for den store succes, de nu oplever, og med deres catchy riffs og modet til at drømme stort, har de bevist, at de er meget mere end “bare” et pigeband

Solen skinner i Aalborg, hvor Nelson Can sidder udenfor på en håndholdt Facetime-forbindelse og har afsat 20% batteritid til Undertoner inden fredagens koncert på Studenterhuset. Signe Tobiassen, Selina Gin og Maria Juntunen udgør den trio, der den seneste måneds tid har været snart sagt overalt: Fra “P3’s uundgåelige” til forsiden af Gaffa.

Selvom bandet lagde ud med noget af en hype, da de først meldte sig på banen i 2012, er det i dag først og fremmest hårdt arbejde og ihærdighed, der har skaffet bandet successen. For bare at nævne et par højdepunkter mere, har de været opvarmning for både Royal Blood og The Black Keys og leveret lydtapet til både biograffilm, reklamefilm og H&M’s butikker. I dag kan man desuden læse, at bandet, ifølge den uofficielle (men ikke mindre interessante af den grund) side P6 Trends, står for den mest spillede sang på P6 Beat de sidste 30 dage med den nye single “Break Down Your Walls” sammen med Bisses “Legeaftale”.

Trods det at det danske gennembrud synes cementeret, er der én ting, internettet, journalister og bloggere altid vender tilbage til: Kvindebandet Nelson Can. For i diskussionen om den mandsdominerede branche og den ulige repræsentation på landets festivaler er en succes skabt af kvinder stadig en god historie. Så god, at vi nogle gange glemmer, at Nelson Can først og fremmest er et skidegodt, velspillende og sympatisk band.

»Kvindeband eller rockband?« spørger jeg over telefonen og et rungende, enstemmigt ROCKBAND gjalder tilbage.

»Altså, man har heller ikke lyst til at slette, at man er kvinde, men det er bare ikke det vigtigste,« siger Selina, der er gruppens forsanger, der som Signe på bas og trommeslageren, Maria deler ønsket om, at der kommer et tidspunkt, hvor det slet ikke spiller en rolle længere. For Signe er den dag måske tættere på, end man turde håbe:

»Jeg tror, at der kommer en yngre generation nu, som ikke går så meget op i, hvad andre tænker, som vi gjorde, da vi var 15-16 år. Der kommer en mere frigjort generation, og det kommer også til at afspejle sig i mængden af kvindelige musikere,« siger hun.

Problemet, som hun ser det, er ikke nødvendigvis at blive omtalt som kvindeband, men derimod, at dette leder til en sammenligning af bands, som udelukkende baserer sig på køn, og det er noget musikalsk sludder:

»Vi oplever tit at blive sammenlignet med Baby in Vain og Velvet Volume alene, fordi vi er kvinder, og selvom vi genremæssigt ligger milevidt fra hinanden. Folk udstiller deres uvidenhed her, og det er lidt blevet en on-going joke.«

I bandet er de godt klar over, at det er en god historie, at de er kvinder, men derfor kan kommentarer om, at man er god af en kvinde at være også blive udmattende i længden. Man kan derfor ikke andet end håbe, at det er levn fra en fortid, der snart er forbi, og håbet blomstrer da også, når man roder rundt i den danske musikmuld, der synes fyldt med kvindelige musikere som aldrig før. Indtil den dag, hvor køn og ligestilling ikke længere er en udfordring, der skal overkommes, håber Selina, Signe og Maria bare, at de kan fungere som forbilleder for både drenge og piger, der har drømme om en dag at stå på de store scener.

»All Stars eller Dr. Martens?« Ja, hvad ellers skulle bandet med rødder i den oprørske punkscene foretrække end de ikoniske læderstøvler. Frem til 2008 havde Selina og Signe sammen med Nelson Cans oprindelige trommeslager, Tami Vibbersdorf, punkbandet Niels På Dåse, der har været udgangspunktet for bandet i dag, der har beholdt navnet i en løs engelsk oversættelse. Og omend skopræferencer måske mest af alt er til en nedladende klumme i Berlingske om kvinder og karriere, ligger det samtidig i forlængelse af et centralt tema i Nelson Cans eget forhold til deres måde at skabe musik på og det at være musiker. Det handler om identitetsmarkører, og ikke bare musikernes egen identitet, men i høj grad også musikkens.

»Med den nye EP, tror jeg, at vi er kommet frem til en lyd, der er rigtig meget Nelson Can. Vi har hele tiden lydt som os selv, men det er helt klart, at vi med den her EP har fundet en nyere lyd,« forklarer Signe, inden hun uddyber:

»Når vi laver musik bliver spørgsmålet om genre måske lidt underordnet. Jeg tror, at man kan sige, at det, vi laver, er musikkens svar på unisex – det kan strækkes i alle retninger.« Maria og Selina griner. Det er vist første gang, de hører den metafor, men alligevel er de enige i, at den er meget dækkende.

»Personligt identificerer jeg Nelson Can som Signe, Selina og Maria,« fortsætter Signe, »jeg er inspireret af rigtig mange ting, men jeg kan ikke lide at måle det, vi laver, op mod noget andet,« når hun at sige, da Selina afbryder: »I virkeligheden vil man jo altid gerne være enestående. Men det kan man kun, hvis man virkelig stoler på hinanden. Det handler om at turde dream big og at sætte nogle høje mål.«

Selv taler de heller ikke så meget om genre, når de skriver musik; derimod dukker termen “dogmer” op. Et udgangspunkt om ikke at bruge guitar er nok det tydeligste af disse. Og det har tvunget gruppen ud i en undersøgelse af, hvad det egentlig er for nogle muligheder den simple struktur af bas, sang og trommer kan. Det gode ved de her dogmer, er de enige om, er, at de aldrig er i tvivl om, hvad der er en Nelson Can-sang og hvad, der skal blive tilbage i øverens trygge rum. Udover dogmets praktiske karakter i forhold til, at ingen af de tre faktisk spiller guitar, har det også givet anledning til en mere dybdegående musikalsk udfording af, hvad lyd er, hvad bas, sang og trommer er, og hvordan de kan få det hele til at gå op i en højere enhed.

»Anmelderdarling eller publikumshit?« Nelson Can har haft et solidt greb i musikscenen det seneste stykke tid. Ikke bare er de i fast rotation på indiebørnenes yndlingskanal P6 Beat, også på P3 går de rent ind både som Ugens Uundgåelige og som optrædende ved prisshowet P3 Guld. Men når det kommer til spørgsmålet, om de helst vil vinde anmeldernes eller publikums gunst, er det ikke så ligetil. For dem er det er værd at stræbe efter at blive et hit hos publikum, men samtidig kan de også glæde sig over i øjeblikket ikke at være nødt til at vælge: Man skal lede længe efter de lunkne anmeldelser.

Når de er lykkedes med det, skyldes det måske, at de ikke er bange for at skabe popmusik. Selina, der ved siden af ikonet Patti Smith nævner Spice Girls som en stor inspirationskilde fra hendes tidlige liv med alt, hvad de havde af power og girl squad-attitude, understreger, at popmusik for dem ikke er noget negativt:

»Hvad er popmusik overhovedet? Det er jo bare det, som er populært. Og nu siger jeg lige noget mega klicheagtigt: Vi gør det, musikken vil. Pop er jo rigtig mange ting, og vi er i virkeligheden bare stolte over, at vores musik er catchy,« siger hun.

Bag den brede publikumssucces ligger imidlertid årevis af hårdt arbejde. Ikke bare har de skrevet og udgivet debutalbummet Now is your time to deliver (2014) og nu tre EP’er, de har også grundlagt deres eget label og selv styret alt fra momsregnskaber til websiteopdatering og udsendelse af plader. Men netop fordi de ved, at den gode modtagelse, de har med udsolgte koncerter og masser af airplay, er resultatet af hårdt arbejde og ikke bare en hurtig hype, er det også så meget mere tilfredsstillende at være Nelson Can i dag. Og det gør det selvfølgelig ikke værre, at de nu kan se frem mod nye højder, efter at de er blevet signet i England, har fået et stort management og har mennesker, der arbejder for og med dem både i Danmark, England og USA. The sky is the limit.

Nelson Can er netop nu på Danmarksturné, og du kan stadig nå at opleve dem rundt omkring i landet. Se hele tourplanen her

1 kommentar

Deltag i debat