Plader

William Patrick Corgan: Ogilala

Skrevet af Søren Jakobsen

Primus motor i hedengange The Smashing Pumpkins, Billy Corgan, er tilbage som solist med et noget ujævnt singer/songwriter-album.

Når ens redaktør hiver en i den hestehale, man ikke har, og vil have en til at anmelde noget så specielt i 2017 som en Billy Corgan-plade, de færreste nok har tænkt, de har brug for, så gør man vel det. Gammel kærlighed ruster ikke, selvom de fleste jo nok på et eller andet tidspunkt vokser fra den teenage-angst, der prægede Corgans band, The Smashing Pumpkins, op igennem 1990’erne.

En fællesnævner for både føromtalte redaktør og jeg, er under alle omstændigheder en vældig kærlighed til The Smashing Pumpkins sidste rigtigt gode plade, Adore, som godt nok ikke bød på den foregående plades Sturm und Drang, men til gengæld var en øm og underspillet omgang, der gav en fornemmelse af, at Corgan skam mente det, da han meldte ud, at han var træt af at lave musik for teenagere.

Desværre holdt han siden nærmest op med at lave musik for nogen som helst, og supplerede sine stadigt mere besynderlige udgivelser med The Smashing Pumpkins (eller resterne af bandet) med at investere i wrestling, åbne en te-butik og meget andet, der i lange perioder har givet indtryk af, at en af ens ungdomshelte vist desværre var blevet lidt kukkeluk. Men man opgiver jo aldrig helt, og under alle omstændigheder er det altid noget, at Corgan i det mindste udfordrer sig selv, selvom resultaterne måske nok halter lidt.

Derfor er det også spændende nok, tanken om at Corgan, nu under sit fulde navn, William Patrick Corgan, kunne få noget ud af en soloplade, produceret af soloplade-specialisten Rick Rubin, selvom Corgan ikke ligefrem er nogen Johnny Cash. Om noget, så er han en mand, der har svælget i pladestudiets muligheder siden debuten Gish i 1991, så man vægrer sig ærligt talt noget ved at høre Chicago-drengens første, reelle soloplade under sit fulde navn.

Åbneren “Zowie” lever op til det lovede, eftersom det bare er Corgan og et klaver i en noget kedelig gang leden efter et omkvæd, men hvis man har hørt nogenlunde efter, hvad Corgan har sendt på banen i de sidste 15 år, så er det jo altså et tilbagevendende problem, at brønden virker lidt tom, uanset hvor mange mønter man smider derned.

Sådan er det også på Ogilala, selvom idéen på papiret lyder fin nok. Pladen ender desværre med at være en noget enerverende omgang, primært fordi sangmaterialet ikke er stærkt nok. Enkelte numre – som den smukke “The Spaniards”, der med sine skrabede synth-strygere lyder som et glemt demo-outtake fra tiden imellem 1995’s Mellon Collie and the Infinite Sadness og 1998’s Adore – er glimrende, om end det synes at være ovre, før det egentlig er begyndt.

Den fornemmelse bliver gentaget under “Archer”, den 38 minutter korte plades afslutningsnummer, som måske samtidig er pladens bedste skæring. Corgans stemme smyger sig ind og ud imellem strygere og en smagfuld mellotron, og man får her fornemmelsen af, at et lidt mere inspireret sangmateriale kunne have løftet pladen op til en noget bedre karakter. I sidste ende flyder Ogilala dog lidt for nemt ind ad det ene øre og ud igen ad det andet, uden at man får fornemmelsen af, at man på nogen måde har savnet en plade som denne.

Rick Rubin er åbenbart ikke nogen mirakelmager, men måske dette bare får lov blot at være en introduktion til Corgans nye singer/songwriter-skal. I så tilfælde kan man håbe på en udgivelse, der bidrager med mere end blot at være nedbarberet næste gang.

Der mangler simpelthen kød på både den musikalske og den sangskrivningsmæssige side samtidig med, at Corgans stemme ikke bliver mindre skinger med årene. Dog har den en vis moden klang, som klæder arrangementerne. Tilbage står man i hvert fald med en udgivelse, der kun lige sniger sig op på en middelmådig karakter i kraft af sine – trods alt – fine intentioner og sange, der om ikke er dårlige, så bare særdeles gennemsnitlige.

★★★☆☆☆

Deltag i debat