Koncerter

Shabazz Palaces, 06.10.17, Jazzhouse, København

PR-foto: Victoria Kovios
Skrevet af Fie Neergaard

Shabazz Palaces’ syrede, håndspillede univers fascinerede og fremmedgjorde i to timer lang maratonkoncert.

Er man træt af stereotyp hiphop med al sin materialisme, objektificering af kvinder og overdrevne machoidealer, er Seattle-duoen Shabazz Palaces et godt alternativ. De både udfordrer hiphoppen tekstmæssigt og lægger sig langt fra nye tendenser og gammelskole virkemidler.

Duoen, der består af frontmanden Palaceer Lazaro og multiinstrumentalisten og delvis korsanger Tendai Marare, præsenterer en anderledes, syret lyd, der i den grad aktiverer lytteren, hvis denne skal undgå at stå af, inden toget når endestationen. Den lyd havde de taget med sig i et fyldt Jazzhouse fredag aften, og vi fik rigeligt for pengene. Mere end rigeligt.

Næsten marcherende indtog Shabazz Palaces scenen med karikerede solbriller og halskæder, der er langt fra tidens tendenser, og mere virkede som en kommentar end et fashion statement. Bag en større samling bongotrommer placerede Tendai Marare sig, mens Palaceer Lazaro placerede sig bag computeren, trommer og synth. Forfriskende var det at se en rapper og sin kompagnon levere håndspillet hiphop, der var stramt tilrettelagt og tilmed tilføjet koreograferede bevægelser.

Men efter fascinationen af det anderledes liveudtryk begyndte at svinde hen efter en halv time, blev duoens mudrede og udsyrede, gentagende lyd svær at følge med i. Heldigvis kom numre som “Swerve”, der vækkede genkendelse hos flere, men min egen begejstring gik igen hurtigt tabt i de ensformige, kradse beattrommer og de håndspillede bongofinesser.

Stort set uden pauser fik vi et to timer langt sæt i al sin sammenflydende “syrethed”, og aldrig har violinsamples og melodi været så tiltrængt, som da “Shine a Light” kom på som det sidste nummer. Shabazz Palaces havde ikke gjort noget for at førstegangslytteren skulle få en nem oplevelse til den her koncert, da det lød, om muligt, endnu mere syret live end på plade.

Tilføjelsen af ekstra messende snak over introen til numrene gjorde, at de virkede endnu mere sammenflydende, og det blev svært at skelne mellem snak, melodi og kradse lyde. Hvor imponerende håndværket end var, var det stadig svært ikke at falde hen i egne tanker, når man ellers skulle befinde sig i Shabazz Palaces’ syrede, futuristiske univers.

★★★☆☆☆

Deltag i debat