Koncerter

Cigarettes After Sex, 04.11.17, Lille Vega, København

Skrevet af Peter Boier

Cigarettes After Sex i Lille Vega var en stram, men vellydende stiløvelse uden eksplosioner og med for få fortryllende øjeblikke.

Den amerikanske indiepopkvartet Cigarettes After Sex er netop taget på deres første verdensturné efter at have slået igennem på kort tid via internettet og udgivet deres selvbetitlede debutalbum i sommer. Nu kom turen så til København og Lille Vega.

Jeg var på forhånd spændt på, hvilken tilgang texanerne ville have til deres koncerter. Om i hvor høj grad, at stiløvelsen, som bandet kompromisløst gennemfører på albummet, ville blive fortsat live. Det gjorde den. Den udsolgte koncert var stilsikker – ja, nærmest et studie i stram stiløvelse. Bandets sensuelle sengekantspop (der var også mange par i salen) blev fremført skrøbeligt og nærmest henslængt. Præcis som på pladen.

Klokken præcis 22.00 går de fire mænd på scenen. Alle i sort, og alle med ét instrument. Én på bas, én på ét keyboard, én på trommer og forsangeren Greg Gonzalez. Efter “Young and Dumb”, hvor det er tydeligt, at lyden lige skal justeres, falder det hele mere til rette på “Sweet”.

»Nå, vi venter stadig på hende den femte,« udbryder en kvinde tæt ved, der ikke kan have været den eneste, der hjemme har fantaseret om den kvindestemme, der kælent hvisker »You’re so sweet«. Men der er intet femte bandmedlem. Det er blot Gonzalez’ androgyne sangstemme, der forsøger at forføre Lille Vega lørdag aften. Han er iklædt en løstsiddende læderjakke og ligner en mand, der ikke har været i bad i dag. Men det passer også til deres lyd, som bandnavnet beskriver meget rammende.

Herefter følger en stærk tretrinsraket af “Opera House”, “K” og “Sunsetz” og efter sidstnævnte spørger et par, lidt i spøg, om ikke de efterhånden har hørt det samme nummer flere gange i træk, før de genoptager deres intense kyssen. Det er ikke helt forbi.

Publikum tager godt imod de indadvendte texanere, og bandet får flere bifald efter eksempelvis “K”. Kort efter mumler Gonzalez sine første ord og overrasker hele salen med en stemme, der minder mere om fysikeren Stephen Hawkings computeriserede stemme end om Gonzalez’ kælne stemme, når han synger.

Efter “Affection”, et af bandets ældre numre, begynder jeg at kede mig. Kede mig over, at det er det samme. At det er for professionelt og stramt. At der ikke kommer et pludseligt udbrud af raseri. Af nerve. Af vildskab – og af vilje. Betyder det her noget? Betyder det, vi er fælles om her, noget? Stemningen fungerer fremragende på albummet, som man kan fordybe sig i alene. Blandt et snakkende publikum virker det malplaceret og unødvendigt fasttømret i stilen. Det er en fremragende stiløvelse. Men det er virkelig en stiløvelse. Og efter deres første koncert i Danmark, ikke meget mere end det.

Heldigvis kulminerer aftenen lidt hen mod slutningen, da de spiller debutalbummets bedste sang, “Each Time You Fall in Love”. For første gang bliver stemningen helt opslugende. Omsluttende. De melodiske, følsomme guitartoner frembringer lukkede øjne. Rammer rent og fortryller. Jeg smiler for mig selv.

Efter “Apocalypse” og store klapsalver takker Gonzalez for aftenen og smiler diskret for første gang. Bandet forlader scenen under store klapsalver, før de vender tilbage med “Dreaming of You” som ekstranummer.

Det er Cigarettes After Sex’ første verdensturné, og de har udgivet én plade. Det sætter selvfølgelig sine begrænsninger i det tilgængelige materiale. Men man kunne savne, at de leger med liveudgaverne. Musik, der i så høj grad fokuserer på at skabe en stemning, kan sagtens bære, at man for eksempel lader nogle outroer svæve af sted i flere minutter. I stedet spillede bandet alt materialet fuldstændig som på indspilningerne.

Mere end en koncert, var det en performance helt uden afvigelser, løsrivelser eller nerve. Cigarettes After Sex dyrker en stemning, der er stærk og ret unik. Når de er gode, er de virkelig gode, som på “Each Time You Fall In Love”. Men i længden og med deres begrænsede materiale føltes koncerten længere end de præcis 60 minutter, de spiller. Det bliver ensformigt og ikke så opslugende og fortryllende, som man kunne have håbet på. Det var slet ikke dårligt. Men det var lidt kedeligt.

★★★½☆☆

Fotos: Mathias Laurvig

Leave a Reply