Koncerter

Princess Nokia, 15.11.17, Store Vega, København

Skrevet af Fie Neergaard

For tredje gang i år lagde Princess Nokia vejen forbi Danmark for at demonstrere upåklagelige rapskills og attitudebåren feminisme.

For tredje gang bare i år lagde den kontroversielle og fremadstormende, amerikanske rapper Princess Nokia vejen forbi Danmark. Tidligere på året var det lille Sigurdsgade, der fik fornøjelsen, anden gang gæstede hun store Roskilde Festival og denne gang et af Danmarks bedste spillesteder, nemlig Store Vega. Undertegnede var selvfølgelig til stede alle tre gange.

Første gang, Princess Nokia lagde vejen forbi Danmark, var det med ep’en 1992 frisk fra trykkeriet. Denne gang havde ep’en nået at vokse til albumstørrelse med otte nye numre, som derfor også var nye tilføjelser til livesættet. Ligesom de to andre gange, jeg har oplevet Princess Nokia, fyrede hun de tre største power tracks af fra start; “Tomboy”, “Kitana” og “Brujas”, for så at gå over i de mere old school-lydende numre såsom “Saggy Denim”, “Bart Simpson” og det nyere “ABCs of New York” til de mere dystre rapnumre, såsom “Receipts” og så over i noget ældre materiale fra før 1992.

Der er derfor et problem med fordelingen af energien i sætlisten, når den er så skarpt delt op i stemninger, og dertil var det uden overgange – numrene blev enten bare cuttet af, eller faded antiklimatisk ned. Efter en et år lang turné burde der ellers have været rigelig tid til at øve den slags og finde en bedre variation i sætlisten.

Fremførelsen kan man derimod ikke sætte en finger på. Det er med en selvtillid og en sejlivet passion, at prinsessen indtager en scene, noget der manifesterede sig i høje brøl (der ligesom sætlisten manglede lidt variation) og upåklagelig levering af hendes rim, på trods af at hun tonsede højenergisk rundt på scenen.

Det er svært ikke at blive betaget af rapperen med det lange, fejlfrie, glatte, sorte hår og todelte, hvide outfit a la J-Lo anno 2000, med en tydelig feministisk agenda. Uden undskyldninger gør hun opmærksom på det ved at fortælle kvinderne og LGBTQ-menneskerne i lokalet, at det her er et »safe space«, og at mændene skal holde snitterne væk – noget der føltes “empowering”, men samtidig var det også enormt trist, at det overhovedet er nødvendigt at nævne – for det er det tydeligvis, set i lyset af #metoo.

Den tydeligt italesatte feminisme adskiller hende også fra mange andre feministiske musikere, der vifter det feministiske flag, uden at gøre mere med det. Heldigvis var der ikke brug for knytnæver eller lignende, som Miss Destiny ellers før har følt sig nødsaget til at benytte under egne koncerter. Man får fornemmelsen af en kvinde, der er i sit es, når hun netop står på en scene og kan levere noget betydningsfuld underholdning, for en  gruppe af overvejende kvinder, og det er enormt betryggende at lade sig underholde af en kunstner, der ved præcis, hvor vi skal hen.

Man fik også fornemmelsen af, at Princess Nokia følte sig lige lovligt meget i sit es, når det ældre numre “Apple Pie” fra dengang, hun bare gik under navnet Destiny, blev fremført a cappella på en måde, der mindede om en Lana del Rey-karikatur, og derefter “‘Dream a Little Dream”, der blev til Feists “1234”. Jeg så hellere, Princess Nokia pløjede hele 1992 igennem, for det er dér, det stærkeste materiale ligger. Stærkere havde det virket, hvis det var nogle af sine sigende bars, hun havde valgt at fremføre a cappella, for ideen med at tage det helt ned og bare lytte til hendes ord er slet ikke dum. Hun har nemlig masser på hjerte.

★★★★☆☆
U
Fotos: Mathias Laurvig

Deltag i debat