Plader

Birthgiving Toad: Slugon

Lasse Bækby Buch når desværre ikke op på fordums niveau, men når han alligevel rammer plet, er han stadig afsindigt god. Legesygen har dog forvansket konsistensen.

Birthgiving Toad er ikke nogen nem og håndgribelig størrelse at gå til. Det er avantgarde med stort A. Men er det god avantgarde, er det godt fordi, det er mærkeligt, eller er det mærkeligt, fordi det er godt?

Birthgiving Toads seneste album, Slugon, der kun er tilgængeligt online, er ikke nogen ensartet og konsistent plade. Den stikker i mange retninger, hvoraf nogle numre er mere interessante end andre. Der er klare reminiscenser til Frank Zappa og Captain Beefheart. Det er dog bare milevidt fra legendernes eksperimenter og niveau. Birthgiving Toad har da ganske tydeligt Zappas og Beefhearts legesyge, men det lydmæssige laboratorie, som der lægges op til, opstår bare aldrig helt. Dertil er lyden simpelthen for tynd. Den mangler bund og tyngde.

Åbneren ”Powervacuum” er navlepillende sovekammerpop uden struktur, men med minimalistiske virkemidler fra keyboard og guitar. Det hele brydes af malplacerede hornudbrud, der aldrig rammer helt plet. Denne snøvlende vakuumpakkede produktion går igen på numre som ”Loop Life” og ”Fingertips”. Det lyder enslydende og intetsigende. Hvad angår vokalen på disse numre, bliver jeg rent faktisk irriteret på vokalen, da den ofte prøver at akkompagnere de kringlede og fjollede lydeffekter, men uden held. Vokalen burde i stedet have skabt noget form og struktur på eksperimenterne efter min mening.

Min negativitet bliver dog gjort til skamme på numrene ”I Shit Myself Back Here”, ”Mother Didn’t Say Anything” og ”Both Florist”. Her er den konsistens og dybde, jeg savner. Mere helstøbte numre, der rammer niveauet fra Birthgiving Toads debut, For Awkward Company, der kom tilbage i 2011. I særdeleshed de to sidstnævnte numre er topklasse. Her er legesygen forenet med den astrale sovekammeræstetik, og lydeffekterne giver mening ved at virke velovervejede i forhold til nummerets helhed. En sprød bas sender ikke kun tankerne i retning af Captain Beefheart, men også krautede tendenser a la Neu og Can.

All in all finder jeg Slugon for rodet og intetsigende. Den virker kun som en skitse af, hvad bagmanden Lasse Bækby Buch virkelig formår at levere, når han er bedst. Om indspilningerne er tiltænkt som havende en skitselignende form, skal jeg lade være usagt. Men for mig og se er legesygen denne gang ikke nok for Birthgiving Toad. Når han rammer plet, er han virkelig god, men der er bare for mange forbiere.

★★½☆☆☆

Leave a Reply