Plader

Björk: Utopia

Foto: One Little Indian / PR
Skrevet af Camilla Zuleger

På Björks 10. studiealbum bevæger hun sig både fremad og tilbage til sin tidligere lyd med symfoniske arrangementer og lette naturelementer. Det er hendes længste album nogensinde, men det er ikke et sekund for langt.

Autofiktion, den litterære tekst med sammenfald mellem hovedperson og forfatter, har længe været trendy i bøgernes verden. Bøgerne er udtryk for levet liv – til en vis grad i hvert fald – og det bliver diskuteret hver eneste gang, en ny bog i traditionen udkommer. Selvom parallellen til Björks musikalske praksis ikke kan fornægtes, er sammenfaldet mellem hendes musik og hendes liv ikke noget, vi taler om som sådan; vi sluger det nemlig råt, når Björk bearbejder sit – tilsyneladende ofte voldsomme – følelsesliv for offentlig skue.

Der var ikke lagt fingre mellem, da hendes forrige album, Vulnicura, udkom i 2015. Det stod som skrevet i både sten og glitrende neonbogstaver i sladderblade, at det var sorgalbummet efter skilsmissen med hendes daværende partner, den amerikanske kunstner Matthew Barney. Björks netop udkomne 10. studiealbum er fortsættelsen heraf, om man vil det eller ej. Vi har alle lidt under tabet af kærlighed, synger hun i albummets ottende sang, “Losss”, men hvordan vi kommer over det, er, hvad der definerer os. Björk selv er ikke nem at definere: At kalde hende musiker virker for let; kunstner for fluffy, og multiartist rimer for meget på én, der både kan noget med ler og maling. Björk er på sin egen vis udefinerbar, men ifølge hendes egne definitioner er vi vores fortid og vores måde at bearbejde den på.

Menneskelig transcendens; selvoverskridelse taler man en del om inden for filosofien og socialpsykologien: At vores eksistens bliver til, bliver opdaget, bliver defineret i vores møde med et andet menneske. Selvom Björk er Björk, så er en væsentlig del af hendes historie eller hendes (offentlige) identitet tæt knyttet til andre: Eksmanden Matthew Barney står for den negative, sorgfulde del; den venezuelanske DJ og Wunderkind Alejandro Ghersi alias Arca står derimod for den musikalske formfuldendelse. Sammen har de skrevet og komponeret alle albummets 14 sange, der tilsammen udgør mere end 71 minutters drømmende, utopiske, sci-fi-agtige, eksotiske og æteriske symfonier og produktioner, der gør Utopia til Björks længste udgivelse nogensinde. Men det er ikke et sekund for langt.

Arca blev på et splitsekund verdenskendt og har medvirket på små, ubetydelige udgivelser som Kanye Wests Yeezy og FKA Twigs EP2. For nogle år siden tog han kontakt til Björk, og siden da har de sammen DJ’et, skabt musik og udviklet et tæt venskab. Han var allerede med til at producere enkelte sange på Vulnicura, men på denne udgivelse er han med hele vejen igennem. Der er dog ingen tvivl om, at det er Björks musik, og den er mere björks end nogensinde før. Det mytiske univers, som altid har eksisteret på hendes plader fra Debut over Post til Vespertine, der på én gang er væsensforskellige og kommer fra samme pulserende kunståre.

Hvis Vulnicura var katastrofen, er Utopia undersøgelsen af livet derefter. Men som Björk selv har udtalt i flere interviews, skal det ikke forstås sådan, at alt er godt igen. Den lykke og eufori, der gennemsyrer albummet både musikalsk og lyrisk står hele tiden i modsætning til albummets titel: Det er en utopi. Eller måske rettere; det hele kan virke som en utopi, når man pludselig efter lang tid under vandet kommer op til overfladen igen og finder ud af at svømme videre.

Stemnings- og kompositionsmæssigt hensættes vi til Björks tidlige produktioner, der karakteriseres af symfoniske arrangementer og naturlige elementer. Men det føles lettere og mindre indtrængende end før. Musikken flyver højt oppe med liflige harpestrenge og flere fløjter, end man kan tælle. Med fuglefløjt optaget i Island og Venezuela og på én gang voldsomme og underspillede melodier. Læg især mærke til lyden af fuglen Montezuma Oropendola, hvis lyd Pitchfork beskrev så perfekt, at jeg ikke vil ødelægge det ved at finde på en anden metafor – som en »Moog-synthesizer i en mikroovn«.

De æteriske og verdensfjerne udgør en modsætning og nogle gange ligefrem kontrast til albummets tekstlige univers, der er hverdagspræget med genkendelige, håbefulde sms’er i begyndelsen af et forhold, kærlighedsdeklarerende mixtapes og udvekslingen af MP3-filer. Jeg er ikke sikker på, at den slags eksisterer i virkeligheden længere, men jeg håber virkelig, at den romantiske utopi og håbet findes et sted i verden – ikke mindst i Björks egen.

★★★★★★

Om skribenten

Camilla Zuleger

Biografi:
Græder når jeg hører musik, der giver mening og går op i en højere enhed. Bliver til gengæld træt og gammel, når musikere ikke udnytter deres potentiale. Det nytter ingenting, hvis lyrikken ikke spiller. Og det er lidt løgn. For jeg har for ganske nyligt kastet min kærlighed på den elektroniske scene med dubstep og andre fortryllende instrumentale og bestemt ikke særlig lyriske arrangementer. Alligevel er mine all-time favorites nogle, hvor teksterne lige så godt kunne være havnet i en digtsamling. Hvilket giver mig anledning til at sige, at jeg bruger overskydende tid på at tosse rundt på danskstudiet på Københavns Universitet med masser af god og dårlig poesi og en kræsen for detaljen. Lidt ligesom min musiksmag. Håber jeg.

1 kommentar

Skriv et svar

boeger