Anbefalet

Oktober-koncerter II: Stortyve og præster fra Amerika stjæler bleg honning og dårlige frø

Big Thiefs 26-årige frontkvinde Adrianne Lenker skrev sin første sang, da hun var otte. Foto: PR.
Skrevet af Simon Freiesleben

Udvalgte koncerter for anden halvdel af oktober måned

Herunder kommer redaktionens koncertanbefalinger for slutningen af oktober, og temaet må denne gang være, at koncerterne fortrinsvis klumper sig sammen sidst på måneden. Først og fremmest slipper vi ikke uden om, at en vaskeægte legende lægger vejen forbi Royal Arena den 20. oktober. Hvis du ikke allerede har erhvervet dig en billet til at opleve mørkets fyrste og hans slæng, så kan det dog blive svært. Koncerten med Nick Cave & The Bad Seeds har nemlig været udsolgt i månedsvis.

Søndag den 22. oktober kan du opleve noget så sjældent som gedigen old-school souljazzet engelsk hiphop, der er helt fri fra den grime-lyd, der ellers har domineret den britiske rapscene i adskillige år nu. Den unge Loyle Carner lyder ikke blot som et nyt stjerneskud, hans debutalbum Yesterday’s Gone har også høstet adskillige anmelderroser. Lever han op til hypen live? Der er ikke andet for end at dukke op i Pumpehuset, hvis du vil finde svaret på det spørgsmål.

Da den amerikanske noisekunstner Pharmakon indtog Roskilde Festivals intime scene Gloria i 2015, gav hun med sine metalplader beklædt med kontaktmikrofoner publikum »et sonisk nyrehug og et glimt ind i uendeligheden,« ifølge Undertoners udsendte. Bag projektet står den spinkle Margaret Chardiet, der med sin in-your-face stil gør op med klicheen om, at noisekunstnere partout skal være distancerede og introverte. Undertoner kvitterede dengang med 5 U’er, og vi glæder os meget til at se, hvad Pharmakon denne gang har tænkt sig at udsætte publikum for. Spiller i Aarhus på Tape den 26. oktober og i København på Loppen den 27. oktober.

De seje svenske flickor fra Pale Honey har gæstet adskillige danske spillesteder, siden undertegnede første gang oplevede dem på sidste års udgave af Spot Festival. Siden da har duoen fået markant mere selvtillid live, og deres indierock-coolness virker i dag knap så påtaget. Gruppens andet album Devotion, der netop er udkommet den 13. oktober, er et mindre kvantespring fremad for duoen, og ikke mindst singlen “Real Thing” er en ørehænger. De kan i denne omgang opleves i Aalborg på 1000Fryd den 27. oktober og i København på Ideal Bar den 28. oktober. Hvis det skulle være gået din næse forbi, så husk at deltag i vores konkurrence, hvor du kan vinde billetter til koncerten på Ideal Bar samt lækre vinyler.

Samme datoer kan du opleve den alternative amerikanske punkband Priests på henholdsvis Stengade (27. oktober) i København og på Radar (28. oktober) i Aarhus. Gruppen udgav i januar albummet Nothing Feels Natural, hvor gruppen presser begrebet punk til dets spændvidde med eklektiske referencer til alt fra funk, til jazz og til rendyrket pop. Arven fra The Talking Heads og The Clash lever tydeligt i Washington-gruppens herligt genreudfordrende musik.

Du kan som altid gå på opdagelse i Undertoners koncertkalender for at få et større overblik over forskellige koncerter.

2 kommentarer

  • Pale Honey spiller ganske rigtigt på 1000fryd, men 1000fryd er i Aalborg og ikke i Århus.
    Kan I rette det?

  • Hej Rune. Ja, det er det da i allerhøjeste grad! (ellers havde jeg da i hvert fald forvildet mig et forkert sted hen, sidst jeg var på 1000fryd!). Det er en svipser – jeg retter med det samme.
    Mvh Camilla/koncertredaktør på Undertoner

Leave a Reply