Plader

St. Vincent: Masseduction

Skrevet af Magnus Eldrup

Popæstetikkerne presser sig på, men St. Vincent er her endnu. Den eklektiske texaner spænder vidt, men gør det unægteligt godt på sit sjette studiealbum.

Da førstesinglen fra St. Vincents Masseduction, “New York”, udkom, meldte et lille rødt ettal med det samme sin ankomst i det højre hjørne af mit Facebook-vindue, men min roommate havde været hurtigst på aftrækkeren. Med det samme hørte jeg lyden af Annie Clarks stemme fra værelset ved siden af. Genkendelsens glæde stoppede dog hurtigt der. Hvor blev den angstgennemblødte, uigenkendeligt forvrængede smadderguitar af? Hvor var den St. Vincent, som jeg kender, elsker og frygter?

Den St. Vincent, jeg kendte og elskede, har siden sit selvbetitlede gennembrudsalbum fra 2014 fundet en ny ven. En ven ved navn Jack Antonoff. Hvis det navn vækker en gnist af genkendelse i dig, så er det nok fordi, at de sange, Antonoff har produceret for bl.a. Zayn og Lorde allerede har været en tur forbi dine høretelefoner. Efter annonceringen af dette popguru-påhæng som producer har rygterne med god grund svirret om, hvad så vi kan forvente os af St. Vincents sjette album, Masseduction. Har den angstfyldte kaosæstetik måttet vige til fordel for pæn og poleret popmusik?

Ganske vist, så var »New York isn’t New York without you, love« sunget følsomt til lyden af et ensomt klaver – en hård pille at sluge ved første gennemlytning for mig. Masseductions førstes single, “New York”, er blid og underspillet, to ord, der næppe vil kunne beskrive St. Vincents to seneste album, men som nærmere trækker associationer tilbage til hendes ti år gamle debutalbum, Marry Me. Jeg må ærligt indrømme, at jeg først selv stod på St. Vincent-toget, da hendes fjerde album, Strange Mercy, udkom i 2011. Så dette nye nummer føltes meget fjernt fra min forståelse af, hvem St. Vincent er. På trods af min nagende tvivl blev jeg dog alligevel langsomt trukket dybere og dybere ind i dette sirlige og sublimt producerede nye lydunivers, som Clark har bygget til os, indtil jeg til sidst modvilligt måtte give plads i mit hjerte til en blidere udgave af St. Vincent.

Denne nedtonede stil videreføres mesterligt i flere af sangene på Masseduction. På sangen “Slow Disco” hører vi et silkeblødt arrangement komplet med strygere, kor og den særligt skrøbelige St. Vincent-vokal, der nærmest hviskes direkte ind i dit øre under dynen i et mørkt soveværelse. Højdepunktet for den nedtonede og melankolske St. Vincent finder vi dog først på sangen “Happy Birthday, Johnny”. Med åbningsfrasen »Remember one Christmas I gave you Jim Carroll / Intended it as a cautionary tale / You said you saw yourself inside there / Dog-eared it like a how-to manual,« giver Clark sig i kast med en dybt personlig og sublimt rørende fortælling om en ven på afveje. Karakteren Johnny har tidligere figureret i St. Vincents tekster og giver på den måde en tiltrængt genkendelsesglæde i dette ellers meget anderledes lydunivers.

Heldigvis nægter Annie Clark at overgive sig til kun at være blid og mild på Masseduction. På sangen “Sugarboy” sprinter musikken afsted med 100 km/t og sender tankerne tilbage mod de unikke lydflader, Clark skabte på Strange Mercy tilsat lidt Prince. Selv når klokken slår pop, gøres det på upåklagelig og genial St. Vincent-manér. På “Los Ageless” forenes Clarks ondskabsfulde guitar med med en mere poppet form og en håndterbar, slagkraftig stortromme. I deres møde skabes intet mindre end en fænomenal popsang med det ubestridt mest fængende omkvæd, St. Vincent nogensinde har skrevet.

Ja, der er ingen grund til at lægge fingre imellem, Masseduction er et røvgodt album. Hvad der dog videre er værd at bemærke, er, at Masseduction også er et album med en røv på coveret. Et sådant cover i samspil med titlen (“mass seduction”) lægger op til et album, der nødvendigvis må berøre nogle seksuelle tematikker. Det mærker man da også som lytter, både på sangen “Masseduction”, der finder sit lyriske centrum i sætningen »I can’t turn off what turns me on« og i endnu højere grad på “Savior”, som vel næsten forklarer sig selv: »You put me in a teacher’s little denim skirt / Ruler and desk so I can make it hurt«.

Det hele lyder altså næsten for godt til at være sandt: det langsomme og rørende, det vilde og angstfyldte, det groovy og sexede, alt sammen forenet på 13 sange. Problemet er, at det i hvert fald fra denne anmelders perspektiv, rent faktisk også er for godt til at være sandt. For meget af det gode. For meget. Når jeg efter albummets fjerde sang “Los Ageless” pludselig skal få armene ned og fødderne fra dansegulvet for at fordybe mig og knibe en tåre til klaverballaden “Happy Birthday, Johnny” for så at skulle gejles op på ny til den slibrigt sexede “Savior”, så begynder min hjerne desværre langsomt at knække over på midten.

Annie Clark viser på Masseduction, at hun kan lige præcis, hvad hun vil, hvad enten det er galoperende pophits eller inderlige klaverballader. Tilbage står spørgsmålet om, hvad Clark egentlig vil? De lyd- og tekstuniverser, som hun skaber, er lige så forførende fremmede og fantastisk medrivende som altid, men de mangler fælles retning og ledelse. Clark har som altid lytteren viklet hjælpeløst om sin lillefinger, men tilbyder ikke en lige så sammenhængende vision, hverken lyrisk eller lydmæssigt, som på sine to foregående album.

I sidste ende er det dog umuligt ikke at blive forført. Hvad enten det er Clarks uimodståelige og uforståeligt alsidige vokal, de vilde guitarlyde fra fremtiden eller Antonoffs sublime produktioner, der kommer til at fange dig, så kan du vide dig sikker på, at der er masser af fantastisk musik at finde på Masseduction.

★★★★★☆

Deltag i debat