Plader

Vigsø: Brud EP

Skrevet af Maja Hirani

Rapperens anden EP byder på original og ærlig tekstskrivning, der leveres med teknisk omhyggelighed og stort kunstnerisk mod.

»Må jeg ikke være din brud, kan du få et åbent et«

For en dansk rap-entusiast har Anna Vigsøs navn efterhånden længe været velkendt. I mere end et halvt årti har man kunne følge hendes nervepirrende eventyr på battlescenen, hvor hun med både opture og seriøse nedture har varslet om en stødt stigende progression. Selvom battlerappen endeligt blev lagt på hylden til fordel for sidste års debut-EP – den Dj Noize-producerede Under overfladen – har Vigsø bevaret den fundamentale kærlighed til hovedrystende uanstændige, arrige punchlinerim, som hun overbevisende formår at overføre til reelt substantiel tematik i hendes musik. Det i sig selv er lidt af en bedrift.

Kort efter udgivelsen af Under overfladen, fik det etablerede mediebillede øjnene op for rapperen, og man forstår hvorfor. Under overfladen var ret bemærkelsesværdig: EP’en dannede et gennemgående uskønt, eksperimenterende selvportræt af en uprøvet, men åbenlyst cool, grænsesøgende, selvbevidst kunstner der udforskede rappens fortællende former i en konceptuel og ambitiøs opsætning. For mig endte debut-EP’en dog mere som en lovende idé på tegnebrættet end en egentlig musikalsk oplevelse. Med Brud har (tekst)universet heldigvis åbnet sig, sproget er blevet mere levende, teknikken er blevet skarpere, og der er ingen tvivl om, at Vigsø igen tager endnu et skridt frem.

Det første, der slår mig på den nye EP, er, hvor ubesværet hendes flow er blevet. Der er en helt anden ro til stede end tidligere, og det åbner op for en langt mere nuanceret levering. Hendes vokal og indlevelse bobler af finesse og overblik hen over EP’ens seks numre, hvor hun effektivt veksler mellem forskellige stile, der indfanger indholdets dynamik: En dynamik mellem den dystre afgrundsfølelse og den mere selvsikre, flabede, nærmest barnagtige ubekymrethed, der konstant stilles op som modpol. EP’en åbner med et af pladens måske stærkeste numre ”Mørkt forår”, hvor Vigsøs tekstskrivning øjeblikkeligt imponerer. »Du’ en motherfucker / en motherfucker / mine veninder de vil suckerpunch’ dig / kalder mig tidsløs litteratur når jeg / ser det smukke i du knuser mens du holder om mig«, lyder det. Overalt på EP’en jagter Vigsø en dualitet i tekstuniverset, hvor bizarre hverdagskontraster mellem godt/ondt, pænt/grimt, glad/vred, lykke/ulykke etc. holdes frem til åbent skue.

Mens ”Mørkt forår” er et godt eksempel på, hvordan dét projekt bæres hjem af ret blæret tekstskrivning, begynder den konstante higen efter kompleksitet desværre også at tangere det kliche-prægede flere steder på EP’en. Allerede på andet nummer, ”Brud”, bliver man spist af med relativt uoriginale billeder som: »Iklæd mig en klovnedragt / og lad os drikke Fun-saft og se en film om voldsmassakrer«.

Nuvel, ”Brud” indeholder også uforglemmelige linjer som f.eks. den helt uimodståelige: »Har opkast på min ankelsok / ar på min sarte krop«. Samlet ender nummeret som et af EP’ens bedste. Det er der måske en anden årsag til. For hvor de fleste numre på EP’en gæstes gavmildt af sangerinden Anja Stenstrup, så er ”Brud” et af de numre, hun er mindst med på. Det ene sungne omkvæd efter det andet er decideret unødvendige i længden. Opskriften er for sikker, stilen synes for overtænkt. Vigsø viser i øvrigt på både ”Mørkt forår”, ”Brud”, ”Ikke glad”, og det fjerde højdepunkt – den episk fordærvede, men alligevel mærkeligt sårbare ”Forbudt frugt” – at hun har rigelige evner til at levere seriøst fængende og skarptskårent omkvædsmateriale på egne ben. Udover deres ret fine samspil på ”Ikke glad”, så er der ikke meget ved Anja Stenstrups bidrag, der retfærdiggør hendes konstante tilbagevenden på EP’en. Reaktionen fra lytteren ændrer sig snarere fra noget i retning af føj-det-er-godt-sagde-hun-lige-det-der igennem versene til en langt mere forudsigelig nå-ja-så-fik-vi-også-lært-en-ny-sang-i dag-følelse, når omkvædene nærmest afbryder intensiteten.

Lydsiden på Brud er endnu en gang orkestreret af DJ Noize. Det er kort fortalt en konsistent vellydende affære, men som med så mange andre af Noizes projekter, er der alligevel lidt noget anonymt og tandløst over det. I EP-format er det et udmærket baggrundstæppe, men de polerede, sommetider generisk-lydende produktioner i sig selv får aldrig rigtig etableret nogen selvstændig identitet, der matcher Vigsøs fandenivoldskhed.

Samlet set er Brud en kompakt, velskrevet EP, der trods alt rummer flere højdepunkter end skuffelser. EP’en er garant for original og ærlig tekstskrivning, der leveres med teknisk omhyggelighed og stort kunstnerisk mod. Selvom hverken lydsiden eller opbygningen omkring omkvædene nødvendigvis tilføjer noget ekstraordinært positivt til det samlede billede, lykkes det alligevel for EP’en at efterlade lytteren med masser af øjeblikke, der overrasker, imponerer, forarger og underholder. Der er fortsat rigt potentiale til musikalsk udvikling, hvilket vi forhåbentlig vil få at se på den fuldlængde-debut, rapperen endnu har til gode.

★★★★☆☆

Leave a Reply