Koncerter

The Drums, 24.09.17, Pumpehuset, København

Foto: PR
Skrevet af Ulrik Høgh

Brooklyn-bandet, som efterhånden er reduceret til Jonny Pierces soloprojekt, vendte tilbage til Danmark på turné med det dybt personlige indiepopalbum “Abysmal Thoughts”.

På trods af den kun halvt fyldte sal var der en forventningsfuld atmosfære i Pumpehuset, da The Drums gik på scenen denne søndag aften. Al opmærksomhed var fra første øjeblik samlet om frontmand Jonny Pierce, som, iført blå kedeldragt og sin karakteristiske platinblonde grydefrisure, satte dansefesten i gang på ”I’ll Fight for Your Life”. Allerede her kunne man fornemme, at den lette sommerlige stemning fra The Drums’ plader denne aften var trådt i baggrunden og gav plads til et mere rocket udtryk, som især stammede fra Danny Allens hårde og insisterende trommespil.

The Drums lagde vejen forbi Pumpehuset som del af en europæisk efterårsturné på ryggen af deres fjerde album, “Abysmal Thoughts”. På albummet demonstrerer Brooklyn-bandet deres rumklangsspækkede indiepop i den hidtil reneste destillation. Band er dog efterhånden en tilsnigelse, idet The Drums siden debuten i 2010 er gået fra en kvartet til et soloprojekt for Jonny Pierce, som selv har indspillet alle instrumenter på det seneste album. Denne aften holdt Pierce sig dog til rollen som forsanger og overlod instrumenterne til tre musikere, som alle havde turneret med The Drums før.

Den energiske begyndelse fortsatte med de The Cure-klingende sange ”Best Friend” og ”Book of Stories” fra debutpladen samt ”Heart Basel”, hvor de forreste rækker for alvor begyndte at følge Pierces dansende eksempel. Herefter blev koncertens tempo sænket med ”Days”, hvor Johnny Aries’ bas overlegent drev nummeret fremad, og gav os det første store højdepunkt. Der var dog kun tale om et kort hvil til fødderne, der naturligvis ikke kunne holdes i ro til den uimodståelige ”Let’s Go Surfing”, som blev leveret i en ganske tung version.

Det gik derefter direkte over i den djævelsk hurtige ”Money”, hvor Pierce kom helt ude på scenekanten og rakte mikrofonen ud mod publikum i omkvædet: »I want to buy you something / But I don’t have any money / No, I don’t have any money«. Intensiteten voksede støt igennem nummeret og kulminerede med Pierce dansende rundt om sig selv på scenen til de sidste toner, mens publikum smed de sidste forbehold og overgav sig helt. En meget velfungerende magtdemonstration fra The Drums, sådan at fyre sine to største hits af i træk midt i koncerten.

Der var flere højdepunkter rundt om hjørnet: ”How It Ended” skilte sig ud fra resten af sættet med sin The Smiths-agtige rytme. Nummeret bød på glimrende samspil mellem de to guitarister Johnny Aries og Tom Haslow, der mødtes midt på scenen og spillede med front mod hinanden. Som sidste nummer i et formidabelt sæt havde The Drums gemt et af 2017’s hidtil bedste numre, ”Blood Under My Belt”. Da bandet forlod scenen med et kort »Copenhagen, thank you!« var publikum på ingen måde parate til at erklære weekenden for afsluttet.

The Drums vendte tilbage med et par af aftenens mindre vellykkede indslag. ”What You Were” lød lidt for meget som koncertens øvrige numre fra albummet Portamento – men uden nogen bestemt retning. ”Rich Kids” faldt lidt igennem med sin meget simple sangstruktur og sluttede nærmest, før den kom i gang.

Herefter skete der noget, som der sikkert var delte meninger om. Hidtil havde Jonny Pierce holdt kommunikationen med publikum på et minimum, men gik så helt i den anden grøft med en tale på flere minutter. Udover en varm tak til publikum for at have »blown our socks off«, serverede Pierce en tallerken livsvisdom om at acceptere sig selv og ikke bekymre sig om, hvad andre tænker. Det var svært ikke at tænke på Pierces opvækst som homoseksuel søn af to præster i Pinsekirken i den lille amerikanske by Horseheads. Derfor var det også helt naturligt, at koncerten fortsatte med ”Head of the Horse”, hvor Pierce over et slæbende trommebeat smukt fortæller sin triste historie: »Well I fell in love and told them I was happy / My dad hugged me and said this would be the last hug«.

På koncertens to sidste numre fik Jonny Pierces vokal for alvor lov til at folde sig ud, og det var en meget fin tilføjelse til det samlede indtryk. »We don’t play this often. This is a special night,« sagde han, inden ”If He Likes It Let Him Do It” blev sat i gang uden trommer, men med Pierce, Aries og Haslow samlet midt på scenen i treenighed. Jonny Pierce er blevet skilt og har mistet tre bandmedlemmer, men hans musikalske projekt The Drums har i allerhøjeste grad bevaret sin relevans.

The Drums satte ikke mange fødder forkert i Pumpehuset. Sangene fra Abysmal Thoughts var præcis lige så velfungerende live, som jeg havde forventet, mens de ældre sange på trods af 80’er-referencerne lød helt friske. I løbet af de fem kvarter nåede jeg både at blive revet med af utallige dansable hits og at føle mig inviteret helt ind i Jonny Pierces tanker og følelser. Når koncerten alligevel ikke får topkarakter, skyldes det dels den lidt svage start på ekstranumrene og dels, at stemningen i den halvfyldte sal – på trods af bandets og publikums ihærdige forsøg – aldrig blev helt elektrisk.

★★★★★☆

Leave a Reply