Koncerter

Sorte Firkant Musikfestival: Yung + Molly + De Underjordiske + Red Lama, 10.-11.11.17

Yung. Foto: PR.
Skrevet af Ulrik Høgh

Anden udgave af festivalen i hjertet af Nørrebro bød blandt andet på psychrock i Koncertkirken og punkrock på Stengade.

Sorte Firkant Musikfestival fokuserer på alternativ rock af forskellig art og fandt i år sted for anden gang. Den sorte firkant refererer selvfølgelig til indre Nørrebro, hvor festivalen løb af stablen på fem forskellige spillesteder. Koncerterne fandt dels sted i Koncertkirken og andre spillesteder på Blågårds Plads og dels på spillestedet Stengade. Festivalen strakte sig fra torsdag til søndag med de fleste artister koncentreret fredag og lørdag aften.

Red Lama, Koncertirken, 10.11.17
Aftenens åbningskoncert med Fugleflugten har varmet publikum i det halvt fyldte kirkerum op til behørig fredagsstemning, da de syv langhårede mænd fra psychrockgruppen Red Lama går på scenen. Med tre medlemmer placeret på den lave scene og fire på selve gulvet, er der alle muligheder for kontakt mellem band og tilhørere. Åbningsnummeret ”Inca” slår med sin tålmodige og komplekse opbygning fast, hvorfor der skal syv musikere til at skabe Red Lamas lyd.

Fra begyndelsen er det samspillet, der er i førersædet, mens forsanger Johannes Linnets vokal lever et tilbagetrukket liv. I de instrumentale passager trækker han sig tilbage fra gulvet og op på scenen, hvor han med ryggen til publikum dansende giver sig hen og giver resten af bandet plads til at folde sig ud. Først på aftenens tredje sang ”Dalai Delay” lægger Johannes Linnet an til at træde i karakter som frontfigur, da han først træder op på en højtaler og senere begiver sig ud blandt de forreste tilhørere med mikrofonen i hånden. Vokalen er i dette nummer langt mere fremtrædende og leveres med masser af nerve og indlevelse.

”Mont Ventoux” er med sine blot fire minutters spilletid et lidt atypisk Red Lama-nummer, men det er en af deres stærkeste sange. Efter at have sunget to vers træder Johannes Linnet op på scenen og ind i rollen som kapelmester, der dirigerer sit orkester gennem nummerets sidste halvdel. Fra dette højdepunkt i koncerten tager gæstemusikeren Bjonko stemningen til nye højder i det følgende nummer. Bjonko spiller forrygende Balkan-inspirerede klarinetsoli, mens Red Lama jammer med, og publikum kvitterer med koncertens største bifald.

Efter en varm tak til publikum slutter Red Lama af med et nummer fra deres kommende album, som fint illustrerer den største styrke ved koncerten. Red Lama udstråler simpelthen så meget følelse og entusiasme, mens de spiller deres musik, at det skaber en formidabel kontakt med publikum. Mod slutningen på sidste nummer skruer Oliver Fick op for guitaren, og trommeslager Niklas Jørgensen rejser sig spontant og slår ud i luften af ren begejstring. Og der er grund til at være begejstret, men med forbehold: I mange af Red Lamas numre synes jeg, at vokalen drukner i lydbilledet, og det fik visse steder koncerten til at blive en smule ensformig.

★★★★½☆
u
De Underjordiske, Koncertkirken, 10.11.17
Fredagens sidste koncert i Koncertkirken var med et af Sorte Firkant Musikfestivals hovednavne, De Underjordiske. Der er en spændt atmosfære i salen inden koncertens begyndelse, men desværre er det ikke nok til at bære den indledning, som De Underjordiske har valgt. De fem medlemmer indtager deres pladser på scenen med frontmand Peter Kure i knælende positur og fjernt blik. Undervejs i det otte minutter lange åbningsnummer falder tempoet helt væk, og Kure står længe foran mikrofonen med lukkede øjne. De Underjordiske spænder den intensitetsmæssige bue for hårdt, men det tændte publikum er hurtige til at tilgive dem.

”Med næb og kløer” er en helt anden oplevelse. Trommerne bygger sangen op med sit tunge beat, og Peter Kures stærke, insisterende vokal bakkes op af fællessang fra de forreste tilhørere. ”Tempel” fortsætter i samme stil, mens ”Ilddøbt” giver noget tiltrængt variation i tempoet og mere rum til gruppens dygtige guitarister. Guitarerne ville jeg gerne have hørt endnu mere til på de følgende numre, som i høj grad domineres af trommer og vokal. Koncerten løfter sig først for alvor i anden halvdel, da den fremragende guitarfigur fra publikumsfavoritten ”Trold” sætter ind. Peter Kure stiller sig på støvleklædte tæer mod mikrofonen og viser alt, hvad hans vokal indeholder, inden vi får en guitarsolo til at runde af med.

De Underjordiske lader musikken tale denne aften, men inden afslutningsnummeret er der dog plads til en smule kommunikation med publikum. ”Piskesmæld” har med sit højere tempo og støjende guitarer nogle af de elementer, som jeg savner i resten af koncerten. De Underjordiske har nogle meget stærke virkemidler i Peter Kures fremragende stemme og deres evne til at skrue en rocksang sammen, men denne aften var melodierne ikke fængende nok. Man kan håbe på, at det blot skyldes den manglende genkendelighed, der nødvendigvis må være der, når et band spiller seks nye numre ud af ti. De Underjordiske indfriede ikke mine høje forventninger, men der er grund til at tro, at de også fremover vil byde på imponerende og intense liveoplevelser.

★★★½☆☆
u
Molly, Stengade, 11.11.17
»Vi hedder Molly, og vi kan informere om, at fodboldkampen starter om et kvarter,« kommer det tørt fra forsanger Malte Hill til de blot ti fremmødte tilhørere. Så går den københavnske trio Molly ellers i gang med at spille en hæsblæsende koncert, som fører os igennem 13 numre på godt en halv time. Anført af Mathias Sarsgaards tighte trommespil lægger bandet ud med tre ultrakorte sange næsten uden pauser. Det høje energiniveau på scenen giver en meget velkommen kontrast til den matte stemning i det tomme rum.

Molly spiller straight-up punkrock, som den kunne høres i 90’erne, med guitar, bas og trommer. Numrene affyres som salver fra et fuldautomatisk våben, hvilket gør det vanskeligt at skille dem fra hinanden, men også giver koncerten meget dynamik. De mest velfungerende passager i numrene kommer, når Malte Hill træder væk fra mikrofonen, og vi får lov til at høre de tre instrumenter sammen. Særligt ”I Don’t Know You Anymore” byder på lækkert samspil i imponerende højt tempo og sluttes af med et hop på stedet fra Hill. Publikumsreaktionen fejler sådan set ikke noget, men det sætter et stort præg på en koncert, når der er så lille et publikum. Jeg er derfor fuld af beundring over, at Molly ufortrødent kværner videre på scenen.

Koncerten synes hele tiden i farezonen for at blive ensformig, men Molly navigerer uden om skærene gennem små, velvalgte variationer. Det klæder dem især, når tempoet skrues lidt ned, og beatet bliver så tungt, at det føles som en flirt med stonerrocken. Først hen mod slutningen føler jeg, at Molly begynder at gentage sig selv på ”Sunshine Seems Important”. Malte Hills vrængende vokal har gennem koncerten passet fint i lydbilledet, men på aftenens næstsidste nummer kan den ikke helt bære sin fremtrædende rolle. Molly slutter solidt af med den temposkiftende ”Why”, hvor bassist Tobias Elmsdal får lov til at stråle.

Molly var på en utaknemmelig opgave på Stengade, men trioen tog på fornem vis tyren ved hornene og fik mig næsten til at glemme det manglende publikum. Musikalsk var der dog for få højdepunkter til, at koncerten fortjener mere end fire U’er.

★★★★☆☆
u
Yung, Stengade, 11.11.17
Da Yung går på scenen hænger fodboldlandskampens skygge stadig over Stengade, som dog ikke længere virker decideret tomt. Med hvid skjorte og midterskilning slår frontmand Mikkel Holm sin guitar an og indleder koncerten med en meget stærk tretrinsraket af numre. De to første numre kendetegnes af masser af støjende guitarer, hvor Emil Zethsen river og flår i strengene. ”Pills” drives frem af en uimodståelig basgang mod koncertens første store højdepunkt, da omkvædet sætter ind med ordene »You are forcing my hands«.

Yung spiller stramt, optræder med masser af coolness og har en næsten metallisk klang. Det passer således fint ind, at vi blot får et afmålt »Vi hedder Yung« efter tre sange. De fire bandmedlemmer gør ikke det store væsen af sig på scenen, men udstråler en sammenbidt passion for deres musik. Koncerten igennem fortsætter de med at være ekstremt velspillende, mens de konstant afveksler tempoet i numrene. Holms hæse vokal er fyldt med følelse, men det er med guitaren, at de helt store øjeblikke bliver skabt, hvor i hvert fald forreste række publikummer for alvor føler musikken. ”Blanket” indledes af Holm alene, inden resten af bandet bringer tempoet et par trin op. »Do you remember me?« synger Mikkel Holm med stemmen fuld af desperation og tager min koncertoplevelse til nye højder. Det føles derfor som en noget abrupt afslutning, da Yung efter det følgende nummer forlader scenen.

Jeg vil ikke tøve med at kalde Yung for ét af de allermest lovende danske bands lige nu. De formår at kombinere det kaotiske i støjguitaren med enkle og klare melodilinjer til et tindrende smukt resultat. Yung leverede tæt på det perfekte på Stengade, men den halvflade stemning og en koncertlængde på kun godt 40 minutter trækker ned i bedømmelsen.

★★★★★☆

Leave a Reply