Nyheder

December-koncerter: Er julesalmer og bloddonation for beskedent af Mariam? spurgte kongen

Når Mariam the Believer pynter op til jul, dypper hun bare fingrene i rød maling og tegner nisser overalt. PR-foto: Antje Jandrig (Creative Commons).

Udvalgte koncertanbefalinger til hele december.

Glædelig december, kære læsere! Hermed Undertoners sidste koncertartikel anno 2017. Vi plejer at skrive to artikler med koncertanbefalinger om måneden, men da det er begrænset med koncerter i den sidste del af december, nøjes vi med én artikel om årets sidste måned.

Den 2. december kan du komme til en ganske speciel koncert i Christianskirken i Aarhus. Danske Hymns of Nineveh spiller nemlig julekoncert. Det samme gør han lørdag den 9. december i København i kirken med samme navn. Hymns of Nineveh dukkede op fra den danske undergrund i starten af dette årti, da han i 2011 udgav sit selvbetitlede debutalbum, som vi her på Undertoner gav 4, 5 U’er. Da vi er i december, skal Hymns of Ninevehs julealbum Endurance in Christmas Time naturligvis nævnes. Populære julenumre kan man jo godt blive trætte af lidt tidligt, men på Undertoner var vores anmelder Jonathan Heldorf imponeret af indiefolk-artistens julealbum og gav det fem store U’er.

Julesange byder britiske Archy Marshall alias King Krule nok ikke på, når han den 6. december spiller i Store Vega i København. Til gengæld byder King Krule på stærke sange og et unikt lydbillede og udtryk, hvis man skal tro hans nyeste udgivelse The Ooz, som blot er to måneder gammel. Albummet er et helstøbt værk på trods af et vildt genremix med alt fra postpunk og hiphop til saxofon og fusionsjazz. På King Krules Wikipedia-side står der blandt andet, at han spiller punk-jazz, og det er egentlig en god indikator for Archys nye album. Han beviser, at han er et af de mest hippe og anerkendte navne indenfor sit felt i England. Trods sin unge alder på 23 år fik han allerede international opmærksomhed i 2011 med nummeret ”Out Getting Ribs”. King Krules venner fra bandet Horsey varmer op.

I selvsamme bygning som Store Vega spiller svenske Mariam the Believer i Ideal Bar fredag den 8. december. Hun var i år en del af Hun Solo på Roskilde Festival, men denne gang optræder hun på egen hånd. Mariam the Believer har dette efterår udgivet albummet Love Everything. Undertoners seneste anmeldelse ligger tilbage i 2013, hvor hun udgav sit første soloalbum, Blood Donation. I årene mellem har hun sammen med sit band Wildbirds & Peacedrums udgivet albummet Rhythm. Ligeledes har hun ageret sangskriver og medkomponist for Lykke Li på I Never Learn fra 2013 og haft samme roller på to udgivelser fra Fire! Orchestra.

Tre danske bands i form af Modest samt Visitor Kane og Tears spiller i Ideal Bar den 14. december, og dagen efter kører de til Aarhus og spiller på Tape. Aarhusianerne fra Modest udgav i år deres debut-EP, Pretty Sure It’s Honest. På trods af kun fire sange uddelte vores anmelder EP’en fem U’er og skrev blandt andet: »Den fire numre lange EP fra den aarhusianske kvartet er en af de mest lovende debut-EP’er, jeg længe har hørt, og der er overhovedet ikke nogen tvivl om, at de her drenge kan nå højder, vi sjældent ser på den danske musikscene.« Ligeledes gav EP’en dem spillejobs på Spot og Roskilde Festival i år.

Når juleaften omsider løber af stablen og julefreden (forhåbentlig) sænker sig, er det småt med koncerterne rundt om i Danmark. Men inden vi når så langt, kan du lige nå en omgang garagerock i Aarhus den 22. december. Det sker, når spillestedet Tape og det aarhusianske band Yung inviterer til “Yungle Bell Rock” (høhø) – og det lyder faktisk ret så hyggeligt. Julepunch, brunkager og en præmie til den person, der møder op i den flotteste julesweater. Og så selvfølgelig koncert med Yung, som Undertoner for nylig hørte på Sorte Firkant Musikfestival, og debutkoncert med bandet Brunsten, som består af medlemmer fra blandt andet Tilebreaker og Fossils.

Du er som altid velkommen til at kigge vores koncertkalender igennem for flere begivenheder.

Glædelig jul og godt nytår!

1 kommentar

  • Tak for opdateringen! Det er altid rart, at man kan følge med her på siden og få indblik i de koncerter, der skal finde sted – det er meget brugbart :)

Deltag i debat