Plader

Protomartyr: Relatives in Descent

Postpunk-bandet fra Detroit kulminerer på deres fjerde udspil, hvor kompositioner og produktion går op i en højere enhed.

En dyster, dissonant guitarfigur, der suppleres af et potent beat, hvor trommesættets tammer er stemt, så trommernes toner passer med guitarens. En fuzzet basfigur placerer sig centralt i lydbilledet og bygger bro mellem en diskant guitar og det buldrende trommesæt. En maskulin, Nick Cave-agtig vokal begynder at messe ordene: »The sound, the sound, the sound that you are hearing.«

Starten på “Windsor Hum” fra Protomartyrs nye plade, Relatives in Descent, er både rå og raffineret. Enkel og kompleks. Nummeret indkapsler Protomartyrs ekstremt vellykkede blanding af punket energi og støjrockede lydflader.

Protomartyr blev dannet i Detroit i 2010, og kvartetten fik for alvor hul igennem i 2015 med albummet The Agent Intellect, der kom på diverse lister over årets bedste albumblandt andet her på Undertoner. Protomartyr rammer med deres fjerde album et kunstnerisk højdepunkt, hvor bandets ambitiøse kompositioner og albummets detaljerige produktion går op i en højere enhed.

Det vellykkede samspil mellem komposition og produktion høres bedst på pladens højdepunkt, “The Chuckler”, hvor producer Sonny DiPerri får det maksimale ud af guitarist Greg Ahees formidable guitarfigurer.

Sonny DiPerri har skabt et “bredt” stereobillede på Relatives in Descent, hvor forsanger Joe Caseys reciterende vokal ofte er omkranset af et væld af guitarfigurer. På “The Chuckler” bliver guitarerne endda suppleret af strygere. De store, brede guitarflader svæver gennem hele pladen over et solidt fundament leveret af trommeslager Alex Leonard og bassist Scott Davidson. Samarbejdet mellem Protomartyr og Sonny DiPerri er ekstremt frugtbart, og man fornemmer, at de har nydt at lave en gennemarbejdet plade, hvor der er kælet for detaljerne.

Pladens detaljerigdom kommer blandt andet til udtryk i den varierede brug af guitarer. På “My Children” hører man en perlerække af forskellige guitarlyde, der skaber ét langt forløb, hvor guitaren ændrer karakter gennem hele nummeret. Greg Ahees brug af guitareffekter er suveræn, og de abrupte skift mellem flotte, melodibårne figurer og larmende fuzzbrøl skaber en fantastisk dynamik gennem hele pladen.

Sonny DiPerri har arbejdet nidkært med trommernes placering i produktionen, hvor trommesættets forskellige dele er fordelt i begge sider af lydbilledet. Selvom bassen spiller en mindre fremtrædende rolle, har den også nogle markante skift i lyd, hvor den går fra det varme og underspillede til det forvrængede og markante.

Og så er der Joe Caseys vokal. Han reciterer mere, end han synger, og når han synger, lyder det som en fodboldfan, der udfører en slags råbesang. Joe Caseys ukrukkede stil passer perfekt til numrene, og han leverer teksterne med en charmerende punket attitude.

Teksterne på Relatives in Descent er mørke og lyriske, og de er fyldt med dystre tableauer, som visse steder har et stænk af humor. Som for eksempel denne passage fra “Half Sister”: »In Northern Michigan there was an incident in winter. A horse was hit by lightning and began to speak in a foreign language. When he was finally understood, it repeated “humans are no good”. So they shot it behind the shed and stuffed him.«

Protomartyrs nye album er en fabelagtig udgivelse, der fungerer fra start til slut, og »the sound, the sound, the sound that you are hearing« på Relatives in Descent er rå, kompleks, raffineret og fyldt med detaljer. En postpunk-klassiker er født!

★★★★★★

Leave a Reply