Interview

Nikolaj Nørlund: På jagt efter den europæiske orkesterklang

Nikolaj Nørlund og Adi Zukanovic sammen med Copenhagen Phil. Foto: Ari Zelenko.

Flygtningekrisen har vækket Nikolaj Nørlunds europæiske identitet, der skinner igennem på hans nye album Skamskudte fugle.

Snart er den 52 årige indie-veteran Nikolaj Nørlund klar med sit niende soloalbum, Skamskudte fugle, der er blevet til i samarbejde med symfoniorkestret Copenhagen Phil. Nørlund og orkestret arbejdede sammen om albummet Villa, der udkom sidste år, men ét album sammen med orkesteret var bare ikke nok. Rockmusikeren var ikke færdig med at udforske orkesterklangen, og allerede til efterfesten for uropførelsen af Villa var både orkester og Nørlund enige om, at det her ikke bare skulle være en engangsting, fortæller Nikolaj Nørlund, da Undertoner møder ham til en snak om det nye album.

Til forskel fra Villa har Nørlund denne gang skrevet på symfoniorkesterets præmisser, så der ikke engang blevet plads til guitar på Skamskudte fugle – og kun en sjælden gang i mellem får trommerne lov til at sætte ind. Arrangementerne er skrevet i samarbejde med pianisten Adi Zukanovic (Bisse, Irah, Oh Land og mange flere), og så er der en europæisk identitetsfølelse, der har sneget sig ind i Nørlunds tekstunivers.

Sidste år fortolkede han Lulu Ziglers ”Den sidste turist i Europa” fra 1948 på EP’en Turisten, og førstesinglen fra det nye album hedder ”Vores europæiske kærlighed”. Men lad os vente et øjeblik med Europa og starte med, hvordan man som rockmusiker skriver musik til et symfoniorkester – eller et sinfonietta, som det egentlig hedder, da orkesteret er mindre end et normalt symfoniorkester.

Har det ikke været ret anderledes at skrive til et orkester end til et rockband?

»Når jeg skriver, er det ret projektorienteret. Det betyder, at jeg allerede har besluttet mig for, hvem der skal spille med på pladen, og hvilken lyd den skal have. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har skrevet en sang, uden jeg vidste, hvem der skulle aftage den, og sådan var det også med Skamskudte fugle. Sangene er næsten udelukkende skrevet på klaver, hvor jeg ellers har skrevet meget på guitar. Adi og jeg overgav os til orkesteret og sagde: ’Okay, hvordan kan vi så bruge det?’«.

Jeg synes godt, man kan høre, at sangene ikke er skrevet på guitar. Hvordan har det været anderledes at skrive til et orkester?

»I forhold til harmonier er det de mest komplekse sange, jeg har skrevet. Vi besluttede at pille rytmerne ud af sangene, og det var befriende. Der er noget farligt og udfordrende i, at tempoet ikke er ligeså udpenslet, og at det får lov at ligge i vokalen. På Villa var det lyden af en rock-rytmegruppe, der mødte et orkester, og det er jo fedt på sådan en Scott Walker-måde. Men jeg synes, det var ret interessant ikke at have det på den her plade. Det er med til at give musikken en lyd, som vi har for os selv, indtil videre. Det minder ikke om så meget andet populærmusik. I modsætning til blues og jazz mangler den klassiske musik stadig at blive omfavnet af populærmusikken, men det skal nok komme snart«.

Har du ikke været bange for, at det vil lyde for kompliceret?

»Det er jo kunsten at få komplicerede ting til at lyde naturlige. Det er jo det Beach Boys og Beatles gør. Man skal jo ikke sidde og høre musikken og tænke: ’Kæft, det har været svært det der’«.

Kommer det ikke også til at lyde mindre kompliceret, når du begynder at synge på sangene?

»Ja. Jeg plejer at sige, at man iscenesætter en sang. Altså hvordan man instrumenterer en sang. Det naturlige (2014, red.) havde en elektrisk iscenesættelse, og Skamskudte fugle har en orkestral iscenesættelse, hvor ambitionen har været at fremhæve dramaet i sangene, der kommer når man laver sådan en iscenesættelse«.

Er den orkestrale musik ellers ikke modpolen til rock?

»Sådan føler jeg ikke, at det er længere. Især mange af de unge klassiske musikere, jeg spiller med, er meget mere åbne og brede i deres tilgang til musikken. Nedbruddet i skellet mellem klassisk og rock begyndte at ske for mange år siden. Da jeg lavede Tændstik i 2003, begyndte jeg at spille med yngre musikere som f.eks. bassisten Nicolai Munch-Hansen. Han var ligeså meget rockmusiker, som han var jazzmusiker. Det samme gælder Anders ”AC” Christensen, jeg har arbejdet med efterfølgende. Han er både en fantastisk rock- og jazzbassist, fordi for de her musikere er det hele bare musik. Det tror jeg også, man vil opleve med nogle af de yngre klassiske musikere. For dem er det bare musik, og sådan har jeg det også. Jeg laver ikke det her, fordi jeg er færdig med rock, men fordi det er det, jeg synes, der er interessant lige nu«.

Se videoen til “Tolv buketter” fra Skamskudte fugle. Artiklen fortsætter efter videoen.

 

Den europæiske følelse

Forud for interviewet, havde jeg fortalt Nikolaj Nørlund, at jeg gerne vil tale om Europa. Det syntes åbenlyst for mig, da mailen fra pr-bureauet om førstesinglen ”Vores europæiske kærlighed” havnede i min mailindbakke, at han havde gjort sig tanker om sit tilhørsforhold til Europa. Jeg foreslår, at vi mødes på Sankt Hans Torv, hvor en ledende politibetjent den 18. maj i 1993 afgav ordren »skyd efter benene«, da der opstod gadekamp mellem politiet og antifascistiske demonstranter. Der blev i alt affyret 113 skud. Tidligere på dagen havde Danmark stemt ja til Edinburgh-aftalen, der resulterede i Danmarks fire EU-forbehold.

Hele denne baggrund for vores mødested når jeg dog slet ikke at få præsenteret for Nikolaj Nørlund. Nærmest inden jeg får indført et ord, kommer han selv ind på sammenhængen mellem klassisk musik og Europa.

»Lyden af klassisk musik og et symfoniorkester er jo noget, vi har i Europa. Der er selvfølgelig nogle amerikanere, der har samlet det op, men ellers har vi det for os selv. Det er en meget europæisk ting, og når man iscenesætter sangene på den her måde, får man nogle meget større nordiske og europæiske geografier ind i musikken end bare det københavnske og det danske. Jeg synes, det er interessant at bruge de associationer, man får, når man høre nogle bestemte klange, og den her gang var de nordiske og europæiske«.

Europa er begyndt at fylde mere og mere i din musik. Hvor europæisk føler du dig?

»Det er en følelse, der er meget stærk i mig. Jeg kan simpelthen mærke i kroppen, at jeg føler mig europæisk på samme måde, som man føler sig meget dansk. Europa er ikke nogle, der er ude efter os. Europa er en del af os. Jeg vil ligeså gerne hejse et EU-flag, som jeg vil hejse et Dannebro, og jeg vil hellere have Angela Merkel som min leder, end jeg vil have Lars Løkke Rasmussen«.

Hvorfor vil du hellere have Angela Merkel som din leder?

»Jeg synes, idéen om ’Wir schaffen das’ er rigtig smuk. Det er udansk, når man siger, at vi ikke har plads til 500 kvoteflygtninge. Der er masser af plads til flygtninge her. Vi er et land, som har det skidegodt, og det forpligtiger til, at man så skal være dem, der siger og gør de rigtige ting på det rigtige tidspunkt, fordi vi har råd og overskud til at vise os som et godt eksempel. Derfor er det også befriende at kunne rykke sin identitet et hak ud og tage Europa med. Ikke fordi Europa er perfekt, men det må man så arbejde med. Jeg synes f.eks., det er frygteligt, at man har nogle lande i Østeuropa, der ikke vil tage deres flygtninge og bære sin del af byrden, fordi de har nogle dybt højreorienterede regeringer. Samtidig bliver de lande, der modtager flygtninge, presset så meget hårdere, og de får så mange problemer med det, at højrefløjen også går frem i de lande. Det er til at tude over, at fordi nogle regeringer er dybt asociale, kan de påvirke, hvordan et valg går i et andet land«.

Har du altid har følt dig som europæer, eller det er noget, der er kommet senere hen?

»Jeg føler det stærkere nu end nogensinde, men det har altid været det kontinent, som jeg har følt mig en del af. Det er jo et smukt kontinent, og jeg elsker historien, dybden, udviklingen, musikken og overskuddet til at sige ’Wir schaffen das’. Mine forældre var modstandsfolk under krigen, og min far sad i Frøslevlejren. De gav mange ofre, og det var ikke kun for Danmark. Det var et forsvar for Europa, for Danmark kunne jo ikke vinde nogen krig alene. Men den følelse bliver fortyndet, jo flere generationer man kommer væk, og jeg tror, det betyder noget for min europæiske identitet, at jeg er barn af folk, der har oplevet krigen. På det tidspunkt var det alt eller intet, og sådan er det også lidt nu, for hvis vi taber Europa til de højre-ekstreme, så mister vi det hele«.

1 kommentar

Leave a Reply