Plader

Fever Ray: Plunge

Skrevet af Sarah Mogensen

Med rødglødende øjne og sortmalet ansigt er Fever Ray tilbage med en influenza-lignende cocktail af manisk synth og udfarende lyrik.

Otte år er gået, siden halvdelen af den svenske duo The Knife, Karin Dreijer, udgav sit første soloalbum under alteregoet Fever Ray. Nu er tiden så kommet til toeren: Plunge. På albummet forsøger Karin Dreijer ikke at genskabe lyden fra debuten, men sender i stedet lytteren på en rejse i et scenograferet lydbillede af metallisk rungende kældre, farveløse hverdage og apokalyptisk smeltende isbjerge. Hvor debutalbummet fokuserede på barndomsdrømme i en søgende kompleksitet af ideer og afsavn, er Plunge på mange måder mere brutalt og konfrontativ, både i sin lyrik og i sin pitchede vokal.

Plunge går en svær balancegang mellem det indadvendte og forstyrrede. Det pirrende ved Plunges maniske arrangementer er ofte også dets kryptonit, og pladen opleves derfor som lige dele sindslidelse og ekvilibrisme. Det er en syret behandling af vokalen, der overtager fokus fra bløde og mystiske elektroniske lyde i et spil af synth og sydamerikanske slagtøjsinstrumenter. Bedøvende og sødmefuld lyder ”Mustn’t Hurry”, hvor vokalen afkræftet tager sig et afbræk og giver plads til lyden af smældende vand og forvrænget panfløjte i et hult lydrum, der fanget i et vakuum bliver både eventyrligt og fængslende.

Hvor synth-arrangementerne begejstrer, er Karin Dreijers hyperforpinte vokal desværre i fare for at blive trættende. Som på ”To the Moon and Back”, hvor latinrytmer og bløde elektroniske regnskovslyde akkompagneres med forargende skrig: »I want to run my fingers up your pussy!«. Råb og skrig, der er ærlige og og bramfrie, men også grænseløse banale og til tider endda fuldkommen identitetsløse.

Som et nyt element i Fever Ray-sammenhæng tilføjer Karin Dreijer en politisk agenda til sin lyrik. Dette høres på den dirrende og klagende ”This Country”, hvor man som lytter lægger øre til en politisk pærevælling fra Dreijer, der skingert blander kærlighed med styring af samfundsudvikling. Hun synger: »Free abortions and clean water, destroy nuclear, destroy boring« Alt imens resterne fra The Knifes udfordrende og komplekse synth tabes på gulvet og erstattes af en ensartet fabrikslyd. Anderledes interessant lyder det på Plunges bedste nummer, ”Red Trails”, der, akkompagneret af violin, markerer fraværet af lag i albummets resterende sange.

Albummets titel sender tankerne hen mod et spring ud i havet eller livet – og Plunge lyder ofte som om, den er optaget under vandet eller med en mobiltelefon af ringe kvalitet. Et ekko gennem en lukket dør, der får Fever Ray til at virke alene og forladt. Fanget i en dystopisk fremtid skriger Plunge, og man provokeres til at lytte. Men den udfarende lyrik virker i sin larmende dissonans manisk, overfladisk og desværre også skinger.

★★★☆☆☆

 

Deltag i debat