Koncerter

Metz + Protomartyr, 07.11.17, Loppen, København

Skrevet af Daniel Niebuhr

Kontrastfyldte udgaver af dissonans og ufremkommelige tilgange til musikken var på programmet, da Metz og Protomartyr slog pjalterne sammen for en aften. Resultatet var i sidste ende en blandet fornøjelse.

Foto 1-8: Protomartyr. Foto 9-18: Metz. Fotograf: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Det er blevet november, og jeg er stadig i tvivl om, hvilken rockplade der er årets bedste. Det er i hvert fald ikke hverken canadiske MetzStrange Peace eller amerikanske Protomartyrs Relatives in Descent, selvom de bestemt er deroppe af.

Begge plader tegner sig for henholdsvis tredje og fjerde studieudgivelse fra deres respektive ophavsmænd, og de ligger ved første øjekast et godt stykke fra hinanden. For hvor Strange Peace er et buldrende, kakofonisk støjvirvar; hæsblæsende fra start til slut, er Relatives in Descent et langt mere sofistikeret og ”intelligent” postpunk-udspil. Fælles for dem begge er dog, at de dyrker dissonansen og de til tider mere afsporede tilgange til musikken. Derfor er det næppe tilfældigt, at Metz og Protomartyr har dannet fælles front på deres igangværende europaturné, som på sin næstsidste aften slog vejen forbi Loppen.

Protomartyr
Jeg havde faktisk aldrig oplevet Protomartyr før; hverken på Roskilde Festival eller Primavera Sound i fjor, og min første undren gik egentlig på, hvorvidt de live fremstår lige så beherskede som på deres plader. Svaret var både ja og nej.

For med Relatives in Descent har Detroit-bandet unægtelig tilført mere enslydende materiale til deres bagkatalog, hvor Joe Caseys halvt syngende, halvt spoken word’ske, underspillede tilgang til vokalisthvervet ofte har det med at lægge en vis dæmper på det overordnede lydbillede. De var da ganske vist til stede i lokalet, og Casey tog også sig selv i at komme minimalt ud over scenekanten i enkelte stunder, men ellers var det et mere reserveret orkester sammenlignet med deres canadiske tourkammerater.

På scenen kørte det nærmest automatisk fra det ene nummer over i det næste og så videre, mens det ikke var megen publikumsinteraktion fra Casey og co. Der var noget påfaldende oprigtigt over hans nærmest ligeglade attitude over for sine omgivelser, mens han nonchalant svajede frem og tilbage ved sit mikrofonstativ; blikket ufokuseret kastet rundt i lokalet og som oftest med i gulvet.

Hele 17 numre lykkedes det Protomartyr at få mast ind i deres 60 minutter lange koncert, hvor størstedelen kom fra netop Relatives in Descent. Pladeåbneren ”A Private Understanding”, marchrytme-schlageren ”Windsor Hum” og den stenede ”Half Sister” fungerede klart bedst blandt de nye; uden at nogen af dem formåede at skille sig helt ud fra mængden. I stedet var der noget mere indhold i ”klassikere” som den energiske ”Scum, Rise!” og ”Why Does It Shake?”, der da også blev pænt modtaget af de fremmødte.

I sidste ende slap Protomartyr dog ikke for at fremstå en kende anonyme denne aften på Loppen – om end de i forvejen ikke er et band, der stråler af karisma. De skal dog have ros for at være tro mod deres musik, der nu engang heller ikke lægger synderligt meget op til overdreven udadvendthed.

★★★½☆☆

Metz
Så var der til gengæld dømt en helt anderledes form for in your face-støjrock fra canadiske Metz, som med det samme hævede decibelniveauet en god del med først ”The Swimmer” fra udgivelsen II og efterfølgende ”Mess og Wires” og ”Drained Lake” fra den seneste udgivelse, Strange Peace.

Det var tydeligt, at Metz som band var modnet betydeligt siden deres sidste besøg i landet (ligeledes på Loppen i efteråret 2015). Der var fra trioens side blevet mere plads til at inkorporere flere semi-improviserende passager i de ellers stringente kompositioner, og selvom de direkte frontalangreb stadig tegner sig for den primære del af gruppens agenda, fremstod de – akkurat som Strange Peace også beviser­ – pludselig som et mere alsidigt band.

Den mellemliggende singleudgivelse ”Eraser” viste sig (igen) som en af deres bedste skæringer sammen med ”Spit You Out” og ”Headache” fra den selvbetitlede debut, mens nye numre som ”Cellophane”, ”Mr. Plague” og ”Raw Materials” endte ud i blandede resultater. De haltede som udgangspunkt en smule efter de mere etablerede indslag under deres obligatoriske fremvisning, men især ”Cellophane” burde gå hen og blive fast inventar til Metz’ fremtidige optrædener.

Som noget nyt, og ganske overraskende, kunne noget tyde på, at bandet desuden har efterladt deres faste afslutningshymne og desuden bedste nummer – den aldeles smadrede ”Wet Blanket” – hjemme på den anden side af Atlanten. Således havde den indtil videre ikke været en del af europatouren og var det heller ikke på Loppen.

I stedet lukkede og slukkede vi med ”Acetate”, der bestemt også indeholder samme eksplosive elementer, men som dog ikke tilnærmelsesvis kan levere samme form for klimaks. Efter en ellers så vellykket koncert var det da også en lidt underlig følelse at gå derfra og stadig mangle et eller andet.

Sammenlignet med Protomartyr fremstod Metz dog langt mere indbydende og tilstedeværende. Dette skyldtes nok først og fremmest den tydelige kontrast i de to bands musikalske udtryk, som kun yderligere udpenslede koncerternes helhedsbilleder. Canadierne slap altså bedst fra en dobbeltkoncert, som endte med at blive en blandet fornøjelse. Måske havde begge aktører i grunden haft bedst af at gæste landet hver for sig.

★★★★★☆

Deltag i debat