Plader

Get Your Gun: Doubt Is My Rope Back to You

Skrevet af Daniel Niebuhr

Doubt Is My Robe Back to You leverer Get Your Gun ikke mindst en overbevisende, musikalsk oplevelse, som sjældent tager den direkte vej fra A til B, og som fortjener fuldkommen dedikation fra lytteren fra start til slut.

Der er noget langt mere modent og kontrolleret over Get Your Gun anno 2017. Med tre års distance fra debuten The Worrying Kind, der emmede af indestængt raseri og ugidelig rastløshed, er den nordjyske kvartet vendt overbevisende tilbage med Doubt Is My Robe Back to You, der fremviser dem fra en mere interessant side og i sidste ende mere musikalsk defineret størrelse.

Og selvom den kompositoriske formel for sin vis ikke har ændret sig helt så meget, så lykkedes det heldigvis stadig bandets særegne univers at drage lytteren ind i en af årets bedste, danske musikoplevelser.

Fra starten af byder ”Love Like Feathers” på en nedtonet åbning, der hurtigt brydes af Andreas Westmarks klagende røst. »You’ve been sowing the seeds of lies, harvesting heaps of hatred,« konstaterer han, uden at det lader til, at han har mistet hverken karismaen eller evnen skrive tekster, så man rent faktisk lytter efter. Han er ikke nødvendigvis lige så vred som på debuten, men stadig lige så ærlig og oprigtig – og det er uden tvivl en af Get Your Guns helt store forcer.

Det, der dog primært slår én, er, at der ingen direkte vej fra A til B på Doubt is My Robe Back to You. Ingen lige-på-og-hårdt-ageren á la debutens ”Black Book” eller ”Call Me Rage”, men i stedet masser af eksempler på tålmodig opbygning mod patosfyldte klimakser. Som lytter bliver man som oftest taget i hånden, mens der navigeres forsigtigt fremad på den emotionelle færd, som pladen ikke mindst byder på. Og her er de ambiente virkemidler og semi-dystopiske undertoner i lige så høj grad med til at bidrage til det monokromatiske lydbillede.

Når Doubt Is My Robe Back to You så til gengæld bliver mere ligefrem i sin tilgang, er det sjældent et hovedkulds kast ud i det eksplosive. ”Haywire” tegner sig for pladens mest aggressive udskejelser, men den synes – akkurat som de resterende kompositioner – også stadig at være relativt kontrolleret og behersket i sin fremførsel. I det store hele klæder det ikke bare pladen, men også Get Your Gun som band, at den røde tråd i musikken er tydelig at spore.

I modsætning til de mere flerfacetterede passager skal pladen i sine afdæmpede stunder imidlertid kæmpe noget hårdere for at holde niveauet. Der er enkelte øjeblikke, hvor Doubt Is My Robe Back to You momentant glider over i det mere forglemmelige – som eksempelvis på ”Joy of Recognition” – uden at det dog har den helt store indflydelse på det samlede værk.

Get Your Gun er til gengæld er allerbedst på numre som den afsluttende ”Enough for Everyone”. Vi skal hele to minutter ind, før den ambiente synth og det sparsomme guitartema brydes af Andreas Westmarks røst, og næsten to yderligere minutter ind, før kompositionen igen udvikler sig. Intensiteten bølger op og ned, mens vi skiftes til at henholdsvis slæbe og halse os frem mod en konklusion, og som lytter kan man ikke undgå andet end at suge alt i det øjensynligt skrøbelige og raserende lydbillede til sig.

Et frådende klimaks afløses af en diametral modsat outro, som for en sidste gang viser, at Get Your Gun formår at mestre beherskelsens kunst.

Kunne man lide The Worrying Kind, vil man unægteligt også holde af Doubt Is My Robe Back to You. Det er først og fremmest (endnu) et stærkt udspil fra et af kongerigets mest iørefaldende bands, som heldigvis sjældent synes at gøre tingene som flertallet, men ikke mindst også en overbevisende, musikalsk oplevelse, som fortjener fuldkommen dedikation fra lytteren fra start til slut.

★★★★½☆

Deltag i debat